Læsetid: 4 min.

Er Iran et nyt Irak?

26. februar 2005

Nej – Iran er ikke Irak. Det fastslog USA’s præsident Bush under sin netop overståede Europa-turne. Et militært angreb mod Irak ville være »latterligt« erklærede han – for i samme åndedrag dog at sige, at »ingen muligheder kan udelukkes«.
Det eskalerende pres mod Iran kan bringe mindelser frem om forløbet op til krigen mod Irak – det er der mange krigskritikere, der allerede har været hurtige til at påpege. Med anklager om masseødelæggelsesvåben, dokumentation i form af uigennemskuelige satellitfotos, benægtelser fra iransk hold, som efterfølges af nye anklager.
Men der er store forskelle. Iran er netop ikke Irak. Og det gælder på mere end en måde – men måske på en lidt anden facon end George W. Bush hentyder til.
Anklagerne mod Iran er mere velunderbyggede end i det irakiske tilfælde. Meget peger på, at det iranske præstestyre arbejder målrettet hen mod det punkt, hvor de vil være i stand til at bygge kernevåben. Samtidig har Iran et omfattende og kostbart program til fremstilling af ballistiske missiler, som egner sig til at fremføre atomsprængladninger.
Noget tilsvarende var som bekendt ikke tilfældet i Irak, som klart blev frikendt af IAEA’s inspektører allerede før krigens udbrud.
Det er en historisk ironi, at USA i sin frygt for terror og masseødelæggelsesvåben, angreb det land, der ikke udgjorde nogen trussel, mens nabolandet, Iran, flittigt syslede videre med sine kernevåbenprogrammer. USA forsøger nu at presse Iran ved at lufte en række slet skjulte militære trusler. Samtidig med at præsident Bush bedyrer, at han skam bakker op om den europæiske trojka, Frankrig, Tyskland og Storbritanniens forhandlingsinitiativ over for iranerne, og at et militært angreb ikke står på dagsordenen lige nu, ligger det klart i luften, at alternativet til forhandling er »den store kæp«. Og at tilstedeværelsen af denne trussel er en forudsætning for, at forhandlingerne kan føre til noget – for hvorfor skulle Iran opgive sine nukleare ambitioner, bare fordi europæerne spørger pænt om det?
Derfor sender USA sine ubemandede spionfly ind over Iran, ikke kun for at tage luftfotos, men i lige så høj grad for at overbevise mullaherne i Teheran om, at man mener det alvorligt. Og hvis det ikke er nok, kan man altid antyde, som bl.a. vicepræsident Richard Cheney gjorde for nogle uger siden, at hvis Israel føler sig truet, så kan et angreb komme fra den kant.

Men den kæp, USA har at true med, er ikke den samme som for to år siden, før verdens mægtigste militærmagt blev suget ned i det irakiske hængedynd. I Teheran er man udmærket klar over, at USA ikke har ressourcer til at åbne endnu en front i den såkaldte »krig mod terror«, som i dag spænder den amerikanske militære kapacitet til bristepunktet. Nålestiksangreb og målrettede bombardementer af udvalgte nukleare anlæg er et muligt scenarie. Men en egentlig invasion og erobring som i Irak? Næppe. Og selv et begrænset angreb kan udløse en modreaktion fra Iran som – alt andet lige – kun vil øge de vanskeligheder, de hårdt belastede amerikanske styrker døjer med.
Set fra et iransk synspunkt er der ingen særlig grund hverken til at bøje sig for det europæiske forhandlingspres og opgive ambitionen om at blive en regional, nuklear stormagt, eller tage de amerikanske militære trusler alt for alvorligt. Teheran har fat i den lange ende. Og det i en situation, som set fra Iran giver al mulig grund til at stræbe efter at komme til at råde over det ultimative magtmiddel: atommissiler. Iran føler sig omringet, og med god grund. USA har allerede omstyrtet og udskiftet regimerne i Irans to store nabolande – talebanernes Afghanistan og Saddam Husseins Irak. Mod øst ligger USA’s allierede, atomvåbenmagten Pakistan, mens det ligeledes atombevæbnede og endnu mere fjendtlige Israel befinder sig mod vest. Og i syd har den amerikanske flåde næsten total kontrol over Den Persiske Golf.
Iranerne husker også, hvordan de vestlige lande, som udadtil påstod, at de forholdt sig neutrale i krigen mellem Iran og Irak, i realiteten støttede og bevæbnede arvefjenden Saddam Hussein.
Skulle det ikke være lærestykke nok, kan Iran bare se på, hvordan det er gået de to andre lande den såkaldte ’ondskabens akse’, Irak og Nordkorea. Irak, som bøjede sig for presset og lod våbeninspektørerne komme til og bekræfte, at Saddam Hussein havde opgivet sit atomvåbenprogram, er i dag et erobret og besat land. Nordkorea derimod, som ikke bøjede sig, har muligvis allerede atomvåben og Kim Jong-il fortsat trygt siddende i Pyongyang.
Jo mere USA truer Iran militært, jo større mening giver det for regimet at fastholde sit atomprogram – det er paradokset. Om de blidere europæiske lokketoner og løfter kan opnå noget reelt er til gengæld også usikkert. Ganske som Nordkorea bruger Iran forhandlingerne til at vinde tid og skabe forvirring. Bush taler måske med to tunger, men den kunst mestrer de også i Teheran. De gulerødder, EU kan lokke med i form af mere handel og bedre internationale relationer blegner, så længe regimet føler, at selve dets overlevelse er truet.
EU-trojkaen er formentlig villig til at acceptere en aftale, hvor Iran kan fortsætte sit program for berigelse af uran, men under streng kontrol og overvågning af IAEA. Men det vil næppe stille USA tilfreds.
Kan Iran overhovedet standses på sin march mod bomben? Det er spørgsmålet, som vi stadig venter et svar på. I den nye, farlige verdensorden, som Bush har skabt ved sin fejlbegrundede Irak-krig, er det i hvert fald ikke blevet lettere.

ds

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her