LONDON
Det er helt hen i vejret, at jeg griner, når jeg ser Storbritanniens indenrigsminister Charles Clarke på tv. Men det gør jeg, og det har jeg gjort siden satirebladet Private Eye brugte ham til deres ugentlige lookalike-konkurrence: Ministerens runde ansigt med de to små udstående ører og hagen, der hviler på endnu en hage, var sat over for et billede af guldmasken af Kong Agamemnon. Den kan da umuligt ligne Clarke, vil mange måske mene, men de tre træk ansigtsform, ører og hager får ikke desto mindre de to ansigter til at fremstå som to sider af samme sag. Det er jo egentlig bare morsomt hvis ikke det var fordi, at det hele var så alvorligt.
Denne mand har netop trumfet en lov igennem det britiske underhus, som giver ham hidtil uset magt. Efter at de såkaldte law lords dømte dele af den britiske terrorlovgivning den del som lovliggjorde indespærring af terrormistænkte udlændinge på ubestemt tid uden rettergang for ulovlig, har indenrigsministeren vredet sin hjerne for at finde på noget nyt, der kan sikre den britiske befolkning mod bombeglade galninge. Clarkes nye idé er at indespærre terrormistænkte i deres egne hjem igen uden rettergang at fratage dem deres pas m.m. Men det er ikke så meget dét, der volder problemer. Det kontroversielle i hans og regeringens nye lov er, at det er ham Charles Clarke himself som skal træffe beslutningen om, hvorvidt en mistænkt terrorist skal sættes i husarrest eller ej. Ikke en dommer, men en politiker. Det er dette i fredstid hidtil usete indgreb i borgernes civile rettigheder, der har fået ikke kun oppositionen, men også 32 Labour-medlemmer til at stemme imod forslaget.
Tony Blair har forsvaret sin regerings lov ved at sige, at »hvis der fandt et seriøst terrorangreb sted i dette land, og man bagefter ikke synes, at vi havde taget de nødvendige forhåndsregler tro mig, så ville ingen tale om civile rettigheder«.
Det kan han jo have ret i, men hvorfor er det en politiker og ikke en dommer, der skal træffe beslutningen!? Svar: Fordi det skal kunne gå stærkt. Jo, men politiet har jo allerede lov til at tilbageholde terrormistænke i 14 dage... Der er et eller andet, der ikke helt stemmer. Den konservative del af oppositionen mener, at det hele er et politisk trick forud for det forventede majvalg: ved at fremsætte dette forslag, vil det traditionelle lov-og-orden-parti stemme imod stramninger i terrorlovgivningen, hvilket så kan bruges igen og igen i valgkampen til Labours fordel.
Det er bestemt muligt, for der er desværre en tendens til i dette land at misbruge alvorlige emner til at score politiske point.
En anden sag, der var på avisforsiderne i denne uge, giver imidlertid et ubehageligt vink om, at det måske drejer sig om noget helt andet og meget værre: At den nuværende britiske regering med Blair i spidsen efterhånden føler sig så sikker i stolen, at ministrene ikke føler, at loven skal stå i vejen for deres store tanker. »For fanden... vi laver jo loven,« kan man næsten høre dem grine over en omgang Sunday roast i Downing Street.
Ja, noget tyder i hvert fald på, at Downing Street selv lavede den juridiske vurdering, som Storbritannien gik i krig mod Irak på. Nye oplysninger i The Guardian afslører, hvordan statsadvokat Lord Goldsmith to uger før invasionen advarede Downing Street om, at invasionen kunne være ulovligt, hvilket fik regeringen til at sammensætte en gruppe topjurister i tilfælde af, at der skulle blive lagt sag an. Det fremgår også, at statsadvokaten få dage før invasionen diskuterede sin holdning til krigens lovlighed med Tony Blair og to af hans tætteste politiske medarbejdere, som derefter i underhuset gengav Lord Goldsmiths vurdering at krigen var lovlig hvorefter et flertal stemte for invasionen af Irak. Lord Goldsmith udarbejdede aldrig et endeligt stykke juridisk papir sådan som praksis foreskriver der helt uvildigt og entydigt sagde god for invasionens lovlighed.
Det billede, der står tilbage, er et af en regering og især en premierminister der i stigende grad har problemer med at skelne mellem dømmende og lovgivende magt, og som derfor får juraen til at passe til sin politik og ikke omvendt.
