Læsetid: 2 min.

Klima: Den sidste rest af tvivl er væk

Debatten er forbi, i det mindste for fornuftigt tænkende mennesker, siger amerikansk videnskabsmand: Den globale opvarmning er menneskeskabt
21. februar 2005

KLIMA
Et hold af amerikanske forskere siger, at de har leveret det endelige bevis for, at den globale opvarmning er skabt af mennesker.
De offentliggjorde deres resultat på årsmødet i Det Amerikanske Selskab til Videnskabernes Fremme, som fandt sted i Washington i slutningen af sidste uge, kort før præsident George W. Bush indledte sin rejse til Europa.
Under sin rundrejse skal Bush bl.a. tale om klima med de europæiske ledere. Tidligere har han sagt om Kyoto-aftalen, der trådte i kraft i sidste uge uden USA, at den er fuldstændig ved siden af og bygger på ufuldstændig videnskab. Forud for sin rejse sagde han dog i stedet, at USA også bekymrer sig for klimaet og vil samarbejde med andre for at udvikle teknologi, der kan løse problemet. Men han fastholdt på en pressekonference, at USA ikke vil gå ind i Kyotoaftalen igen. »Den vil koste millioner af arbejdspladser i USA og milliarder af dollar,« sagde han.
Forskere på Scripps Institut for Havforskning ved Californiens Universitet, San Diego, har brugt syv millioner målinger af temperaturen forskellige steder i verdenshavet de sidste 40 år og sammenlignet dem med resultater fra to supercomputermodeller af verdens klima, en amerikansk og en britisk.
Målingerne af verdenshavets temperatur går ned til 700 meters dybde.
Forskerne kørte klimamodellerne igennem med og uden de menneskeskabte drivhusgasser og fandt, at modellerne passer med de faktiske målinger med mere end 95 procents sikkerhed, når man tager den menneskeskabte drivhuseffekt med. Men de rammer helt ved siden af, hvis man ser bort fra drivhusgasserne.
Havet dækker 70 procent af Jordens overflade og opsuger langt det meste af den ekstra varme, som Jorden ikke kan komme af med på grund af drivhuseffekten.

Vandmangel truer
»Dette er måske det hidtil mest overbevisende bevis på, at den globale opvarmning finder sted netop nu,« sagde forskeren Tim Barnett, da han præsenterede resultaterne på videnskabsmødet.
»Den statistiske signifikans af disse resultater er alt for stærk til, at man kan afvise den – den burde være nok til at udrydde det meste af usikkerheden om den globale opvarmnings realitet.«
Den energi, verdenshavene har opsuget som følge af menneskeskabt drivhuseffekt er ifølge Barnett så stor, at den svarer til hele Californiens energiforbrug i 200.000 år.
»Det er utrolig, så højt amerikanere er nødt til at råbe, for at få andre amerikanere til at høre efter,« bemærker en videnskabsjournalist, der deltog i mødet, til det britiske tidsskrift Nature.
Ifølge Barnett vil den globale opvarmning føre til kritisk mangel på vand i Californien, Peru og det vestlige Kina i løbet af de kommende årtier. Når gletcherne svinder ind, og vandet smelter tidligere på året, end det gjorde før, vil vandløbene også tørre ud, før de plejer. Det vil især ramme befolkningen i områder, hvor den ikke har tekniske og økonomiske muligheder for at opsamle mere vand om foråret og gemme det til senere brug, siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her