Læsetid: 4 min.

Henriettes fald

17. februar 2005

Cæsars hustru må end ikke kunne mistænkes. Sådan lyder et ordvalg om strenge krav til mennesker på udsatte poster. Ordene stammer fra en begivenhed i det virkelige livs historie. Kvinden Pompeia var gift med Cæsar – ham den rigtige, kejseren over Romerriget – og hun gav en fest til ære for gudinden Bona Dea. Ifølge traditionen måtte ingen mand være til stede ved sådan fest. Alligevel forlød det, at politikeren Clodius havde sneget sig med, klædt i kvindetøj. Hvis det var sandt, stod Pompeia med plettet dyd. Kejser Cæsar lod foretage en undersøgelse. Den frifandt Pompeia. Alligevel lod Cæsar sig skille, idet han ytrede de bevingede ord om mistankens utænkelighed. I Danmark har sætningen i det 20. århundrede været brugt om de høje krav, man må stille til ministre. Det skyldes en anden historie. Nemlig historien om P.A. Alberti. Han var Venstres justitsminister fra 1901-1908, men han var samtidig formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse og forretningsfører for Danske Landmænds Smøreksportforening. For at købe sig popularitet blandt bønderne trak han penge på banken til at betale en større pris på smørret, end det kunne indbringe på det engelske marked. Da ballonen sprak i 1908, havde Alberti bedraget for et beløb, der svarede til en femtedel af statens årlige indtægter. Senere undersøgelser viste, at han allerede som ung var bankerot og berygtet i forretningskredse, men at hans politiske poster havde beskyttet ham. Alberti-skandalen rystede Danmark. Den førte til statsskikken om, at ingen minister må udøve anden virksomhed, og at ingen kan blive minister, hvis der er mindste antydning af tvivl om den pågældendes redelighed. I forrige århundrede betød det f.eks., at en advokat måtte vente en årrække på at blive minister, fordi det først skulle afklares, om der var hold i en beskyldning om, at han ikke forsvarligt havde varetaget en klients interesse. En minister måtte gå, fordi det kom frem, at der i en forening, hvor han havde været formand, var lavet fup af kassereren – uden at der var noget at laste formanden for. Reglen var hård – men til at tage og føle på.

Den strenge regel er der gået skred i. Det begyndte, da Poul Schlüter i 1990 udnævnte Per Stig Møller til miljøminister, selv om Schlüter vidste, at Per Stig Møller havde en straffedom for spritkørsel. En forsyndelse, Møller havde begået i sine 20’ere, jovist, men en straffet forseelse. Og efter forudgående årtiers normer nok til at spærre ministervejen for Møller. I 1992 fik daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen fæle skrammer af kommissionsdomstolen om den kreative bogføring i hans ministerium. Domstolen kritiserede ham for ikke at have informeret Finansudvalget fyldestgørende, for ikke at have givet Finansudvalget og Skatteudvalget klare svar og for at have svaret Folketinget urigtigt. Det førte til Foghs fald som skatteminister, men afskar ham ikke fra at genopstige som statsminister. Omridset af en slappere statsskik anes. Siden er fulgt sagerne om Thor Pedersen, der blev i embedet, uanset at han overtrådte sommerhuslovgivningen og ulovligt modtog EU-støtte. Førhen havde han været færdig. Som miljøminister begunstigede Hans Chr. Schmidt sin egen skolearbejdsplads. At han blot blev rykket til et andet ministerium – med flere penge at forvalte – er et vidnesbyrd om statsmoralens dyk.

Og nu altså familie- og forbrugsminister Henriette Kjær. Ved en sær ironi er hun i klemme i forhold til begge sine titler. Familien – i skikkelse af samleveren, Erik Skov Pedersen – har ledt hende i et uføre, hvor hun er blevet dømt for ikke at betale sit forbrug. På et rørstrømsk pressemøde meddelte Kjær i går, at hun forlader regeringen, men lod forstå, at K-formand Bendtsen overlod beslutningen til hende selv. Mon dog? Der var ikke noget valg. To domme for ikke at betale sine regninger. Afsagt i ministerperioden. Så meget gælder den danske statsskik om ministerkrav stadig, at det er solidt på den forkerte side. Hvis Kjær har bragt sig i en situation, hvor hun ikke anede, at hun er dømt… Ja, så meget desto værre. Når Skov Pedersen udmaler billedet af Kjærs uvidende uskyld og sin egen dårskab, får han historien til at fremtræde som fortællingen om Skønheden og Udyret. Til det må man sige, at Skønheden har været advaret om Udyret i ganske mange år. Skov Pedersens omskiftelige karriere har et kølvand af ubetalte regninger og værre mislighed. Som pressechef hos daværende K-formand Hans Engell affyrede han bagholdsskud mod Venstre, hvorfor hans og hustruens fald næppe vækker misnøje i Statsministeriet. Denne sammenhæng er baggrunden for Kjærs antydninger om regerings-intrige.
Mest bekymrende for rene linjer i dansk statsskik er det dog, at Bendtsen i går åbnede på klem for Kjærs genkomst som minister. Giftigt mangetydigt sagde han:
»Vi har jo før set dygtige politikere, som måtte trække sig tilbage og få en pause.«
Jo da. Sæderne er i skred. dr

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu