Læsetid: 7 min.

Kontraktpolitik er grundlovstridig

Tanken om at slutte kontrakt med vælgerne er i strid med Grundloven, mener Niels Højlund. Politikerne skal følge deres overbevisning, ikke vente med at handle, til de har en ny kontrakt med vælgerne
5. februar 2005

KONTRAKTPOLITIK
Fogh-regeringens kontraktpolitik er i strid med Grundloven. Det mener Niels Højlund, der skarpt kritiserer tendensen til at aftale rigets førelse med vælgerne:
»Forestillingen om, at politikerne bare er den udøvende kraft, der udfylder en kontrakt med vælgerne, er en misforståelse og i strid med Grundloven. Der står: ’Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere’.« »Politikeren skal følge sin overbevisning, og er vælgeren ikke tilfreds, kan han stemme på en anden næste gang. Men valgperioden er den periode, hvor politikeren har magten,« fastslår Niels Højlund. Han går ind for, at vigtige spørgsmål ikke overlades til eksperter og politikere, men at borgerne selv tager stilling. Da TV2 i 1988 brød DR’s monopol på æterbåren meningsdannelse, ’genopfandt’ Niels Højlund det direkte demokrati, nu på tv. I programmet ’Højlunds Forsamlingshus’ (1988-93) benede den hvidhårede præst og højskolemand rundt med mikrofon i hånd for at lodde menigmands opfattelser af moralske og politiske spørgsmål, fra hjernedødskriterium til lukkelov. Men et ’folkeafstemnings-styre’ går han ikke ind for: »Man har vildledt befolkningen til at tro, at den største velsignelse skulle være folkeafstemningen. Det giver folk den fornemmelse, at det rigtige demokrati er, at jeg siger min mening. Men det er farligt for demokratiet, hvis man tror, at politikerne bare skal udføre folkets vilje.« At binde politikerne til det, man på forhånd har aftalt med vælgerne, er at begrænse politikernes mandat, mener Højlund: »Det er noget sludder, når regeringen siger, at der ikke kan gennemføres reformer, før der har været valg én gang til, så man kan diskutere det med vælgerne. Politik og samfundsliv er uforudsigeligt, og man kan måske ikke vente med at handle, til man har en ny kontrakt med vælgerne.« Politisk er Niels Højlund med sit eget udtryk ’enhver politikers skræk’: »Jeg stemmer forskelligt, efter hvad jeg denne gang anser for at være til fædrelandets bedste. Henning Fonsmark har omskrevet det gamle Krag-citat udmærket: Man har et standpunkt, indtil man er blevet klogere. Jeg prøver at holde fast i virkelighedens nedslag, men også i, at jeg mener noget om tingene.«

Folkets bestemmelse
Når Højlund kritiserer nutiden, er det ud fra det solide instinkt for ret og rimeligt, som gennem mange år har gjort ham til en af landets efterspurgte ’meningsmagere’.
Men også grundtvigske ord som folk og fædreland er udgangspunkt for den nu 73-årige Højlunds tænkemåde. »Politikerne tror, at populisme er folkelighed. På næsten alle sprog betyder ’folkelig’ laveste fællesnævner. Men hos Grundtvig betyder det den højeste fællesnævner: At holde folket fast på dets højeste bestemmelse. Den politik er folkelig, som tør tale om det, der er fælles for os alle, også når det er ilde hørt. Alt andet er popularitetsjagt og det modsatte af folkelighed. Jeg kan spørge mig selv: Hvad vil DU gøre, eller hvad kan JEG gøre? Selv forsøger jeg efter bedste evne at tale ind i den samtid, jeg er en del af. Også ved at sige til folk, hvis jeg synes, de kører gratis med og bare brokker sig.« Selv er Højlund nu som før levende optaget af ’folkets fremtidige skæbne’. Men hvad er så et ’folk’ i 2005, hvor mennesker flytter over landegrænser? Hvor mange udelukkende kommunikerer på engelsk i arbejdstiden, og om aftenen læser Stephen King på originalsproget? Højlund er ikke i tvivl: »Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil« (N. F. S. Grundtvig: Folkeligheden, 1848, red.), citerer han med den stemme, som på sekunder kan skabe ro i salen. »Folkelighed er en selverkendelse. At man ligner ikke kun sig selv og sin familie, men også sit folk. Grundtvig taler om folkelighed: At man tager sig på, at jeg har fået den lod at være dansk, som andre har fået den lod at være f.eks. indisk. Folkelighed er, at man har sprog, historie og fremtid fælles. Uanset, hvad man mener om den historie, og uanset, hvor international man er, så drømmer man på dansk og får et fattigt sprog, som dør, hvis det ikke har en rod.« Men Højlunds folkelighed er ikke uforanderlig. Til gengæld er den en mulighed for at overskride nutidens sociale segregering – tendensen til, at vi i stigende grad bor og arbejder sammen med folk, der ligner os selv. »Jeg har i 18 år boet her i Grumstrup, en lille landsby i Østjylland, og jeg tager alvorligt, at jeg er her med de naboer, der nu er. Vi gnider ikke lårene af hinanden, vi har ikke stærke fælles interesser, men jeg går til dilettant og høstfest og snakker om Anna henne ved dammen nu har det bedre, eller vi skal have gjort noget ved forsamlingshuset. Småsladder, der er tegn på at vi kommer hinanden ved.« »Forskellene mellem os er for mig at se overfladiske. Vi skal alle dø, og vi har børn, som vi frygter skal dø. Vi er fælles om, at livet skal leves i kærlighed og tilslutning – og i at hade noget!« »Men adskillelsen ligger også i sproget. De, der læser Information, har sat sig udenfor verden og ser på verden. Men du har en historie til fælles også med dem, der måske kun læser Se&Hør. Det kan da ikke være dig ligegyldigt, om de kun har kakkelborde i hovedet, eller om det er dig, der er en overfladisk intellektuel snakkegøj. Uanset om de forstår dig, eller du dem, så er du født ind i den sammenhæng.«

Demokrati belaster
Højlund er dog aktuelt bekymret for samfundets sammenhængskraft:
»Ralf Pittelkow skrev på et tidspunkt: Demokrati skaber ikke samhørighed, men forudsætter samhørighed. Demokrati belaster faktisk samhørigheden, når alle mulige synspunkter slås. Derfor skal der helst være en samhørighed i forvejen.«
Derfor hører indvandringen med til Højlunds bekymringer: »Vi har troet, at indvandrerpolitikken skulle afgøres ved grænsen i Kruså. Men den afgøres, når folk spørger, om deres børn skal gå i en skole med 50 procent tosprogede, eller om de vil bo i Vollsmose.« »Det er vigtigt at lytte efter den diffuse brede vælgermasse. Hvor er de på vej hen, hvor kan jeg lære noget? Der går ti år fra et eller andet sker, til det når Christiansborg. Glistrup susede ind i 1973, men først i 1980’erne lyttede politikerne på Christiansborg.« Problemet er, når de forkerte siger det rigtige, og det gælder også Pia Kjærsgaard, mener Højlund. »Jeg er ikke medlem af Dansk Folkeparti og stemmer ikke på dem. Men de har fat i, at den danske befolkning var bekymret for sammenhængskraften i samfundet, hvis der kom for mange udefra, og man skulle starte integrationsopgaven forfra hver dag. Så er der til sidst ikke noget dansk folk at blive integreret i. Man siger om Sverige, at ’det består udelukkende af minoriteter. Den største er svenskerne’.« »DF har også ret i, at Danmark ikke er et land med en række ligeberettigede sprog. Kan du ikke forstå dansk, eller har den gode vilje, kommer du ikke ind på arbejdsmarkedet.« En anden bekymring er mediernes tendens til, at man kun tager vigtige spørgsmål op under valgkampe. »Jeg kan bekymre mig for, om mediet bliver demokratiets fjende. Vi befinder os ikke i en valgkamp, men i kampagnetider, hvor vi skal høre om det samme, til vi er ved at brække os,« siger han, men medgiver, at der også er gode politiske programmer året rundt, Dags Dato, Deadline, Debatten, 60 Minutes. Og det lyder som en yndlingsaversion, når Højlund taler om de forskere og eksperter, som ifølge ham skal belyse hvert eneste journalistisk indslag. »Ofte er de vel ikke bedre end spåkoner! For mig har videnskab ikke monopol på at producere viden, og jeg spekulerer tit på, om de ikke bare er borgere som du og jeg?«

Håb for Irak
Et lille håb tegnes af den allernyeste udvikling i Irak. Siden invasionen har Højlund forsvaret krigen, og, som han siger, investeret meget af sig selv i det. »Derfor ønsker jeg meget stærkt, at det skal gå godt,« siger han, og stemmens malm skælver lidt i pludselig sprødhed: »For mig var det bevægende at se folk trodse den mest horrible form for trusler og terror og stemme i store flokke. At høre en iraker sige: ’Hvis vi er mange nok, kan de ikke slå os allesammen ihjel.’ Det var et lyspunkt.« Højlund tror ikke på, at demokratiet nødvendigvis vil sejre: »Hvem i alverden kan dog tro på det? Som Grundtvig skriver: ’Hvad de alle kan og vil/ er at sætte alt på spil...’ Det, jeg vil sige, er, at når noget vigtigt sker i et folks liv, som nu i det irakiske folks liv. Når folket vågner, så er det den farligste af alle situationer. Som der er et øjeblik, når et menneskebarn fødes, hvor alt svæver mellem liv og død: Går det godt eller går det galt? Stemmeafgivningen var sådan et øjeblik.«

FAKTA

• Niels Højlund er 73 år, cand. mag. i historie og kristendomskundskab, præst og højskolemand.
• Han er vokset op på Djursland og har siden boet i Århus, Askov, Grønland, Blåvand, Ry og nu i et nedlagt mejeri i Grumstrup.
•I 12 år var han forstander for Ry Højskole.
•1988-93 bestyrede han Højlunds Forsamlingshus på TV2.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her