Ny film
Der er især to scener i Michael Radfords filmatisering af Shakespeares Købmanden i Venedig, som skiller sig ud og alene gør filmen værd at se og samtidig understreger, hvorfor historien, der foregår i 1500-tallets Venedig, stadig har noget at sige os i dag. Den første scene er den ikke videre sympatiske pengeudlåner Shylocks (Al Pacino) berømte monolog, hvor han taler om ligheden mellem jøder og kristne: »Jeg er jøde. Har en jøde da ikke øjne? Har en jøde ej hænder, organer, dimensioner, sanser, følelser og passioner? Næres han ej af den samme mad, og såres han ej af de samme våben? Helbredes han ej ved de samme midler og varmes og afkøles han ej af den samme vinter og sommer som den kristne? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Og hvis I kildrer os, ler vi da ikke? Og gør I os uret, må vi da ikke søge hævn?« Det er en stærk enetale, som mangen en dansk politiker ville have godt af at lære udenad. Al Pacino lægger hele sin enorme kraft og udstråling i at få publikum over på sin side, og i modsætning til mange af sine roller i de senere år overspiller han ikke. Shylock er en slagen mand hans datter, Jessica (Zuleikha Robinson), er stukket af med en kristen og en masse af sin fars penge og han har kun hævnen over den kristne købmand, Antonio (Jeremy Irons), der skylder ham penge, at se frem til.
Et menneske ødelægges
Men hævnen bliver også taget fra ham i den anden af de to stærke scener, en retssalsscene mod slutningen, hvor Shylock insisterer at få det pund af Antonios eget kød, som købmanden stillede i pant for 3.000 dukater, han på vegne af sin elskovssyge ven, Bassanio (Joseph Fiennes) lånte af Shylock tre måneder tidligere.
Antonio og Venedigs fyrste, der er dommer i sagen, beder indtrængende Shylock om nåde, men han nægter pure og taler om de ydmygelser, han selv og byens øvrige jøder er blevet udsat for af den kristne befolkning. De bor i en ghetto, skal opholde sig her om natten og må kun forlade den om dagen, hvis de bærer en rød hat på hovedet, og bliver alligevel spyttet på og sparket til. Shakespeares Købmanden i Venedig bliver ofte tolket som antisemitisk en tolkning, der lige så ofte bliver afvist men er i Radfords kapable hænder blevet blandt andet en fascinerende udforskning af tolerancens inderste væsen, og det er umuligt ikke at trække linjen op til vore dage. Det er forstemmende at tænke på, hvor lidt tingene egentlig har forandret sig. Købmanden i Venedig prædiker dog ikke, og Shakespeares sværd er tveægget. I retssalsscenen dukker pludselig en ung juridisk kyndig mand op og snigløber Shylock, så han ikke bare snydes for sin hævn, lige inden han skal til at støde sin kniv i hjertet på Antonio, men også tvinges til at give halvdelen af sin formue til staten og konvertere til kristendommen, fordi han ikke vil vise nåde. Det er et menneskes totale ødelæggelse, vi er vidne til, og Radford sætter det hele i scene med sikker sans for både retssystemets følelseskolde, ofte inhumane mekanismer og den ydre, opslugende spænding, der gør en god thriller. Og Pacino lægger hele sin erfaring og tyngde i at portrættere Shylock, som det ene øjeblik tror, at han har vundet, det næste ved, at han har mistet alt. Dialogen, som Radford (1984, Il Postino) med få ændringer har hentet i Shakespeares originale tekst, er fuld af betydninger, dobbeltheder, sarkasme og humor, og det giver filmen som de fleste andre vellykkede Shakespeare-filmatiseringer en sjælden spændstighed. Men man skal høre godt efter for at fange det hele.
Venedig lever og ånder
Nu er det jo ofte kærligheden, der sætter gang i intrigerne i Shakespeares værker som Shakespeare selv siger det i En skærsommernats drøm: »The course of true love never did run smooth.« Og Købmanden i Venedig er ingen undtagelse. Jessicas kærlighed til Bassanios ven, Lorenzo (Charlie Cox), får hende til at bedrage faren. Shylocks kærlighed til sine penge, sin tro og sin datter skærper hans had til de kristne. Antonio, der er splittet i sine følelser over for jøderne, gældsætter sig kun, fordi Bassanio har brug for penge, så han kan gøre kur til den underskønne Portia (Lynn Collins). Og det er den nygifte Portia, der forklædt som den unge, kyndige jurist sætter sin mand på en prøve, villig som han er til at gøre alt for at redde sin elskede ven Antonio. Intrigerne er mange og indviklede, hvorfor Købmanden i Venedig også må være svær at få greb om som filminstruktør. Men Radford har styr på de mange sidehistorier - nogle ofrer han fornuftigt og han mister aldrig hovedhistorien af syne. Der er enkelte huller i logikken og de psykologiske portrætter mod slutningen af filmen de involverer Jessicas følelser for sin far og Portias følelser for sin mand - men betyder ikke det store og skyldes sikkert, at Shakespeares tekst kan tolkes i så mange retninger, at det kan være svært at vælge én. Datidens Venedig lever og ånder takket være den stemningsfulde, elegante billedside, der minder om et smukt renæssancemaleri og løfter historien ud af teatret og op på filmlærredet, hvor den sammen med Jocelyn Pooks musik og de mange tidstypiske sange skaber et troværdigt univers omkring de mange karakterer. Ud over Al Pacino, der åbenbart har fundet sig en dygtig domptør i Michael Radford, er det ikke mindst 25-årige Lynn Collins, som stjæler billedet i en film, der er fuld af gode skuespillere, som kan finde ud af at spille Shakespeare. I rollen som den viljestærke, intelligente Portia ejer hun både længsel og sødme, som øses ud over den elskede Bassanio, og et skarpt vid, der spidder de mange uværdige bejlere, der løber hende på dørene - og som leverer det endelige dødsstød mod stakkels den Shylock. Michael Radfords Købmanden i Venedig er ikke lige så sprudlende og farvestrålende en film som Kenneth Branaghs Stor ståhej for ingenting og Hamlet, men den formår på en intelligent og vedkommende måde at fortolke en eviggyldig historie.
Købmanden i Venedig. Instruktion og manuskript: Michael Radford. Engelsk (Grand og Vester VovVov i København, Café Biografen i Odense og Øst for Paradis og CinemaxX i Århus)
