Læsetid: 2 min.

Kald faget religion

19. februar 2005

En gammel traver er atter dukket op. Det drejer sig om diskussionen om, hvorvidt folkeskolens undervisning i religion skal hedde kristendomskundskab som hidtil og være underlagt en fritagelsesparagraf, som gør det muligt for forældre at fritage deres børn fra undervisningen. Eller om det skal laves om til et alment tros- og livsanskuelsesfag, der tidligt deler undervisningstiden mellem de forskellige religioner, men til gengæld gør undervisningen obligatorisk.
Hvad er bedst? At man har et fag, der i årtier har heddet det samme og fokuseret på det samme, nemlig kristendom, og først har inddraget undervisning om andre religioner i 7.-8. klasse mod til gengæld, at forældre kan fritage deres børn fra undervisningen. Eller at man tager udgangspunkt i den virkelighed, som gør sig gældende, laver undervisningen om, så andre religioner end kristendom inddrages tidligere, omdøber faget til religion og til gengæld gør det obligatorisk at deltage. I et multikulturelt Danmark, hvor det er vigtigt, at forskellige etniske grupper har så stor viden om og forståelse for hinanden som muligt, er der ingen grund til at være i tvivl. Faget bør laves om. Om ikke af andre grunde, så fordi det i praksis allerede er sådan, at skolerne selv har draget konsekvensen og taget affære.

Fritagelsesparagraffen er en stolt, gammel tradition. Den udspringer blandt andet af, at man i Danmark ikke har skolepligt, men undervisningspligt, hvilket let omskrevet betyder, at samfundet har pligt til at tilbyde en tilfredsstillende undervisning, som kan klæde børnene på til at blive velfungerende, demokratiske borgere.
Men det betyder også, at forældrene har ret til indflydelse på undervisningens kvalitet. Alt sammen gode værdier, især i en homogen kultur. Men hvis en fritagelsesparagraf betyder, at mange indvandrerforældre benytter en fritagelsesparagraf, fordi de ikke vil have deres børn undervist i kristendom, så må man lave traditionen om. Så kreative er også store dele af Det Radikale Venstre, selv om frigørelsesparagraffen altid har ligget dele af det gamle parti stærkt på sinde.
Religion eller religiøst afledte argumenter fylder i disse år stadig mere i den offentlige dagsorden og debat. Det er der mange årsager til, og en af dem er, at religion bæres mere synligt af mange indvandrere, end det er tilfældet for sekulært orienterede danskere. Det har fået mange til at besinde sig på deres religiøse baggrund.
En livsanskuelsesundervisning, hvad det end skal hedde, bør tage udgangspunkt i, at dette samfund, hvad enten man tror eller ej, udspringer af kristendom og et kristent livssyn, som har sat dybe spor langt ind i den verdslige velfærdsstat. Men når otte ud af 10 elever i en skole er tosprogede, som det er tilfældet mange steder, er det absurd at fastholde fagets oprindelige udseende. Religionerne skal i større grad sidestilles, ligesom der i undervisningen med god ret skal fokuseres på mange af de stadigt mere påtrængende etiske problemstillinger, der trænger sig på. Den undervisning bør alle have del i, så er det mindre vigtigt, hvad faget hedder.

weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her