Oprørere
LONDON Oprørere dræber civile shiitter, politifolk og politikere. Amerikanske tropper angriber oprørere. Og sideløbende med volden lider befolkningen under voldsom mangel på olie, vand og elektricitet. Knap en måned efter det irakiske valg, der for et øjeblik vakte en smule optimisme, er alt tilbage ved det, der er blevet normaltilstanden i det nye Irak. Den eneste udvikling synes at være i oprørernes træffeevne på trods af massive sikkerhedsforanstaltninger lykkedes det dem at dræbe mindst 74 shiitter under den hellige Ashura-festival fredag og lørdag. Samtidig meddeler både irakiske og amerikanske embedsmænd, at angrebene på olie-, vand- og elforsyningen er skiftet fra Sydirak til selve Bagdad og har nået en hidtil uset grad af koordinering, der viser, at oprørerne har en tilbundsgående viden om byens komplekse netværk af rør, kabler og reservoirer. Det eneste svar på, hvordan oprørerne har opnået denne viden, er, at det er tidligere regimefolk, der står bag, mener den irakiske elektricitetsminister, Aiham Alsammarae. »De ved, hvad de gør. Jeg bliver ved med at sige til vores regering, at deres efterretninger er bedre end regeringens,« siger Alsammarae til New York Times. Sabah Kadhim, en højtstående embedsmand i det irakiske indenrigsministerium, mener, at sabotagen er en del af en større, to-delt plan, hvor de morderiske angreb på civile er den anden del. Sabotagen, siger han, danner en slags base af kaos. Den sørger for, at befolkningen er konstant utilfreds, at regeringen udstilles som ineffektiv, og at al udvikling og forretningsliv står i stampe. Den anden del af kampagnen er volden selvmordsangrebene, kidnapningerne, likvideringerne som ifølge Kadhim har til formål at spille de religiøse og etniske grupper ud imod hinanden. »Og jeg tror, hvis jeg skal være ærlig, at de har en bedre chance med den første end den anden del af planen,« siger Kadhim til New York Times.
Vold vil fortsætte
Sami Zubaida, irakisk professor i politik og sociologi ved Birkbeck College, University of London, er enig. »Der er omkring 40 forskellige grupper, der har det til fælles, at de hader amerikanerne og shiitterne. Både de sunnimuslimske grupper, der består af folk fra Saddams-regimets sikkerheds-apparat, og de udenlandske grupper som der efter min mening ikke er så mange af ønsker at forhindre enhver politisk udvikling og normalitet, så begge grupper udfører både sabotage og angreb på civile shiitter for at fremprovokere en borgerkrig,« siger Zubaida, der ikke tror, at oprøret vil stoppe, hvis amerikanerne trak sig ud af landet. »Nogle af grupperne vil overveje en form for aftale, men den hårde kerne vil fortsætte, selv hvis amerikanerne trak sig ud, for deres hovedformål, som jeg ser det, er at genoprette det klanbaserede styre, som det fungerede under Saddams regime. Intet mindre kan gøre dem tilfredse. Hvis amerikanerne trækker sig ud, og hvis de kan fremprovokere en borgerkrig, tror de på, at de kan vinde,« siger han.
Tålmodigheden varer
På trods af de seneste angreb holder shiitterne sig endnu i ro, mens deres politikere danner en ny regering. Men de fortsatte drab slider på tålmodigheden. I Bagdad-bydelen Rahmaniya siger beboerne, at de føler sig svigtet af de irakiske sikkerhedsstyrker, som ikke formåede at afværge en bilbombe, der tidligere på måneden dræbte 14 beboere. Bliver de angrebet igen, vil de vil hævne sig på kvarterets sunnimuslimer, fortæller beboere Financial Times. »Der er allerede en sekterisk krig her i Irak, men den er ensidig,« siger Karim al-Maliki, en politimand i Rahmaniya, som fortæller, at 300 beboere i det shiitiske område er blevet dræbt i de seneste otte måneder. »Vi har ikke angrebet nogen endnu,« fortsætter han og fortæller, at mange shiitiske områder selv har oprettet væbnede grupper for at forsvare områderne: »Det er en meget spændt situation.« Jamal al-Sweidi fra det fattige Sadr City i Bagdad siger til avisen: »Alt, hvad vi behøver, er ét ord fra Marjiyaen (det øverste shiitiske præsteskab, red.) så går vi selv efter terroristerne. Ingen beskytter os.« Hidtil har præsteskabet med storayatollah Ali al-Sistani i spidsen dog bedt shiitterne forholde sig i ro for at undgå en borgerkrig, som kan koste shiitterne den magt, som de netop har vundet ved januarvalget. Spørgsmålet er imidlertid, hvor længe al-Si-stani og Iraks politiske lederskab kan holde de vrede shiamuslimer i ro. Og hvordan. Mandag forlød det i Time Magazine, at amerikanerne for første gang havde talt direkte med oprørsledere om at finde frem til en tidsplan for tilbagetrækning fra Irak. Selv om professor Sami Zubaida har svært ved at tro på, at amerikanerne vil indgå en aftale om tilbagetrækning, så mener han, at selve ideen om at forsøge at splitte de mere nationalistiske sunnimuslimske grupper fra de fanati-ske helligkrigere er rigtig. »Den irakiske regering kan forsøge at splitte sunnimuslimerne ved at lave aftaler med dele af de mere politiske og regulære elementer af det sunnimuslimske etablissement. Noget tyder på, at elementer inden for det sunnimuslimske præsteskab ønsker at nå frem til en form for aftale om at få del i magten og ressourcerne. Det må være hovedtaktikken, men selv hvis det lykkes dem at spille på dette, vil der stadigvæk være dele af oprørsgrupperne tilbage.«
Selv om det ikke kan stoppe angrebene, vil sådanne aftaler sandsynligvis betyde en nedgang i antallet af angreb mod shiitterne, hvilket kan vise sig altafgørende for, om de shiitiske ledere kan få masserne til at holde sig i ro og afstå fra gengældelsesangreb. »Jeg tror, at de shiamuslimske ledere vil kunne forhindre en borgerkrig, men det kommer selvfølgelig an på om volden eskalerer, eller om det lykkes at inddæmme den,« siger Sami Zubaida.
