Kritik
London Aldrig har et valg været genstand for så massive og voldelige angreb som det irakiske valg i søndags. Alligevel besluttede tusindvis af irakere at lade sig opstille, og millioner mødte op ved valgstederne for at afgive deres stemme velvidende at de satte deres liv på spil. På trods af dette er valget både før og efter blevet angrebet af vestlige iagttagere, politikere og medier for alt det, det ikke er: Det er ikke demokratisk nok, ikke vidtfavnende nok, ikke vejen til succes.
Men hvorfor er det så svært for mange europæere og amerikanere at leve sig ind i og støtte irakernes kamp for demokrati? Hvorfor er der så få, der udtrykker forargelse, når valgtilforordnede kidnappes eller dræbes i Irak? Hvorfor lyder der ikke »en strøm af klapsalver i pressen for de flere end 6.000 irakere, der faktisk har valgt at lade sig opstille ved valget på trods af risikoen for deres liv«?
Spørgsmålene kommer fra den prominente, amerikanske menneskerettighedsekspert og forfatter Michael Ignatieff i en kommentar i avisen The Observer. Og svaret er, mener han, at »støtten til demokrati i Irak er blevet offer for den tærende bitterhed, der stadigvæk omgærer den oprindelige beslutning om at gå i krig«.
»At etablere frie institutioner i Irak var den bedste grund til at støtte krigen nu er det den eneste grund og netop derfor er demokrati ophørt med at være en respektabel sag. Bush-regeringen har formået det umulige: at gøre demokrati til et miskrediteret slogan,« skriver Ignatieff, der selv oprindeligt støttede krigen af menneskerettighedsgrunde, men senere kom til den erkendelse, at amerikanerne var blevet ofre for egne almagtsfantasier om korstog for udbredelse af demokrati og sand civilisation.
Irakerne alene i verden
Resultatet er, at irakerne nu kæmper en ensom kamp for demokrati, mener Ignatieff.
»De venstreintellektuelle kan ikke bringe selv selv til at støtte frihed i Irak af frygt for at blive set som hemmelige støtter af de nykonservatives ordskvalder. Antikrigs-ideologer kan ikke støtte irakerne, fordi det vil kræve en indrømmelse af, at der kan komme positive resultater ud af dårlig politik. Og så er der de ideologiske fjolser i den arabiske verden, der mener, at oprørerne kæmper en retfærdig krig mod amerikansk imperialisme,« skriver han og tilføjer: »Dette får en til at undre sig over, hvornår venstrefløjen glemte det rette navn for personer, der bomber valgsteder og henretter kandidater fascister.«
Ikke engang Bush-regeringen støtter fuldt ud op om irakernes kamp for demokrati, mener Michael Ignatieff.
»Bush-regeringen ser ud til at støtte valget ikke så meget for at give irakerne en chance for frihed, men snarere for at tilvejebringe det, som Henry Kissinger der talte om Vietnam kaldte en anstændig mellemperiode før sammenbruddet,« skriver han. Ignatieff mener, at Bush-regeringen har erkendt, at dets fejl har kostet USA reel indflydelse i Irak, og at der nu arbejdes på at redde USAs omdømme.
»Revisionisterne arbejder allerede med fakta: Den bedste måde at skrive historie
på forhånd er ved at skyde skylden over på irakerne
selv. De, der modsatte sig krigen, er i hemmelig forståelse med denne revisionisme ved på forhånd at opgive irakerne og denne deres eneste chance for frihed,« skriver han.
Ifølge Michael Ignatieff ignorerer iagttagerne imidlertid beviserne for, at den irakiske befolkning rent faktisk ønsker frie institutioner. De ignorerer den shiamuslimske storayatollah Ali al-Sistanis gentagne opfordringer til shiitterne om ikke at hævne drab begået af sunnimuslimske oprørere. De ignorerer, at kurderne har stoppet deres interne kampe for at stå sammen ved valget. Og de ignorerer de moderate sunnimuslimer, der har valgt at slå sig sammen med Allawi-fløjen frem for med oprørene.
»Washington-tænketankenes og avisledernes nederlagstanker misser en simpel pointe: Den eneste fremvisning af politisk klogskab og demokratisk mod
er kommet fra de meget
foragtede irakere, ikke fra deres bedrevidende, imperialistiske velgørere. Siden vi mangler anstændigheden til at indrømme, at irakerne har vist mere klogskab
og mod end os, vil vi ikke tro på, at denne klogskab og mod kan rede Irak nu,« skriver Ignatieff.
