Læsetid: 4 min.

Ingen fred uden retfærdighed

Det nye fredsinitiativ i Mellemøsten ligner endnu en dødssejler
10. februar 2005

INTERNATIONALT
Palæstinenserne vil altså afslutte deres besættelse af Israel. De palæstinensiske kampvogne vil ikke længere mase sig vej gennem Haifa og Tel Aviv. Ej heller vil de palæstinensiske F18-jagerbombere angribe tætbefolkede israelske boligkvarterer. Nu bliver der sat en stopper for de palæstinensiske Apache-helikopteres »målrettede elimineringer« – læs: mord – på militære israelske ledere.
Palæstinenserne har lovet at standse alle »voldsaktioner« mod israelerne, mens Israel har lovet at indstille al »militær aktivitet« mod palæstinenserne. Sådan ser situationen altså ud. Endelig har vi fået fred i vor tid. En marsbo – selv en veluddannet marsbo – må have opfattet, at dette var budskabet, hvis hans vej var faldet forbi Sharm el-Sheikhs fantasiverden i tirsdags. Palæstinenserne havde begået »vold« – israelerne gennemført »operationer«. Den palæstinensiske »vold« eller »terror og vold« – sidstnævnte frase har været mest populær, fordi den førte stigmatiseringen fra 11. september med sig – var nu et overstået stadium. Mahmoud Abbas som for nylig fortalte en nærstående libanesisk ven, at han havde iført sig jakkesæt og slips for at se »anderledes ud end Arafat« – gik med til alt dette. Men præcis hvilket folk, der besatte et andet folks hjem, forblev et mysterium ved denne seance.

Visdomstyngede Abbas
Den sølvhårede og visdomstyngede Mahmoud Abbas spillede rollen. Vi gjorde selvfølgelig bedst i at glemme, at dette var den samme Abbas, som var med til at udarbejde de Oslo-aftaler, som hen over sine samtlige 1.000 sider undlod – bare så meget som en gang – at nævne ordet »besættelse«, og som ikke talte om israelsk »tilbagetrækning« fra palæstinensisk territorium, men derimod om »omplacering«.
Ved Sharm el-Sheikh var der heller ingen, der nævnte ordet besættelse. Som var det et stykke anstødelig pornografi, måtte udtrykket »besættelse« bortcensureres fra den historiske fortælling. Som sædvanlig – som i Oslo – blev de virkelige problemstillinger udskudt til en senere dato. Flygtningene, ’retten til at vende tilbage’, Østjerusalem som palæstinensisk hovedstad – alt det snakker vi om en anden gang. Aldrig før har vi manglet nyligt afdøde Edward Saids velgørende spiddende røst så meget. Bosættelser – jødiske kolonier for jøder og kun jøder på arabisk jord – var selvfølgelig heller diskussionstema i Sharm el-Sheikh. Alt dette skal først diskuteres »senere«. Når blot man kan udskyde at gøre noget ved krigens egentlige årsager, synes alt i orden. »Et stop for volden« – den vold, der har kostet 4.000 mennesker livet (ingen gjorde noget ud af at præcisere, at to tredjedele af disse var palæstinensere) – var ensbetydende med fred. Fred, fred, fred gjaldede mantraet. Som terrorisme, terrorisme, terrorisme. Fred var ligesom en slags vare, der var lige til at tage ned fra hylden i supermarkedet. Ak, var det bare så vel. I sidste instans blev konfliktens rødder ladt intakte. Vil israelerne nedlægge deres omfattede bosættelser på Vestbredden? Vil de i det mindste indstille udbygningen hen over den palæstinensiske vestbred med nye bosættelser – for jøder og kun jøder? Ikke et øjeblik blev disse emner bragt på bane i tirsdags. Vil palæstinenserne virkelig standse deres ’intifada’ – deriblandt de infame selvmordsbomber – som resultat af dette topmødes ikke-eksisterende løfter? På samme måde som valget i Irak, der også blev afholdt under en udenlandsk besættelse, var samtalerne mellem Abbas og Sharon »historiske«, fordi de var »historiske«. USA’s udenrigsminister, Condoleezza Rice, »advarede« palæstinenserne om, at de må »kontrollere volden«, men der lød som sædvanligt intet krav om, at Israel skulle »kontrollere« sin hærs vold. Præmissen var til stadighed, at det var palæstinenserne, der var de skyldige. Palæstinenserne var den »voldelige« part – deraf indskærpelsen af, at palæstinenserne måtte stoppe »volden«, mens israelerne blot skulle stoppe »operationerne«. Palæstinenserne er tilsyneladende af natur voldelige, mens isralerne af natur er lovlydige og blot udfører »operationer«. Mahmoud Abbas gik uden videre med på alt det nonsens. Udlægningen stod lysende klar i mainstreammediernes dækning af begivenhederne. Hvad der stod på spil, var ifølge CNN »et stop for volden« – som om besættelse og ulovlig kolonisering ikke også var en form for vold. Det amerikanske nyhedsbureau Associated Press rapporterede om »byer, der indtil videre vil forblive under israelske sikkerhedskontrol« – med andre ord: under besættelse – men den sandhed er ilde hørt i USA.

Fatale aftaler
Mahmoud Abbas er altså udset til rollen som Palæstinas Hamid Karzai. Hans slips er modstykket til Karzais grønne kappe. Han er »vores« nye mand i Palæstina, den ’tsunami’, der har bortskyllet Yassir Arafats fordærv – en leder, som den selvhøjtidelige Condoleezza Rice lige akkurat klarede at undgå at møde. Alle faldgruber er blevet tilbage: Østjerusalem, de jødiske bosættelser, ’retten til at vende tilbage’ for de palæstinensiske flygtninge fra 1948 til de hjem, de mistede.
Før vi klapper i vores hænder som Sharm el-Sheikh-fredsmagerne gjorde tirsdag, må vi hellere indse, at hvis vi ikke får løs disse grove uretfærdigheder nu, vil dette seneste »fredsmagerinitiativ« være dømt til at ende lige så blodigt som Oslo. Spørg bare Mahmoud Abbas. Han var medforfatter til hine fatale aftaler.

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her