Læsetid: 7 min.

Klassekamp – ny strategi eller lejlighedssang?

Klassekamp – det er det Danmark har brug for, og Socialdemokraterne skal være bannerfører i den. Det mener Frank Jensen i hvert fald. Men kan man overhovedet føre klassekamp i Danmark anno 2005? Forsøgte Frank Jensen i sidste weekend i virkeligheden at pumpe liv i et begreb, der døde med dampmaskinen
25. februar 2005

Klassekamp – det er det Danmark har brug for, og Socialdemokraterne skal være bannerfører i den. Det mener Frank Jensen i hvert fald. Men kan man overhovedet føre klassekamp i Danmark anno 2005? Forsøgte Frank Jensen i sidste weekend
i virkeligheden at pumpe liv i et begreb, der døde med dampmaskinen?

Det lød som et par strofer af Oskar Hansen. Som en håndbajer der bliver knappet op med en skruetrækker. Som oliefedtede fingre der bliver tørret af i kedeldragten, røde faner der bliver rullet ud på en 1. majdag, som kampråb på Fælleden. En dunst fra dasset i gården kunne svagt anes, fugten i den trange to-værelses i tredje baggård lagde sig som en klam hånd på en, og snottede, barfodede unger, der burde være i skole men i stedet skovlede koks, sprang op på ens indre billedfremviser.
»Der findes politikere, som mener, at klassekampen for længst er slut,« gjaldede kammerat Jensen. Og fortsatte:
»At forskellen mellem højre og venstre ikke længere eksisterer – at alle har det godt nok. Jeg er helt uenig – for der findes jo stadig alt for mange danskere, som burde have en bedre chance og et bedre liv. Alt for mange børn vokser op i hjem, hvor der ikke er penge nok. Alt for mange unge får slet ikke en uddannelse. Alt for mange voksne kommer aldrig ind på arbejdsmarkedet.« Var det virkelig en kandidat til formandsposten i landets næststørste parti i 2005, der skrev det? Lød det ikke mere som Stauning, Anker – eller måske Svend? Som reminiscenser af en svunden tid, hvor arbejderne var de gode, der kæmpede for bedre løn og arbejdsvilkår, og arbejdsgiverne blot havde profit for øje og gav pokker i menneskelig velfærd. Klassekamp – i 2005? Hvad vil det sige? Og hvem skal i givet fald føre den? Det er Socialdemokratiet, der skal føre klassekamp. Hvis det altså står til Frank Jensen, der i søndags i en kronik i Jyllands-Posten fremlagde sin version af det gamle arbejderpartis politiske mission i de kommende år. Ifølge den klassiske, marxistiske beskrivelse af begrebet, så er klassekampen den strid mellem de besiddende på den ene side – den klasse i samfundet der kontrollerer produktionsmidlerne – og de ejendomsløse på den anden. Eller mere forenklet sagt – kampen mellem kapitalister og arbejdere. En kamp der vil resultere i en revolution, der har til formål at indføre det klasseløse samfund og proletariatets diktatur.

Klassekampen er imidlertid svært at operere med som begreb i dag. Det mener i hvert fald lektor på institut for statskundskab på Syddansk Universitet Peter Kurrild-Klitgaard. Problemet er nemlig, at de fleste er enige om, at der ikke findes klasser, i hvert fald ikke i den traditionelle forstand. »I 1970’ernes analyser var klasse-begrebet næsten en metafysisk størrelse. I dag er der ikke mange, der tilslutter sig begrebet,« siger Peter Kurrild-Klitgaard. Det kan blandt andet aflæses i den måde, danskerne stemmer på. Tidligere, det vil sige op til en gang i 1980’erne, var klassetænkning solidt rodfæstet blandt danskerne, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at folk stemte i overensstemmelse med deres klasse. Var man arbejder, stemte man på Socialdemokratiet eller et af de andre venstrefløjspartier; og var man arbejdsgiver eller selvstændig, stemte man borgerligt. Men den situation er forandret, påpeger Peter Kurrild-Klitgaard: »I dag stemmer arbejderne fortrinsvist på ikke-arbejderpartier. Det er ikke kun økonomiske forhold, der spiller ind, når folk stemmer.« »Når Danmark i den grad er blevet et middelklassesamfund, så får folk sværere ved at identificere sig med en klassekamp,« mener Kurrild-Klitgaard.

Ifølge lektor ved Center for Arbejderkulturstudier Niels Finn Christiansen appellerer klassekamp simpelthen ikke til os danskere længere: »Det er ikke os. Vi vil gerne slås for vores rettigheder, og det gør vi så gennem vores faglige organisationer, men at aktionere, strejke og gå på gaden, det vil folk ikke – heller ikke i LO-kredse. Det kan man så begræde.« Klassekampen i traditionel forstand er altså dømt ude ifølge Peter Kurrild-Klitgaard og Niels Finn Christiansen; ikke blot af Anders Fogh Rasmussen men også af den almindelige dansker. Fordelingskampen, kampen om, hvordan goderne i samfundet skal fordeles, foregår derimod hele tiden – mest tydeligt i form af strejker som ved storkonflikten i 1998. »I dens ydre manifestation er klassekampen nok død – selvom vi rent faktisk er blandt dem, der strejker mest her i Europa. Den slags udbrud af massiv konfrontation vil vi fortsat se, for der er stadig grundlæggende nogle interessemodsætninger mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne,« siger Niels Finn Christiansen. Men Frank Jensens brug af klassekampsbegrebet er fejlagtig, mener han. Det giver associationer til nogle andre typer modsætninger, end dem der eksisterer i vores samfund i dag, mener han: »Han burde hellere have peget på, at der i det store demokratiske velfærdsprojekt fra det 20. århundrede i dag er store grupper, der ikke lader sig inkludere i den store middelklasse.« Den store gruppe, Niels Finn Christiansen hentyder til, er de cirka 800.000 marginaliserede i det danske samfund, som er på passiv forsørgelse. En gruppe der ikke er organiseret, men står uden for de faglige og politiske organisationer, og dermed ikke så let lader sig repræsentere. Dermed bliver Frank Jensens klassekamp i dag, en »klassekamp per stedfortræder,« mener Niels Finn Christiansen. »Frank Jensen siger, at de skal føle sig repræsenteret af Socialdemokratiet, men det sker uden, at de lægger ressourcer i partiet. Det bliver dermed Socialdemokratiet, der skal definere de marginaliseredes interesser.«

Noget tyder på, at netop den gruppe ikke ønsker at lade sig repræsentere af Socialdemokratiet. Det understreges af en undersøgelse, lavet af Ugebrevet Mandag Morgen, som viste, at et flertal af de personer, der er på passiv forsørgelse, stemmer borgerligt. Ifølge Erik Meier Carlsen, chefredaktør på B.T. og forfatter til bogen De overflødiges oprør, skal det forklares med, at den gruppe vurderer, at Anders Fogh Rasmussen er den mest troværdige allierede for netop dem. Det skyldes blandt andet, at den borgerlige regering har sat hårdt ind mod indvandringen, et emne der i høj grad interesserer denne gruppe. For indvandringen bliver set som en trussel mod netop deres muligheder for at blive en del af arbejdsmarkedet. »Tidligere var der politisk brug for revl og krat til at mobilisere en kamp, så produktionsmidlerne kunne overtages. Det nye og skræmmende er, at der er store befolkningsgrupper i Danmark, der er overflødige. Det, der piner Socialdemokratiet er, hvordan de skal formulere omsorgen for de svageste,« siger Erik Meier Carlsen. Et andet problem for Socialdemokraterne er ifølge Erik Meier Carlsen, at der ikke er kongruens mellem, hvad partiet siger og så den politiske virkelighed. »Det er ikke rigtigt, at der bliver ført en markant anderledes økonomisk politik under Anders Fogh Rasmussen. Det er marginalt i forhold til under Nyrup, hvor uligheden i samfundet blev øget. Det kan vælgerne godt gennemskue,« mener Erik Meier Carlsen. Besværet med at definere og være repræsentant for de svageste i samfundet samtidig med at være i stand til at appellere til den store middelklasse er altså et centralt problem for Socialdemokratiet. »I hele Socialdemokratiets vækstperiode lykkedes det at være et klasseparti og et folkeparti på samme tid, eksempelvis med Staunings program ’Danmark for Folket’. Det er en meget vanskelig alliance at holde fast i. At favne både de traditionelle arbejdere og de offentlige ansatte, og de 800.000 marginaliserede,« siger Niels Finn Christiansen. Han ser »store sprækker i den samfundsmæssige solidaritet, hvor alle partier taler om solidaritet, hvilket er med til, at det bliver indholdstomt.« En mulighed for Socialdemokratiet er derfor at slå på en ny slags solidaritet, hvor den store middelklasse har et ansvar for de svageste og dermed indtage rollen som det bredt favnende parti, det gerne vil være.

Var det klassekamp i traditionel forstand, som Frank Jensen hentydede til i sin kronik i sidste weekend, så er det altså næppe noget, der vinder genklang hos de danske vælgere, vurderer både Niels Finn Christiansen, Erik Meier Carlsen og Peter Kurrild-Klitgaard. En farlig udmelding kunne man derfor mene, og historikeren Benito Scocozza, der har skrevet adskillige bøger om socialismen og været aktiv på den yderste venstrefløj i en menneskealder, tolker det da også som en bevidst strategi fra Frank Jensens side. »Ideen er vel at gøre op med borgfreds-situationen, så partiet bliver anbragt til venstre.« At det er en bevidst strategi fra Frank Jensens side at hive det gamle klassekamps-begreb op af glemmeposen, er Peter Kurrild-Klitgaard enig med Scocozza i. Men formålet er et andet, mener han. »Det her handler om, at Frank Jensen skal profilere sig internt i partiet. Skal han vælges, gør han klogt i at lægge sig til venstre i partiet,« siger Kurrild-Klitgaard med henvisning til, at det socialdemokratiske bagland, der skal vælge den nye formand, traditionelt er ret venstreorienteret. Bliver han valgt, tror Kurrild-Klitgaard derfor, at han vil være søge mere mod midten igen. »Hvis det her bliver taget bogstaveligt, så er det ikke nogen vinderstrategi. De partier, der fører klassekamps-strategi i dag, går det ikke videre godt for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu