Læsetid: 2 min.

Kineserne er rigere, men ikke gladere

En undersøgelse i Kina viser, at befolkningen gennemsnitligt er blevet rigere, men det har ikke betydet større tilfredshed. Det økonomiske svælg mellem land og by er vokset
21. februar 2005

Levestandard
BEIJING – »Ændringen i den kinesiske befolknings levestandard inden for det sidste årti er intet mindre end forbløffende.«
Det konkluderer den amerikanske Gallup Organisation, der netop er kommet ud med resultatet af en stor undersøgelse af kinesernes ve og vel.
I sin analyse understreger Gallup, at kineserne har oplevet en utrolig dramatisk omvæltning inden for en meget kort tidsperiode.
Ifølge undersøgelsen er den gennemsnitlige husholdningsindkomst nu 2,5 gange højere end i 1994, da Gallup første gang udforskede emnet. Men forskellene mellem befolkningsgrupperne er steget. Ikke overraskende er indtægtsniveauet vokset hurtigst i byerne. Med 3.000 dollar årligt har byboerne nu gennemsnitligt tre gange flere penge end deres medborgere på landet.

Materiel velstand
»Svælget mellem de rigere byer og fattige landområder er enormt og vokser fortsat,« skriver Richard Burkholder, leder af Gallups internationale bureau, i en introduktion af undersøgelsen.
Trods alt har landbefolkningen fået dobbelt så mange penge til rådighed over de sidste 10 år.
Undersøgelsen viser, at det øgede økonomiske overskud har ændret befolkningens tilværelse. I 1994 var det kun 40 procent af husstandene, der havde farve-tv, kun hver fjerde havde køleskab, en ud af 10 havde fastnettelefon, og kun tre procent havde en mobiltelefon.
Nu har 82 procent farver på tv-skærmen, 63 procent har fastnettelefon og omtrent halvdelen af Kinas 400 millioner husholdninger har mobiltelefon. Undersøgelsen peger på det bemærkelsesværdige i, at halvdelen af landets familier nu har video-cd-afspillere. Det er dobbelt så mange som havde køleskabe i 1994.
De flere penge betyder ifølge Gallup dog ikke nødvendigvis, at kineserne er blevet lykkeligere. Kineserne er mere tilbøjelige til at svare, at de generelt er tilfredse med deres liv. Men Gallup siger i deres rapport, at »på trods af den imponerende vækst i husholdningsindkomst, er forholdet, mellem de kinesere, der udtrykker tilfredshed, og dem som udtrykker utilfredshed, faktisk eroderet noget med tiden«.
69 procent af befolkningen var enten i nogen grad tilfredse eller meget tilfredse i 1999. Det tal er nu faldet til 63 procent. Selv om bønder er fattigere, var der ingen større afvigelse på land- og bybefolkningens tilfredshedsniveau.
Undersøgelsen er den fjerde Gallup har foretaget i Kina det sidste årti. Over 3.500 personer fra alle landets provinser medvirkede i studiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu