Læsetid: 8 min.

Klange i dybden og på gulvets flade

En kvindelig kvartet spiller op til nordisk litteraturpris
23. februar 2005

Finland og Sverige
De fire svenske og finske værker, indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, er alle skrevet af kvinder, og de tre, som er prosabøger, foregår tydeligvis i en verden oplevet af kvinder og med dem som hovedpersoner. Rakel Liehus Helene er en finsk biografisk kunstnerroman over maleren Helene Scherfbeck. Der er tilmed motiviske fællestræk i Majgull Axelssons roman Den jag alldrig var og den finlandssvenske Monika Fagerholms Den amerikanska flickan. Det gælder identiteten, selvopfattelsen, som er usikker eller flertydig, anskueliggjort som en form for dobbelthed eller spaltning af hovedpersonerne, der lever i tilstande af flugt og tilflugt på grænserne af en virkelig og en drømt verden, omgivet af klaner af venner, familier og myndigheder. Spørgsmål om skyld og skam af kriminalistisk karakter er afgørende i begge de i øvrigt meget forskellige romaner. Digtsamlingen På era platser af den unge svenske eksdebutant Anna Hallberg er på sin side et hvidtskinnende sproglaboratorium, der fremstiller en helt egen selvrådig verden.

Dobbeltgænger
Den 57-årige Majgull Axelsson, der ud over romaner har skrevet reportagebøger om udsatte børn og børneprostitution, et emne, der ligesom trafficking også indgår i denne sammenhæng, fører os ind i journalisten og bistandsministeren MaryMaries dobbelte indre verden. Fra tidlige år hos tavse og forkomne forældre har Mary, som navnet antyder, et indre tilflugtsvæsen, Marie, som aktualiseres skæbnesvangert, da hun står over for sin kronisk utro mand, Sverker, der med brækket nakke ligger lammet i respirator efter at være kastet ud af et vindue i et bordel. Skal hun ofre resten af sit liv for den foragtelige slyngel eller trække stikket ud? Den sindrigt velskrevne roman følger begge handlingsspor. Marie får en fængselsdom på seks år, Mary gør samtidig skandale som minister ved at miste taleevnen på en kongres og bliver fyret, stadig slagen med stumhed i en brutal scene hos statsministeren, let genkendelig, ligesom lignende situationer her og der. Således også den skånselsløse jagt på især kvindelige politikere. Hun forfølges af paparazzi og reportere, både hjulpet og forrådt af en vennekreds fra ungdommen, ’Biljardklubben Framtiden’. Her faldt hun som talrige andre for den charmerende, brovtende Sverker, som forfører den ene og den anden af angst for forpligtende virkelighed. Fremmed for sig selv. Hendes selvforagt er ikke mindre. Derfor kommer temaet tilgivelse eller nåde på tale i flere sammenhænge. Romanen rummer indgående portrætter af kammeraterne, og billedet af det moderne samfund står med stor tydelighed, med en køligt nedtonet vrede over den både tavse og veltalende mandsovermagt. Fortælleteknikken er forbavsende i sin praktiske umulighed, en vekseldrift mellem to tænkte forløb som samtidig virkelighed i både 1. og 3. person, med et enkelt glimt fra Sverkers tankeverden. Mary forlader den rugende mand i rullestolen, samtidig med at Marie løslades, de søger mod det ombyggede barndomshjem ved Nässjö ganske tæt ved venneflokkens mødested. Der antydes en heling af MaryMarie, en hjemkomst, idet de/hun sætter kanoen i søen. Den bærer navnet ’Albatros’. Situationen kunne ligne en sejlads på underverdenens flod, Styx, men også en frydefuld svæven i midsommernattens mørke, hvad bådens fuglenavn antyder, det eneste ord hun kunne sige i stumhedens tid. Albatrossen er en klods på landjorden, men en prægtig flyver. En nordisk bog med tilsvarende gode vinderchancer.

Kvindestyring
Flyvende fantasier er der i den 43-årige Monika Fagerholms store roman Den amerikanska flickan, hen ved 500 sider, hvortil en fortsættelse skal følge. Vi kender hende på dansk med romanerne Skønne kvinder ved vandet – hvad den nye egentlig også kunne hedde – og Diva, en gammelklog pubertetspiges selvoptagne fortælling. Den ny er en folkerig roman mest koncentreret om en østlig kystprovins i Finland kaldet ’Trakten’, nær ’staden vid havet’, socialt inddelt i områder af såre velbeskrevet natur. Hovedfigurer er to 13-årige tøser, Sandra Wärn og Doris Flinkenberg. Den førstes forældre tilhører jetsettet, mens Doris er et adopteret barn i ’kusinhuset’, hvor den effektive kusinmamma hersker. Deres yndlingstilholdssted er et tomt svømmebassin med resterne af en modebutik. Der er ingen ende på tøjkendskab og tilsvarende grundig påklædningsinteresse både her og hos Majgull Axelsson, og begge steder er det både kvindesymptomatisk og symbolsk udnyttet. Undertøjet ikke mindst. Er bogen lang, er den også musikalsk og legende indbildningsrig, ikke så lidt koket i skrivemåde, og med brug af både folkemusik, jazz, pop- og rocksange, repeterende i motiver med stadige omkvæd og faste vendinger – som at høre Ravels endeløse Bolero. Et yndet virkemiddel er den såkaldte perifrase, dvs. omskrivning: Sandras far er fra Åland og kaldes konsekvent Ålänningen, hans bror ’det sorte får’, en af faderens skiftende elskerinder, da hustruen Lorelei Lindberg har forladt dem, kaldes ’bombenedslaget’. Hun er en tapper stripper, der bidrager til det gennem-erotiserede univers. Handlingstrådens knudepunkt er bogtitlens 16-årige amerikanske pige, som tager ophold på stedet. Hun bliver fundet død i søen, og hendes unge tilbeder Björn hænger sig, mens rivalen Bengt indesluttet går rundt og indtegner stedets hændelser på et selvlavet landkort. De to piger er intenst optaget af den dunkle begivenhed og har både fantasilege og udforskninger i gang i en fascination af denne Eddie de Wire. De ifører sig hendes tøj, synger hendes sange og fører vidtløftige dialoger på Doris-sproget. De er som én person med nat- og dagsider i intimt venskab, i elskovslege og gensidig ensomhed, kulminerende i Doris’ selvmord, mens opklaringen af den amerikanske piges død stadig udskydes og forvandles. Kvindestyringen og -vinklen er understreget, bl.a. af et rejsende kvindeselskab og andre kollektiver såsom en flok muntre prostituerede, der rekvireres til jagtselskab. Tvillingerne Rita og Solvej er vidner. Eddies to søskende dukker op og spiller vigtige roller bl.a. i forbindelse med Ålänningen og for Sandra. Hun vokser til, skal uddanne sig i staden ved havet, men er ved at gå i moralsk opløsning. Romanen omfatter et længere tidsperspektiv, fra 1950’erne og et stykke forbi vores egen tid, i sig selv en fortolkningsopgave i den halvt magiske verden, der fortælles frem med adskillig solidarisk humor og suspense. Et landskab har tegnet sig med glitrende lys og mørke sider, med et omfattende, koloristisk persongalleri af helstøbte og forvildede skikkelser, fanget af dunkle livshistorier, af halvt erkendte forudsætninger, som lurende vogter på dem, En dyb splittelse hos Sandra er markeret af hendes hareskår blandt andre tegn. Også i denne roman er skyld og soning et tema over for tilværelsens og handlingens gåder: denne ’faktor X’, som det hedder på Doris-sproget. Og faktor X er åbenbart også på spil i den finske 65-årige lyriker og romanforfatter Rakel Liehus dokumentbaserede roman om den handikappede Helene Schjerfbeck (1862-1946), der som kvindelig maler først opnåede et stort gennembrud i Stockholm 1937 med sin serie af selvportrætter. Vidunderbarn, med studier i Paris og London, men glemt og sent erkendt. Den knap 500 sider store skildring i fri kronologi lader hende på grundlag af breve tale sin egen sag, også i dagboglignende notater. Det er en fortælling om et ensomt kunstnerliv mellem ekstrem selvtillid, ydmygende afmagt og selvfortrængning. Sporene af en tidlig kærlighed blev grundigt slettet og findes heller ikke i maleriet.

På plads!
Her har talen været om på én gang realistiske og symbolske romaner, der udfordrer nogle eksistentielle grundbetingelser, som de kan forme sig for kvinder. Den unge Anna Hallberg befatter sig i sine digttekster ikke med symboler, men nok med realismen i det verbale grundstof. Hun har i polemisk sammenhæng – som herhjemme Pil Dahlerup i 1970’erne – anbefalet et generelt metaforstop, men hvor svært det er at undgå billedtale, viser det store afsluttende afsnit af på era platser med overskriften ’liv’. Det handler om gulvet, et ganske almindeligt svensk gulv, som det fremgår af en af de frie, ottelinjede strofer, hvor vi her med citat bryder ind i den fortløbende knækprosaiske fortælling:
kanske bättre, något
särskilt slags golv-
smuts, som bare inte finns där
ni vet sommar-
stuga gymnastikgolv
korkmatta i
radhuskök någon typ
av golvmatta

Måske mimer formen de gamle eddadigte eller skjaldekvad, som netop er kendetegnet ved sindrig metaforik, men som meget veltalende og jordnært her afblankes, afpoetiseres.Bogens program er at blive i det konkrete, ikke bare hverdagen, men sprogets materielle substans, hvor digte er eksempler på sprog, f.eks. udsagn, udbrud, replikker stillet sammen i sekvenser uden indre sammenhæng, men overraskende, forfriskende, humørfuldt, så absurd hverdagen også er. Det er således ikke ’manden på gulvet’ som i de nævnte 70’eres glade og vrede dage, men selve sprogets gulvflade, Anna Hallgren vil anbringe os på, og så er der alligevel en anelse symbolik i bogtitlens kommando på era platser, der lige mangler et udråbstegn. På plads! Vi er rundt på gulvet, på den gode måde. Det begynder allerede på omslagets flade i brækket hvid med indgraverede omrids af en legeplads, en gynge, en sandkasse, en lygtepæl, en bænk og på bagsiden en affaldskurv. Og så går det i øvrigt løs med en genskabelse af sprogstrategier fra 1960’ernes konkretisme, som øjensynlig atter har noget for sig, jævnfør Niels Lyngsøs nye digtalbum Morfeus, der i den grad trækker på især svensk konkretisme fra hint tiår. Anna Hallberg foretager typografisk bearbejdning af teksterne: fed skrift, petit, forskydninger, kursiveringer, svømmende sider, dobbelte linjefald og linjer, der overtræder hinandens grænser, altså alligevel en visuel symbolik eller i hvert fald tegngivning. Teksten er en legeplads. Flade i stedet for dybde. Således i ’plastpåsarna vid lekparken’, hvor fem sider med kvadratiske, grå felter med ordrester simulerer sprogligt affald, forstærket af den revne, der er skåret i ’posen’.
Fra ’fire døde vinkler’ betragtes en række udsagn i en sproglig forsøgsrække. Fire positioner. Et af dem er betegnende: »Elementen är tysta, brandfarliga och platta«. Man aner en generel semantisk skepsis, når det f.eks. et sted ’utan order’ hedder: »Man tar runda saker och flyttar dem. Man lägger gafflar och knivar och frasor i lådan. Man formulerar sig och tror att det ska hjälpa mot något. En säng. Ett bord. Enkla saker…« Skulle man nu også her efterforske den kvindelige vinkel på verden, kunne et forslag være optagetheden af sådant husgeråd og generel omsorgsinteresse, men der er nu mere end det på spil i dette klart talentfulde værkstedsarbejde, en musikalitet, et skarpt blik, som indfanger også politisk ravage ud over det litteraturpolitiske, et ryk af originalitet i genbrugen af en velkendt, ellers forladt sproglig arbejdsplads. Det ville være et modigt valg at prisbelønne denne unge digter, som river den store fortælling fra hinanden.

Majgull Axelsson: Den jag alldrig var.352 s. 289 Skr. Prisma
Monika Fagerholm: Den amerikanska flickan. 493 s. 29,90 euro. Söderströms
Rakel Liehu: Helene. 466 s. 28 euro. WSOY
Anna Hallberg: På era platser. 97 s. 148 Skr. Bonniers

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her