LUMSKEBOKSEN
Jan Sonnergaard er en af de forfattere, der oftest bliver bedt om at ytre sig om politik. Lumskeboksen har inviteret ham på frokost på det delvis t affolkede Christiansborg, hvor vi begynder med at slentre lidt rundt i magtens korridorer.
Hvad er dit indtryk?
»Det snyder jo lidt sådan en flot vinterdag. Pæne, hvide farver, flot restaureret. Det ser præcis lige så idyllisk og hyggeligt ud, som det ikke er. Ligner en dejlig, rar arbejdsplads.«
Som ethvert andet kontor?
»Ja, sådan moderne, hvor man tænker på folks trivsel. Der skal være lyst og pænt og en god kantine. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tage det for Jubii eller et børsselskab. Men man ved jo, at de river hovederne af hinanden i tide og utide. Stikker knive i ryggen og laver intriger. Det vil man ikke umiddelbart tro.«
Er det egentlig ikke, som det skal være? At man konfronterer sig med hinandens synspunkter?
»Jeg tænker mere på magtkampe og snigløb. Nyrup, som væltede Svend Auken, der overhovedet ikke var klar over, hvad der var i gære. De konservative med alliancer på kryds og tværs, hvor de flåede hovederne af hinanden.«
Hvis væggene kunne tale
»
Tror jeg, der var mange artige sager. Og uartige.«
Kunne du bruge sådan et miljø i en bog?
»Helt bestemt, men nu er det lige gjort i Kongekabale.«
Steinckes fald
Jeg spørger Jan Sonnergaard, om han har et politisk idol.
»Faktisk kunne jeg godt lide Steincke« (ham med Socialreformen. red.),« siger han.
»Men så blev jeg gjort opmærksom på, at han havde været inde på tvangssterilisering af åndssvage og på kanten til raceteori, så man kan blive så frygtelig skuffet
Hvad kan man så ikke risikere at finde hos alle de andre?«
Vi kommer forbi Peter Brixtoftes ubrugte kontor og bevæger os som ført af en usynlig hånd hen forbi Dansk Folkepartis kontorer. For et par år siden blev Sonnergaard frikendt i en sag, hvor han havde brugt ordet landsforræder om nogle af partiets folk.
Vi bliver dog ikke forulempet. Men hvad mener han om, at partiet nu går ind for, at man skulle kunne sige hvad som helst om sine modstandere?
»Jamen, de er jo så sært dobbelte. De vil gerne kunne sig hvad som helst selv, men sagsøge andre.«
God øl
Lidt efter sidder vi i Snapstinget. Jan Sonnergaard har valgt et stykke med sild, et halvt æg, roastbeef med syltede løg og pickles samt ost.
»Et godt brød,« kommenterer han. »Og en meget, meget interessant øl fra Herslev Bryghus De støtter åbenbart mikrobryggerierne, og det er sympatisk. Sjovt nok har vi i perioden med en liberal regering aldrig set så lidt at vælge imellem. Der er Arla, Carlsberg og Skandinavisk Tobakskompagni. Det er en af de store myter, at den fri konkurrence giver os mere at vælge imellem. Bare tag sådan noget som software, hvor Microsoft næsten sidder på det hele.«
Hårfin balance
Jeg beder ham uddybe sit syn på, om der bør være begrænsninger i sprogbruget i den offentlige debat.
»Ja, det synes jeg. Jeg forstår slet ikke, hvorfor der opstod en stor enighed om, at den politiske korrekthed er noget, der er fy. Der bør være en grænse for, hvad man må sige om andre mennesker, især racistiske bemærkninger. Det hjælper da at tale nogenlunde ordentligt. Det er da heller ikke alt, jeg vil skrive i min fiktion, selvom man kan sige, at jeg går til grænsen. Men det er en hårfin balance.«
Du mener kort sagt ikke, det kvalificerer debatten?
»Nej, og det gør det jo sådan set heller ikke at forhåne andres religion. På den anden side har jeg jo holdt vældig meget af Nietzsche, som tit forhånede de kristne. Og noget af det morsomste hos Hans Scherfig, var, når han gjorde nar ad præsterne. Men jeg synes ikke, det er sjovt, når Dansk Folkeparti vil have, at flygtninge og dermed særlige racer skal DNA-registreres. Det var noget andet, hvis vi alle sammen skulle aflevere vores DNA, så var det et politisk forslag, jeg kunne være uenig i, men jeg ville kunne se rationalet i at stille det.«
Vi snakker også om julegavementaliteten og syndebukkementaliteten, der har domineret denne valgkamp og om Bertel Haarder.
»Hvis jeg skulle reagere som han, kunne jeg ikke bestille andet. Jeg bliver tilmed tit citeret for noget, jeg ikke har sagt,« fortæller han.
Så forlader vi igen Christiansborg, men først forlanger han, at jeg i artiklen dels skriver, at han er en flink fyr, dels at han er utilfreds med, at den fine, gamle tobakforretning W. Ø. Larsen på Strøget lukker. Det nægter Lumskeboksen pure.
