En levende legende: Huset Windsor

ROYALT
Den britiske kronprins skal giftes – igen og ved en civil ceremoni den 8. april. Ikke i sig selv en fantastisk begivenhed. Alligevel trækker det forestående bryllup store historier i alle verdens medier. For Storbritanniens kongefamilie er ikke bare en af verdens mest berømte familier, den er også en af de rigeste med en omsætning som et veletableret multinationalt selskab, og samtidig er Huset Windsor, der oprindeligt bar familienavnet Saxe Coburg Gotha, men som på grund af de anti-tyske følelser under Første Verdenskrig valgte at skifte det tyske navn ud med det engelske Windsor, nok klodens mest omtalte, mest stormomsuste men også mest indflydelsesrige kongehus. Bortset fra et mellemspil som republik under Oliver Cromwell i 1600-tallet har briterne i årtusinder haft et kongehus. Først et monarki »indstiftet af Gud« over til nutidens konstitutionelle monarki. Og fra at være overhoved for et verdensomspændende Britisk Imperium, hvor solen ifølge ordsproget aldrig gik ned, er Dronning Elizabeth II i dag overhoved for et mere løst sammenknyttet Commonwealth.

Overlevelse på trods
Da den britiske dronningemoder Elizabeth døde i 2002 hæftede mange nekrologskrivere sig ved, at hun, da hun kom til verden over 100 år tidligere i 1900, blev født ind i et imperium, en verdensmagt. Langt senere bidrog hun afgørende til den britiske nations moralske sammenhold under briternes kamp mod den nazistiske aggression, og siden blev hun et samlende midtpunkt i en nærmest håbløst dysfunktionel og splittet familie. At Huset Windsor overhovedet overlevede det 20. århundrede, tilskrives delvist hendes usædvanlige evner som dronning. At det britiske kongehus i dag fortsat står stærkt i befolkningen, tilskrives til gengæld den nuværende dronning, der i 2002 havde guldjubilæum på tronen. Og at de kongeglade briter skal være glade for hende, er der ingen tvivl om. For hendes figur har været noget nær det eneste stabile i den kongefamilie, der i en periode syntes at være gået i total opløsning kulminerende med først alle skandalerne omkring kronprins Charles og prinsesse Dianas mislykkede ægteskab og prinsessens senere og dramatiske død i Paris. Skæbneåret var på mange fronter 1992. Her gik, hvad der indtil da var blevet fremholdt som det ideelle familie monarki med kernefamilien som universel identitet, helt i opløsning for Huset Windsor. Dronningen selv kaldte det i sin årlige tale til befolkningen for sit personlige ’Annus Horribilis’. Det var usædvanligt, men påkrævet. For hvor ’pligt’ altid har været Husets motto, og hvor dronningen siges selv at have ignoreret sin egen mands eskapader, har hendes svigerdøtre nægtet at efterleve dette noget ufølsomme moralkodeks. I 1992 blev prinsesse Anne skilt, prinsesse Dianas selvmordsforsøg offentliggjort og kronprinseparret separeret, den fraskilte hertuginde af York vist topløs i samtlige verdens avisforsider, en storbrand ødelagde Windsor Castle og dronningen selv måtte indvillige i at betale skat af sin personlige indkomst.

Et folkekært monarki
Men senere blev det faktisk værre. Efter Dianas i 1996 død væltede skandalerne frem i lyset næsten som fra hendes grav. Venner, butlere, gemte kassettebånd gav deres besyv, og imens blev sønnerne William og Harry teenagere, og især sidstnævnte forsyner i dag med jævne mellemrum den internationale sladderpresse med nyt stof – fra slagsmål, hashrygning, nazi-udklædningstøj til, hvad der i bedste fald synes som lidet gennemtænkte replikker. Under skandalerne i midten af 1990’erne var der flere og flere, som talte om en mulig britisk republik, men tiden er i hvert fald pt. forpasset. Briterne er traditionelt forsigtige og konservative, og selv da Storbritannien med Edward VII i 1936 havde en konge, der sympatiserede med nazismen, og kun slap af med ham, fordi både premierministeren og kongen stod imod, skabte det nogen folkelig bevægelse endsige et flertal for republikken. En folkeafstemning i dag ville resultere i et massivt og overbevisende nej til en republik. Men det royale bryllup den 8. april kan måske trods alt langt om længe videreføre lidt af stabiliteten i Huset Windsor.

Stabilitet – omsider
Forberedelserne har været i gang meget længe med en nøje udvalgt strategi fra kongehusets side. Oftere og oftere har Camilla Parker Bowles – som prins Charles efter alt et dømme har været forelsket i, lige siden han første gang mødte hende ved en polo-match i 1970 – og prinsen været set sammen. Hun har sin egen afdeling i Clarence House, prinsens bolig. Og for et halvt år siden tilkendegav seleveste Ærkebiskoppen af Canterbury, at det ikke var den anglikanske kirke (som Charles engang bliver overhoved for, hvis han bliver konge), der stod i vejen for en formalisering af forbindelsen. Det er nærmest tragisk, at de to først finder sammen nu, efter at dronning Elizabeth II og prins Phillip efter alt at dømme nedlagde veto mod forholdet i sin tid, på grund af Camillas lidt for farverige fortid med flere kærester i det afslappede engelske overklassemiljø, som hun var en del af. Havde Charles’ forældre kunnet se ind i fremtiden, og forudset de uhørte skandaler, som prinsens senere ægteskab med Diana Spencer kom til at medføre, ville de have takket himlen for Camilla. Nu blev forholdet i stedet afbrudt, og Charles stod til søs. Camilla giftede sig i stedet med Andrew Parker Bowles. Forholdet til Charles blev dog, som alle i dag ved, genoptaget efter dennes bryllup med Diana – som prins Philip tilsyneladende havde presset igennem over for den viljesvage søn, som jo skulle gifte sig med en eller anden. Efter fem år – i 1986 - var ægteskabet brudt helt sammen, og seks år senere kom så det endelige brud.

Spin og socialt arbejde
Kongefamilien har gennem årene forsøgt at indrette sig på de pinagtige scener i offentligheden gennem en moderniseret presseafdeling og erklæringer i en lind strøm, men englænderne synes dertil også at acceptere, at en vis del af kongerne i et arveligt monarki vil være lidt til en side eller i bedste fald excentriske. Den royale strategi synes derudover at være, at Kongehuset selv må demonstrere sin værdi for samfundet og på en eller anden måde arbejde for føden. Mange kongehuse i den vestlige verden har kastet sig over socialt arbejde, og prins Charles har da også gjort et enormt arbejde i The Prince’s Trust, som hjælper underprivilegerede unge, samt i en stor indsats for britisk især økologisk landbrug. Men den evige balancegang mellem at skulle være et symbol på tradition og kontinuitet og samtidig at iscenesætte denne stabilitet på en måde, der er i tidens ånd, er ikke nemt. Meget tyder på, at det ikke vil blive lettere i fremtiden.