Læsetid: 2 min.

Kælderkamp mellem rap og poesi

På Basement på Vesterbro blev fronterne tegnet op mellem rap og poesi og straks forstyrret af undergenrerne, der væltede frem med jazzede, caribiske og nordbritiske indlæg i hånden
26. februar 2005

Soundclash
Torsdag aften kl. 23, og klubben Basement på Vesterbro er pakket med røg og mennesker, der råber til hinanden ind over tunge hiphop-beats. Basement er virkelig det den hedder, en rå og rusten kælder, og den har i et par år lagt hus til arrangementer, der virkelig kan lide at være undergrund. I aften har den faste torsdagsklub Weimar Republik inviteret en ny gruppe indenfor: ’Let’s talk’ har givet sig selv undertitlen ’venskabsforening for trouble makers’ og har arrangeret rap & poetry soundclash.
Begrebet soundclash kommer fra reggaekulturen og dækker over arrangementer, hvor to lydsystemer eller grupper konkurrerer om publikums gunst. Basement har lagt hus til adskillige, og i aften er det rappen mod poesien. Genrer som spoken word og standup-poetry har længe bevæget sig i gråzonen mellem de to, og i København har Øverste Kirurgiskes torsdagsoplæsninger længe været bannerfører for en poesi, der er morsom og performance-orienteret. Ikke hiphop, men derhenaf.
Ikke desto mindre virker de hårde hiphop-beats i aften ret frygtindgydende, og publikum er da også godt kørende efter en åbenbart strålende optræden fra rapperen Clemens med flere. Til venstre for scenen ses et højt, nervøst væsen ventende: Det er Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl, der længe har forsøgt at provokere etablissementet ved at kræve rappere som Jokeren inkluderet i kanon, men som i aften selv skal på de skrå brædder.
Bukdahl gør det eneste fornuftige, man har til rådighed, når man skal afløse et velvoksent, pumpende lydanlæg med sin egen nøgne stemme: Han begynder med et råbealfabet. Det er kort, højt og enkelt, og det vinder publikum, selv om det ikke helt får dem til at holde mund. Efter råbealfabetet følger den tapre digter op med et langt råbedigt om hajfinner ude for at finde hajer, og også det vinder gunst.
Og så er det også slut med de musikløse optrædender. Efter Bukdahl stiller aftenens band – med det uprætentiøse navn ’Bandet der aldrig øver’ – op, og den trinidadianske digter Lennox Raphael stiller sig frem på scenen i smoking og butterfly. Cool og upåvirket venter han på lydtjek, for derefter at kaste sig ud i en mildest talt overraskende ordløs syngen hen over bandets funky grund. Hans ordknappe tekst handler grundlæggende om at blive bidt og bagefter at blive elsket, to grundbegreber som Raphael messer ud over det ungdommelige publikum med en skævt grinende tilbagelænethed som en trinidadiansk Leonard Cohen på besøg i en børnehave.
Stemningen eksploderer helt, da MC Jabber springer op på scenen. Bleg og mager ligner han noget som lige er kravlet ud fra et gulvpanel i Trainspotting, og med sin hårde britiske rap lyder han da også langt mere som en Mike Skinner end om noget fra den amerikanske vestkyst. Bandet der aldrig øver kæmper virkelig godt med.
Det er svært at afgøre, om rappen eller poesien har vundet, men det er i hvert fald demonstreret, at de har meget mere at tale om.
Republik Weimar sammensætter hver torsdag jazz, elektro og andre genrer. Se programmet på www.republikweimar.com.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu