Læsetid: 5 min.

Kinas fremtidige elite spiller Go

Verdens mest komplicerede strategispil er igen blevet populært i Kina, hvor det bruges til at styrke de kommende generationers konkurrenceevne
12. februar 2005

kinesisk uddannelse

SHANGHAI – Wang Wen sidder stille og stirrer på slagmarken. Til venstre er hans fremmarch afskåret, og fjenden truer med at omringe hans kontingent til højre. Midt i den håbløse situation finder han en åben flanke. Skal han angribe, eller er det klogere at holde sig tilbage? Den 11-årige beslutter sig og benytter sin næste sten til at sætte en stopper for den fremstormende modstander. Læreren, Liu Jun, nikker med en vidende mine og viser med sin finger de andre elever, hvilken fælde Wang Wen lige er havnet i. Så placerer han provokerende en sten midt i elevens territorium og overlader ham igen til grublerierne, mens han går videre til den næste aspirant. Wang Wen og klassekammeraterne lærer Go, et 4.000 år gammelt kinesisk brætspil. Det gør de ikke kun for fornøjelsens skyld. I Ying Changqi mellemskole i Shanghai er Go et regulært skolefag. Flere gange om ugen lærer Liu Jun eleverne at sætte sig igennem på brættet. »Intet spil ligner virkeligheden så meget som Go,« siger skoleleder Lei Xiaotao. »Strategimester,« står der på visitkortet for skolelederen af en anden Go-skole i Guangzhou: »Den, der forstår spillets strategi, og spiller det fra de er børn, vil hele livet igennem træffe de rigtige valg.«

Udbudt som skolefag
Konkurrencen om universitetspladser og gode job i Kina bliver stadig mere skarp. Og spillet, som landets intellektuelle i årtusinder har brugt til at skærpe deres kløgt, oplever for tiden en renæssance, da forældre håber, det vil give deres børn et forspring i konkurrencen. Dem, som er overbevist om strategispillets gavnlighed, søger plads på en skole, hvor Go bliver udbudt som skolefag. »Reglerne kan man lære på fem minutter,« erklærer skolelæreren Liu Jun. »Men hvis man skal beherske spillet, er et helt menneskeliv ikke nok.« Eleverne kunne ikke have håbet på en bedre læremester. Liu Jun er tidligere verdensmester for amatører. Ying Changqi skolen har samtidig den bedst tænkelige beliggenhed. To minutter fra The Bund, Shanghais havnefront fra kolonitiden, som reflekteres i højhusenes spejlvinduer i finans- og forretningsdistriktet på den anden side af Huangpu floden. Hvis undervisningen i Go holder sit løfte, har Lius elever en god chance for en dag at få egne kontorer i et af de højhuse. »Go forhøjer evnen til at tænke logisk, forstå komplekse situationer og finde løsninger på problemer,« siger Liu. »Lige meget om man er Go-spiller eller -manager, så er tankemåden den samme. Så Go-undervisning er en god investering i fremtiden.« Ying Changqi, der har lagt navn til den offentlige mellemskole, var mønstereksempel på en Go spiller, der forstod at overføre den strategiske tankegang fra brættet til forretningslivet. Den taiwanesiske entreprenør skabte med sin formue et navn for sig selv i Go-verdenen. I over 25 år støttede han med millioner af dollar Go-forbund rundt om i verden, udskrev turneringer og brugte sine penge på at forme spillets regler efter hans eget hoved. Han døde i 1997, og en del af hans formue gik til at starte Go-programmet på skolen i Shanghai i 1999. I dag hænger Yings billede sammen med portrætter af Marx, Lenin og Mao i skolens indgang. »Go er en kinesisk kulturskat,« står der på en plakat. »Go skaber ikke kun tålmod, flid og skarpsind hos den enkelte, men bidrager også til hele nationens opbygning.« Da der er mange flere ansøgere end pladser, tilbyder skolen også weekendundervisning til 200 kr. for 10 timer »De mest begavede elever kan komme med i vores specialklasse,« siger Liu. »De behøver så ikke følge den normale læseplan, men kan koncentrere sig mere om spillet.« »Det er meget godt for børnene. De lærer at koncentrere sig mere og at tænke mere struktureret,« siger eksmesteren. Mens de fleste børn drømte om stjerner som Jordan eller Ronaldo, sad Wang Wen klistret til Go-udsendelser på tv allerede som fem-årig. »Jeg ville absolut spille Go. Selv om min mor hellere ville have, jeg dyrkede sport,« siger han. Men i dag er forældrene glade for Wang Wens interesse for spillet. I klassekammeraten Cun Lihongs tilfælde var det forældrene, der gjorde udslaget. »Min far sagde, at jeg havde brug for mere disciplin,« indrømmer Cun Lihong. Han mener selv, undervisningen har hjulpet ham – oghan er blevet så grebet af spillet, at han sidder her i timevis tre gange om ugen. »Jeg vil være lige så god som læreren,« Siger Cun Lihong.

En anden tankegang
Go kan sammenlignes med skak. Men krigen i Go er forskellig fra nedslagtningen i skak. Skak er to kongers kamp. De higer efter hinandens hoved og står ikke tilbage for at fælde hele modstanderens stat – ryttere, bønder, løbere og endog dronningen – for at nå deres mål. Spillet slutter med en død konge og oftest med et næsten tomt bræt I Go skrider kampen frem i modsat rækkefølge. I begyndelsen er brættet tomt. Spillerne lægger skiftevis deres sorte og hvide sten på de 361 skæringspunkter, som 19 horisontale og 19 vertikale linjer danner. Målet er at erobre en større del af brættet end modstanderen. Træk for træk bliver brættet befolket med armeer, der sikrer sig territorium og fortrænger og omringer hinanden. Derfor hedder Go på kinesisk Weiqi – omringningsskak. Når fronterne er trukket så skarpt op, at ingen af siderne kan vinde flere områder, erklæres våbentilstand, modstanderne enes om, at spillet er slut, og pointene tælles sammen. En god strateg vurderer situationen på hele brættet og koncentrerer sig ikke om enkelte slag. Det gør, at man i nogle situationer kan være nødt til at acceptere nederlag i enkelte slag for at vinde hele krigen. »Det passer til kinesisk tanke og handlemåde,« siger Wang Yuan, Kinas førende Go-ekspert. »Skak er videnskabeligt og direkte. Go er mere intuitivt og indirekte,« siger Wang. »Inden for de sidste årtier og sågar århundreder har japanerne og koreanerne taget spillet meget mere alvorligt end os,« siger Wang, og fortsætter: »Kina var i lange tider mere beskæftiget med dagligdags problemer.« For Kinas nationalfilosof, Konfucius, var gode egenskaber i Go en dyd for enhver intellektuel. Men i de efterfølgende årtusinder tabte spillet sin indflydelse, blev skubbet til side af kinesisk skak og blev under Kulturrevolutionen fremstillet som en svøbe. Først i 1980’erne begyndte interessen for Go at vende tilbage. »I storbyerne mangler der kvalificerede Go-lærere,« siger skolelederen Lei Xiaotao. »Folk bliver mere og mere bevidste om, at livet bliver lettere, hvis man fra lille af optræner ens strategiske tankegang.« »Det er vigtigt for Kina, at Go igen bliver betydningsfyldt, at spillet består,« mener han. »Det er en vigtig bestanddel af vores kultur.« – Hvor længe vil det mon vare, før Kina igen er verdens nummer ét i strategi?
»Go lærer én tålmodighed,« griner Lei.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu