Læsetid: 4 min.

Gucci-hysteriet

Stauning er død. Og Lykketoft fortid. Hvorfor må Thorning-Schmidt ikke ligne sig selv – en moderne kvinde?
15. februar 2005

Kommentar
En socialdemokrat går ikke med Gucci-taske. Og hvis hun gør, så får hun kniven. En socialdemokrat er ikke høj og flot og kvinde og velbegavet og veluddannet og ved noget om EU og tror på sig selv. Og hvis hun er, så får hun kniven. I hvert fald hvis hun foreslår sig selv som formand for partiet, sådan som Helle Thorning-Schmidt lige har gjort. Så får hun at høre. Ikke bare af socialdemokrater med hang til Frank Jensen, men af småborgerligheden selv. Sådan som den også er kommet til udtryk i (selv) toneangivende medier. Frem for at række ud efter tiden i et forsøg på at indfange den, har medierne i tilfældet Thorning-Schmidt valgt at reproducere de billeder, de allerede har bragt. Hørte vi måske ikke allerede om den famøse Gucci-taske, dengang den tidligere EU-parlamentariker fik fingeren af socialdemokraterne på Amager og tabte et folketingskandidatur, fordi hun med egne ord »ikke ligner en klassisk socialdemokrat?« Nu reklamerer medierne så igen for det italienske tøjmærke, fordi Thorning-Schmidt har bragt sig i fokus ved at tilbyde sin arbejdskraft som partiboss.
En Gucci-taske kan fås for under 2.000 kr. på nettet, så når mismodige konkurrenter og provinsielle journalister har så travlt med det lille mærke, er det naturligvis kun symbol på noget andet. Den opskruede Gucci-fokusering på en taske, hun ikke engang tør bruge mere, kan ikke forklares med andet end uro ved mødet med en tilsyneladende anmassende anderledes udstråling end den gængse på gangen – en blanding af selvbevidsthed og kvindekøn og overskud, der i øvrigt ville brænde igennem uanset hvad. Altså også uden Gucci. Jeg er enig i, at der er langt fra Stauning, Lykketoft og F. Jensen til Helle Thorning-Schmidt. Men hvem er det lige, det generer, at hun ikke ligner dem? Selv et bagland løfter indimellem blikket og vil kunne konstatere, at der i en vis forstand er Thorning-Schmidt’er alle steder: Veluddannede kvinder, der kæmper for at holde humøret højt, hverdagen på skinner og kroppen på plads.

Jantelovens land
Som jeg ser det, er Helle Thorning-Schmidt en glimrende repræsentant for en ny tid – og en ny tids kvinder. Og er det ikke det, vælgerne efterlyser? Hun er først og fremmest professionel. Ved, hvad hun taler om. Hun tør sige ’jeg kan’. Og ’jeg mener’. Og hun tør bruge sit køn. Det sidste har vi set i ugebladene, hvor hun med smil og blæs i håret utvungent taler om sine børn og viser læserne (vælgerne) sit private nytårsoutfit. Ja, optræder lige præcis sådan, som den aktuelle kønsforskning om mediernes håndtering af kvindelige politikere viser, er med til at gøre kvindelige politikere kendte. Men som også fører til, at de kvindelige politikere, der indvilliger i at invitere pressen hjem, i sidste ende – i parlamentet – taber magt til de mandlige kolleger. Helle Thorning- Schmidt deler gavmildt ud af sig selv – på en måde, som Marianne Jelved-typen aldrig ville drømme om; med eller uden håndtaske. Og synes at nyde det. Thornings-Schmidts optræden er på ingen måde anstrengt. Tværtimod. Hun virker fagligt optaget, socialt engageret og mindre selvhøjtidelig end generationen før hende, der har skullet kæmpe endnu hårdere for en politisk karriere. Og så er hun selvsikker. I hvert fald tilsyneladende. (Måske signalerer lige præcis Gucci-tasken en lille usikkerhed?) Hun melder sig på banen til formandsposten to timer efter, at ’postbudet fra Vorbasse’ har takket nej. Fordi hun godt vil påtage sig »at samle partiet«. Fordi hun vil gøre en forskel. Siger hun. Hvis man et øjeblik er i stand til at se bort fra intern politisk diskussion, så er det min erfaring og påstand, at Thorning-Schmidt i princippet er lige præcis den type, der magter at påtage sig udfordringen. Hun er ikke bare engageret, begavet og parat til at ofre store dele af sit private liv for sagen, men simpelthen velkvalificeret. Og lige den tand mere cool end de fleste kvinder. Og det er den slags kvinder, der skal gå foran – ind på topposterne i samfundet. Det er jo ikke ligefrem et blomsterbed, hun skal betræde. Altså: Sagen er klar. Man efterlyser en kvalificeret kvinde. Her er hun. Og dog... Måske skal der bare en enkelt Gucci-taske til at afgøre en i øvrigt kompetent gået politisk karriere. Fordi en latterlig, småborgerlig middelmådighed synes at have besat vore hjerner, så det kniber med at skelne indhold og form. Thorning-Schmidt kommer jo trods alt fra Ishøj i Jantelovens land. Hvor ingen skal tro, de er noget. Slet ikke en kvinde, der både har gået på universitetet, kan lide foie gras og tilbyder at lede et arbejderparti med den argumentation, at hun gerne vil gøre noget for de svage. Det er vel det sidste, det kommer an på som formand for S. At man har kvalifikationerne og arbejdsevnen til at lede partiet og vil ’forsvare fællesskabet i Danmark’. Eller hvad?

Hanne Dam er journalist og studielektor på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her