Læsetid: 0 min.

Kyototraktaten må ikke blive en klimapolitisk sovepude

Kyoto var kun en spæd begyndelse. Der er brug for langt mere vidtrækkende klimaaftaler, hvis vi skal gøre os håb om at afværge de trusler, som klimaforandringerne stiller den menneskelige civilisation over for – dertil kræves politisk mod og vilje til at træffe beslutninger, der kan være upopulære på kort sigt
17. februar 2005

INTERNATIONALT
Nu er Kyototraktaten så omsider trådt i kraft. Traktaten er et uhyre betydningsfuldt skridt, fordi den er udtryk for en fælles international aftale om at sætte ind mod den globale opvarmning. Imidlertid vil det være en farlig illusion at tro, at Kyoto rækker til at afværge den enorme trussel, som verden nu må konfrontere.

Forhandlinger i stampe
At traktaten er utilstrækkelig, skyldes ikke, at USA ikke vil ratificere den, ej heller at nationer i hastig industriel vækst – først og fremmest Indien og Kina – ikke pålægges at nedbringe deres drivhusgasudledning. Nej, realiteten er, at de emissionsreduktioner, som Kyotoprotokollen stiller krav om, kun er famlende, spagfærdige modtræk mod en drastisk forværret situation.
Samtidig er seneste års store fokus på Kyototraktaten og på spørgsmålet om, hvorvidt den overhovedet ville træde i kraft, blevet en undskyldning for handlingslammelse. Konsekvensen er, at de internationale forhandlinger om en ny og udvidet klimaaftale længe har stået i stampe. At klimaforandringer i dag stiller verden over for en presserende udfordring, står i dag uimodsigeligt klart. Klimaforandringer er ikke længere et abstrakt begreb. Polarområdernes iskapper er ved at smelte. Vandstanden i verdenshavene stiger. Jordens temperatur bliver utvivlsomt varmere. De varmeste fem år, vi har målt, ligger alle inden for den seneste syvårsperiode.

Intet land vil gå fri
De langsigtede klimaforandringer, der truer den menneskelige civilisation, som vi kender den, er den største trussel, verden står over for i dag – heri har den britiske premierminister, Tony Blair, fuldkommen ret. Intet land, uanset hvor rigt og magtfuldt det måtte være, vil gå fri af klimaforværringernes skadevirkninger. Det må derfor hilses velkommen, at Blair har lovet at give spørgsmålet absolut topprioritet ved dette års britiske formandsskaber for G8-gruppen af verden rigeste industrinationer og for Den Europæiske Union – sidstnævnte overtager briterne den 1. juli. Denne prioritering er ikke uden politiske risici. To faremomenter gør sig gældende. For det første vil det på kort sigt blive nødvendigt at træffe potentielt upopulære beslutninger, der i første omgang vil være besværlige at udmønte, og hvis fordele vi først har udsigt til at kunne høste om 10-20 år. Det vil kræve, at politikerne tør sætte deres lid til vælgerbefolkningernes tålmodighed og forståelse.

USA må overtales
For det andet kan ingen nation på egen hånd afværge klimaforandringer. Skal dette lykkes os, må der samlet international handling til, hvor alle lande bistår. Ikke mindst vil det være væsentligt at få overtalt USA, som alene står for en fjerdedel af den globale udledning af drivhusgasser, til at deltage. Samtidig er der brug for, at ansvarsbevidste nationer viser vejen og har politisk mod til at formulere endnu mere ambitiøse mål for reduktion af drivhusgasser. Mange har afskrevet Bush-regeringen som mulig partner i en ny klimapolitik. Det er en udbredt opfattelse, at olielobbyen i Texas har et solidt greb om USA’s energipolitik. Ikke desto mindre er der tegn på, at en gryende forståelse kan være undervejs blandt amerikanerne. Efter den 11. september 2001 har energisikkerhed fået en langt højere placering på USA’s politiske dagsorden.
Amerikanske finansinstitutioner generelt og den amerikanske forsikringsbranche i særdeleshed nærer i stigende grad bekymring over at blive påført voldsomme ekstraomkostninger som følge af ekstreme vejrforhold. Alene i Florida kostede sidste sommers orkaner i Den Mexicanske Golf 22 mia. dollar, viser skøn fra de store forsikringsselskaber. Hvis forandringens vinde vitteligt er ved at blæse i op USA, kan G8 være det helt rette forum til at søge at komme videre. En oplagt idé for Storbritannien kunne være at foreslå, at der nedsættes en klimagruppe bestående af G8-landene og de to højvækst-udviklingslande Kina og Indien, som sammen skal se på, hvilke handlemuligheder det bliver nødvendigt at bestemme sig for, hvis vi effektivt skal nedbringe den globale udledning af drivhusgasser. Det kan bestemt ikke udelukkes på forhånd, at præsident Bush vil se med positive øjne på et sådant initiativ. I dag bør vi glæde os over, at det endelig lykkedes at få Kyototraktaten til at træde kraft. Men det må ikke blive en sovepude. Skal vi være os vores ansvar bevidst, må vi forstå, at der er brug for, at verdenssamfundet mobiliserer en ny politisk vilje, hvis vi skal nå frem til et globalt konsensus, der kan sætte verden i stand til at imødegå klimaforandringernes udfordring.

Stephen Byers er tidligere britisk handels- og industriminister og nuværende næstformand for den klimapolitiske tænketank International Climate Change Task Force

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her