Læsetid: 4 min.

Noget som ingen vil høre om

Barnemord på teatret kan stærkt anbefales. Både Jokum Rohdes ’Pinocchios Aske’ og Niklas Rådströms ’De Onde’. Men lad børnene blive derhjemme
3. februar 2005

Teater
’Har du ikke lyst til at gå med i teatret og se en forestilling om et barnemord?’
Nej, vel? Den duer ligesom ikke.
’Har du ikke lyst til at se en forestilling om nogle børn, der myrder et barn?’
Nej, den går slet ikke. Barnemord er ikke noget, der lokker. Og barnemord udført af børn, det er snarere ’noget, som ingen vil høre om’, som dramatikeren Niklas Rådström kalder det. Alligevel må jeg hermed inderligt anbefale teatergængere at opsøge disse ugers to fremragende urpremierer om barnemord: Pinocchios Aske af Jokum Rohde på Det Kgl. Teater og Rådströms De Onde opført af Odsherred Teater, først på Folketeatret i København og siden hen på turné og på Svalegangen i Århus.
Ikke fordi disse forestillinger gør én lykkeligere. Men fordi begge forestillinger anfægter vores indskrænkede opfattelse af retfærdighed. Og først og fremmest fordi forestillingerne giver lyst til at forhindre fremtidens barnemord. For det kommer jo åbenbart til at ske igen. Og igen… Begge forestillinger sætter en tvivl i tilskueren: Kunne jeg ikke have gjort det samme? Eller endnu værre: Kunne mit barn egentlig ikke også have gjort det samme? Og mens tilskueren forsøger at jage tvivlen langt hen ad jernbaneskinnerne, skriver Rohde og Rådström sig dybere og dybere ind i vores kvalme retsfølelse – begge med en retssal som rammen om deres fortælling.
Begge skriver de med barneblod. Og begge deres instruktører, Katrine Wiedemann og Vibeke Wrede, holder fast i barnekroppen, til den ligger helt stille – med ansigtet smadret og uigenkendeligt. Sammen med Rohde og Rådström er de helt inde og røre ved, hvad det vil sige at være et menneske. Og hvad der gør, at vores omsorgsfølelser kan forvrænges og blive til vold.
Jo, vi får de sædvanlige sociale forklaringer om forældresvigt, alkohol, indlæringsproblemer, pjækkeri, tyverier… Men vi får også en endnu mere uigendrivelig forklaring: At man sagtens kan myrde sådan bare fordi! At man kan begå et mord uden plan, uden formål, uden etisk tvivl – eller uden egentlig ondskab.

I dukkeaske
Jokum Rohde har drejet sin Pinnochios Aske, så hans barnemorder indleder med selv at være offer. Det er i det hele taget en sindrig historie, den 34-årige Rohde har kastet sig ud i, inspireret af det depraverede univers fra hans Céline-dramatisering over Kirken (2004). Rohdes replikker er forrygende præcise, med en ligstank af antydninger, der alligevel aldrig forklares helt: Ordene afhakker lige præcis den
del af virkeligheden, som Rohde vil have tilskuerne til at opleve; resten eksisterer ikke.
De kongelige skuespillere har fanget den konstaterende Rohde-tone med nøgternt overskud. Nicolas Bros hyggelige snedker bliver i købet af to timer til et udyr – eller til et menneske? – og spidder den ivrige normalitet, som vi ellers er så hurtige til at rose. Og Henning Jensens digtende dommer bliver et uforglemmeligt talerør for kunsten og historiens nederlag, ind til han selv ikke længere orker at kaste bøgerne på eget bål.
Alligevel er Stig Hoffmeyers Marc Dutroux’ torturhåndlanger måske forestillingens uhyggeligste figur, fordi han er så anonym i sin opportunisme. I morges så jeg en mand, der lignede ham præcis – han stod ved busstoppestedet ved Vesterport, og jeg var ved at dø af skræk over en helt almindelig cottoncoat og et par lidt for store briller.

Med barnetro
Niklas Rådströms De Onde er mere konsekvent minimalistisk. Replikkerne hos den 51-årige Rådström (Hitlers Barndom, 2002) ligger som i en ækel spiral uden om det uforklarlige barnemord. Replikkerne gentages, som om skæbnen lader en hidsig dj skifte forklaringerne ud som numre i vilkårlig rækkefølge. Gentagelserne glider fra den ene person til den næste, lige som rollerne glider fra den ene skuespiller til den anden; kun slutningens verbale kvælergreb om tilskueren bliver for bastant.
Odsherred-ensemblet har en spændstig farlighedsdynamik. Bedårende-bitre Mei Oulund spiller både mordermor og offermor over for Mikkel Bay Mortensens hænder-tics’ende rebel og Mikkel Vadsholts autistiske grædemorder. Og venligt-smukke Peter Khouri slår retssagen an med psykoterapeutisk prof-kontrol helt ned til det enkelte åndedrags afmagt. Ikke et sekund sagtner disse spillere morderlokomotivets fart: Barnetroen styres lige lukt mod offerpælen i Kisser Rosenquists græsk-dulmende scenografi med de blå tårer.
Så jo. Find din lyst til at se et barnemord i teatret. Og find så din lyst til at forhindre at se et barnemord i virkeligheden.
Men lad børnene blive derhjemme. I hvert fald dem, der er for små til selv at slå ihjel.

*’De onde’ af Niklas Rådström. Oversættelse (frygtløs og mundret): Simon Vagn Jensen. Instruktion: Vibeke Wrede. Scenografi og lys: Kisser Rosenquist. Odsherred Teater. Spilles på Hippodromen på Folketeatret i Kbh. Til lør. den 5. feb. Herefter på turné samt på Svalegangen i Århus den 22. feb.-12. mar.
www.odsherredteater.dk

*’Pinocchios aske‘ af Jokum Rohde. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi (drejescene med løsdele, næsten så hyggespredende som lig i kødkrog): Christian Friedländer. Lys (dødsplettetkoldt): Edward Lloyd Pierce. Koreografi: Bill Holmberg. Stærekassen, til den 7. apr.
www.kgl-teater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her