Læsetid: 2 min.

KORTERE SAGT - ROCK

14. februar 2005

Episk følerock
Der er en trend i tiden, som handler om følsomhed af episke proportioner, repræsenteret ved en række ensembler, hvis forsangere simpelthen kappes om at føle nok: Vi taler navne som Coldplay, Keane, Starsailor, Kashmir og Saybia. Personligt får undertegnede dog kvælningsfornemmelser ved på den måde at blive overgramset af umådeholdent føleri, men selv om Feeder lægger sig i samme genre, er forsanger Grant Nicholas mere kordrengeanonym og mindre stødende end normen. Desværre er gruppens musik generelt lige så farveløs og anonym som trioens selvudslettende mandskab og Pushing The Senses går mestendels i ét med tapetet.lyn
Feeder: Pushing The Senses (Echo/Playground) Feeder giver koncert i i Ll. Vega, Kbh. d. 24. febr.

En indtagende ofring
Selv om pladen hedder Nashville og trods rigelig brug af pedal steel, hviler der ikke et specielt country-islæt over Josh Rouse’s femte langspiller. Snarere er der tale om en stribe velsiddende sange om det ’hemmelige’ Nashville, altså dér, hvor man ikke partout behøver gå rundt i cowboyhat eller behængt med rhinsten og anden simili.
Der er derimod tale om en omgang udsøgt sanger-sangskriver, nydeligt anrettet uden skræmmende eksotiske krydderier, men med hele det traditionelle apparatur kørt i stilling; akustiske guitarer i læssevis og diskret backing fra hamrende dygtige musikere, der alle mestrer underspillets ædle kunst. Og kommer man forbi det slappe åbningsnummer »It’s The Nighttime«, hygger man sig såmænd ganske godt i selskab med denne hamrende gammeldags, men gennemført kompetente, ultramelodiske og på alle måder indtagende – om end også lidt blege – ofring, der lyder lidt hen af Ryan Adams uden hang-ups. Hvis De altså kan høre dét for Deres indre øre.lyn
Josh Rouse: Nashville (Ryko/VME)

Himmel & helvede
Han er helt sin egen, den 24-årige Conor Oberst, hvilket han demonstrerer ved at udsende to væsensforskellige albums på samme dag, selvfølgelig under hans nom de plume, Bright Eyes. Det ene er tæt på at være et hujende mesterværk, mens det andet er rent crap! Mesterværket først: I’m Wide Awake, It’s Morning består af 10 smukt afdæmpede og heftigt meningsfyldte sange i akustisk regi; alle befinder de sig kunstnerisk helt oppe i de luftlag, hvor luften er så tynd, at man bliver ør deraf. Som en slags folkie-Kurt Cobain vender Oberst sin (selv)lede og verdensfortvivlelse til et overbevisende kunstnerisk udtryk, der ikke forringes af tre duetter med Emmylou Harris eller trompetisten Nate Walcotts smukke fills, som giver projektet et ekstra nøk i retning af det ekstraordinære, der i øvrigt præger denne pragtudgivelse som helhed.
Des mindre sagt om tvillingudgivelsen Digital Ash In A Digital Urn des bedre, derimod; dårlig og overlæsset 80’er-synth-musik uden samme periodes umiskendelige charme. Obs! Trivia: Dobbeltudgivelsen har kastet to hitsingler af sig i USA: »Lua« og »Take It Easy (Love Nothing)« lå således hhv. på salgslisternes første og anden plads i januar. How very odd!-lyn

Bright Eyes: I’m Wide Awake, It’s Morning + Digital Ash In A Digital Urn (Saddle Creek/VME) Bright Eyes giver koncert i Ll. Vega, Kbh., d. 26. febr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her