Læsetid: 7 min.

kyotoaftalen – det svære barn

Kyotoprotokollen er verdens mest vidtrækkende miljøaftale. Den er en aparte skabning – og sent udviklet. Men hvis man vil have cirkus, så er den det eneste telt i byen, bemærker en af aftalens markante fædre, den daværende danske miljøminister Svend Auken
11. februar 2005

PORTRÆT
En sen morgenstund i december kom den til verden i den gamle japanske kejserby. Fødslen var lang og hård, og natten endte i surrealistiske scener. Aftalens ophav og fødselshjælpere gik og stod og hang i trance hen over stolene. Først havde de fået for lidt søvn, så fik de mindre, til sidst slet ingen. Aldrig har jeg set så mange askegrå hovedpiner på et sted. Kyoto-protokollen er affødt af FN’s klimakonvention fra 1992. Ideen var klar og enkel, da den blev undfanget: Industrilandene skulle forpligtes til at skære ned på deres udslip af menneskeskabte drivhusgasser – for at undgå en farlig forandring af Jordens klima. Farlig for naturen, farlig for mennesker og samfund.
Men forældrene kæmpede hårdt mod hinanden og forgreb sig på barnet, før det overhovedet var født. Lettelsen var stor, da protokollen i det hele taget overlevede fødslen. Den blev straks båret ud og lagt i kuvøse. I de følgende var den indlagt til mange, komplicerede operationer. Syv år gik der, før det sent udviklede barn omsider kunne rejse sig og gå ud i verden på egne ben. Begivenheden fejres på onsdag. Danmarks tidligere miljøminister Svend Auken var en af de fædre, der – bogstavelig talt – ragede op i forsamlingen. Midt i de mest indædte, dramatiske forhandlinger brød han hemmeligheden og stillede sig op foran tv-kameraerne, rød i ansigtet af vrede, med et frontalt angreb på USA. »De siger, de vil sænke deres udslip med to procent – i virkeligheden vil de forøge det med 20-25 procent,« sagde han. Han anklagede USA for ’klimasvindel’. »Jeg ser ingen ende på mulighederne for at snyde med handel med kvoter. Men sagen er jo, at måske kan vi snyde hinanden, måske kan vi snyde pressen, måske kan vi endda snyde vælgerne, når vi kommer hjem, men vi kan ikke snyde klimaet.« Det siges, at en dansk minister aldrig før eller siden har slået så meget igennem på de internationale tv-stationer. De amerikanske forhandlere, med Stuart Eizenstat i spidsen, blev stærkt irriterede og fortørnede. Det samme gjaldt mange af Aukens kolleger i EU-kredsen, som mente, at han lagde gift for et kompromis med amerikanerne. »Jeg blev skældt så frygteligt ud, som man kan blive,« sagde Auken med et grin. En uge senere gik den amerikanske ambassadør til statsminister Poul Nyrup Rasmussen og klagede over Aukens opførsel. Jyllands-Posten skrev straks en leder om Aukens mangel på ’troværdighed’. Men mere suppe kom der ikke af den pølsepind. Den amerikanske ambassadør havde handlet på egen hånd. I hvert fald var der ingen i Det Hvide Hus, der ville bekræfte, at han var blevet instrueret til det, siger Auken i dag. Han blev bakket op af de grønne organisationer og de danske politikere. »Selv Uffe Ellemann-Jensen gik ud og sagde, at det var uhørt, selv om han ikke brød sig meget om mine synspunkter,« siger Auken.

»Amerikanerne ville se mig hængt, men det var jo Clintons folk, som jeg kendte godt. ’Small people need big mouths’, sagde de. Min ven Stuart Eizenstat kom ved et senere møde hen til mig og sagde, at det der var helt ude i hampen.«
Det var en tid, hvor det grønne stod højt på dagsordenen, også i USA. FN’s klimakonvention blev til i begyndelsen af 90’erne og fremlagt til underskrift på topmødet om bæredygtig udvikling i Rio 1992. Dens mål var at vende kurven. Udslip af menneskeskabte drivhusgasser skulle ned på 1990-niveauet ved årtusindskiftet. Men målet var frivilligt. Der var ingen juridisk pligt og ingen sanktioner.
»Den senere vicepræsident Al Gore havde skrevet bogen The Earth in the Balance, som på dansk kom til at hedde Jorden i Balance, selv om titlen betyder det modsatte,« siger Auken. »I valgkampen mod Clinton havde den daværende præsident Bush brug for at vise, at han var grøn. Han piskede traktaten igennem senatet. Det er en af de få internationale miljøtraktater, USA faktisk er med i, det overser man tit.« USA ratificerede faktisk Klimakonventionen, før Danmark gjorde det i 1993. Allerede på parternes første topmøde i Berlin, blev grunden lagt til en forpligtende protokol om yderligere nedskæringer. En gruppe af europæiske lande, herunder Tyskland, Holland og Danmark, blev enige om at stræbe efter 20 procents reduktion, det samme mål som de truede østater, OASIS, havde stillet op. Opgaven var at skabe enighed i EU – og presse USA til at påtage sig forpligtende nedskæringsmål.
Mange satte deres lid til Clinton og især hans vicepræsident, Al Gore, som i sin bog fra 1992 blandt andet havde skrevet: »I løbet af en enkelt generation er vi i fare for at ændre den globale atmosfæres sammensætning meget mere dramatisk end nogen vulkan i historiens løb … De udviklede nationer må være villige til at gå forrest med eksemplets kraft. Ellers er det ikke sandsynligt, at Den Tredje Verden vil beslutte at gennemføre de nødvendige forandringer.«

Op gennem 90’erne voksede presset, men olieindustrien og OPEC-landene rustede sig til modangreb, og skeptikerne angreb videnskaben, som dengang udtalte sig med større usikkerhed end nu. I 1996 blev emnet til storpolitik i de rige landes klub, G7, men Clinton-regeringen gav ingen bindende løfter. Samtidig kom der forslag frem om fleksible mekanismer og handel med kvoter. Forslaget kom især fra politikere og miljøbevægelser i de amerikanske nordøststater, der med succes havde brugt frit omsættelige forureningskvoter i bekæmpelsen af luftforurening og skovdød. EU kom til Kyoto med krav om 15 procents reduktion i år 2010. USA og Japan holdt kortene tæt til kroppen. På forhånd stod det klart, at det kun var de gamle industrilande (herunder Rusland og de andre forhenværende medlemmer af Sovjetunionen og Warszawapagten), der skulle have bindende nedskæringsmål i første omgang. Udviklingslandene og mellemindkomstlandene skulle vente til en senere runde, når de gamle lande, der havde skabt problemet, havde vist vejen og viljen. USA forhandlede benhårdt – og kom igennem med det meste: kvotehandel og fleksible mekanismer, medregning af projekter i udviklingslande, medregning af seks drivhusgasser i stedet for kun én (CO2), medregning af skove og landbrug, der kan opsuge CO2. Aftalen blev begrænset til første periode (2008-2012), dog med en regel om at næste periode skal til forhandling syv år før, den første udløber, altså i år. Princippet om kvoter blev udformet som et loft. Hvert land har ret til et udslip, der måles i procent af udslippet i år 1990. Også Rusland og de andre lande i Østeuropa, hvor udslippet allerede var meget lavere på grund af økonomisk krise.

Hvert land kan nå sit mål ved egen indsats, f.eks. energibesparelser og vedvarende energi, eller ’supplere’ ved at købe kvoter i andre lande. Der er tre slags kvoter: 1) Et land, der ligger under sit loft, kan sælge overskydende kvoter. 2) Et land kan lave et projekt i et andet land og regne det formindskede udslip med i sit eget klimaregnskab (f.eks. et dansk fjernvarmeprojekt i Polen). 3) Et land, der er forpligtet, kan lave projekter i et udviklingsland, der ikke er forpligtet – og tælle det formindskede udslip med i sit eget regnskab. Protokollen omfatter metan og lattergas og tre kraftige drivhusgasser i industrien. Den omfatter også opsugningen af CO2 i planter, der vokser, eller udslip fra planter og jordbund. For eksempel skovrydning, skovrejsning, omlægning af landbrug … Det er alt sammen logisk, hvis man vil inddrage hele det globale kulstofkredsløb og alle de mulige kilder, der medvirker til den globale opvarmning – eller modvirker den. Men aftalens opbygning åbner meget store huller. Det største er Ruslands ubrugte kvoter. Ruslands kraftværker og voksende olieindustri kan undlade at begrænse deres udslip af drivhusgasser. Alligevel er der millioner af ton CO2-kvoter at sælge til lande, der ikke skærer tilstrækkeligt ned på hjemmefronten. Selve målsætningen for nedskæring i den første fase endte ud på natten i Kyoto som det rene tag selv bord. EU tog otte, USA tog syv, Japan tog seks procent. Rusland og Ukraine tog et rundt nul. Alligevel var aftalen for stram for det amerikanske senat og for Clintons efterfølger, den yngre præsident Bush. Allerede den grå decembermorgen, da aftalen var i hus, sagde den amerikanske kongresmand James Sensenbrenner i Kyoto: »Clinton får den aldrig igennem. Det er ikke en miljøtraktat, det er en økonomisk omfordelingstraktat. Den koster millioner af amerikanere deres job. Industrien vil flytte til lande, hvor der ikke eksisterer omkostninger til forureningsbekæmpelse. Mexico, Indien, Kina, Brasilien.« »Det var en kæmpe brøler, at vi ikke inddrog Rusland,« siger Svend Auken i dag. »Amerikanerene udhulede og udhulede aftalegrundlaget. Vi gav efter for at få reduktioner igennem. Set i bagklogskabens lys skulle vi have holdt fast i en stabilisering, begrænset de fleksible mekanismer til en fjerdedel af indsatsen og sagt nej til hele afsnittet om ’sinks’, altså planternes optag af kultveilte. De er en katastrofe.« »Men aftalen er, som den er. Den er det eneste telt i byen. Hvis man vil have cirkus, så er det der, det foregår. Og selv om jeg har alle disse forbehold, er det alligevel et af de telte, jeg er lidt stolt af, at jeg har været med til at rejse.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her