Læsetid: 5 min.

Løfternes pris

Det, vi i valgkampen er vidne til, kunne være begyndelsen til partiernes død og en forvandling af det repræsentative demokrati. Partiernes løfter henvender sig med de samme problemer til de samme målgrupper
2. februar 2005

ANALYSE
Politik handler i en klassisk politologisk definition om den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund. Vi er nu midt i den danske valgkamp, og lægger vi ovenstående betragtning nedover valgkampen, springer det umiddelbart i øjnene, at der tilsyneladende er stor enighed om, hvilke værdier, der skal fordeles.
Det handler om børnefamilier, om ældre, om syge og om uddannelse, forskning og udvikling. Selv størrelsen, finansieringen og måden værdierne skal fordeles på, er man tilsyneladende næsten også enige om. Vi ser nuancer – nuvel.

Partierne er for ens
Enighed gør stærk – og giver vel alt andet lige bedre mulighed for, at nogle af valgløfterne gennemføres, når de folkevalgte påbegynder arbejdet. Det har imidlertid også en række implikationer. En af dem er, at man kan komme i tvivl om grundlaget for de mange politiske partier, der typisk er repræsenteret i Folketinget. Som historikeren Francis Fukyama, der med udgangspunkt i de kommunistiske regimers fald, proklamerede historiens endeligt - eller som LO-formanden Thomas Nielsen, der med en legendarisk bemærkning hævede, at Socialdemokraterne og fagbevægelsen »havde sejret ad helvedes til – godt«, kunne man fristes til at sige, at det vi i valgkampen er vidne til, kunne være begyndelsen til partiernes død og en forvandling af det repræsentative demokrati.
Traditionelt har dansk politik været udøvet ved, at partierne med udgangspunkt i forskellige samfundssyn og ideologier konkurrerede om at føre deres politik ud i livet – eller med ovenstående definition konkurrerede om, hvordan den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund skulle være.
Sådan er det ikke i dag, hvor partiernes løfter med en anelse variation adresserer de samme problemer, de samme målgrupper og bevillinger. Bag de rundhåndede løfter er det vanskeligt at skimte forskellige politiske projekter for samfundsudviklingen, og det er endnu sværere at se løfterne som strategier til at indfri langsigtede politiske projekter – et mere solidarisk samfund eller et mere liberalt samfund.
Løfterne fremstår som reklamer og garantibeviser for, hvem der er bedst til at forvalte og administrere det bestående som snart sagt alle bekender sig inderligt til.

Handler mest om form
Med den udbredte enighed om prioriteringerne blandt de store og traditionel regeringsbærende partier, er valgkampen anno 2005 kommet til at handle om form.
Satsningen på form er som sådan ikke ny. Tidligere var de konkurrerende politiske ideologier omkranset af kulturer, symboler og værdier, der tilførte forskellige grupper en enkel identificerbar form til partiernes programmer. Tænk bare på solide mænd med røde seler.
Og vi har i årevis hørt om fokusgrupper, om spindoktorer, om politisk styling og placerede budskaber.
Alligevel står vi ved et nybrud – for fænomener som de just nævnte har hidtil kunne opfattes som midler til at nå partiernes ultimative mål, regeringstaburetter og muligheden for at føre partiets politik ud i livet.
Kigger vi på valgkampen indtil nu, kan redskaberne ikke længere betragtes som midler. Politisk form er blevet partiernes sigtelinje og mål. De sigter på, hvordan de kan skille sig ud, på hvordan de kan få deres budskaber igennem, og på hvordan de præsenterer deres budskaber klarest og bedst. En udvikling, der synes at være en naturlig funktion af de store ligheder i de egentlige politiske budskaber: Formen er det eneste reelle handlingsalternativ, partierne står tilbage med.

Vælgere bli’r forbrugere
Politik bliver et kommunikationsspørgsmål frem for et prioriterings- og værdispørgsmål, hvilket i rigt mål afspejles i mediernes anvendelse af eksperter: designere, retorikere, reklamemedarbejdere og andre uden synderlig indsigt i de dybere politiske jordlag.
Det kaster imidlertid mindst to problemstillinger af sig:
•For det første tabes de politiske ideer som ledetråde for hverdagens politik og vælgerne reduceres til desorienterede forbrugere, der tager mål af de varer, som politikerne tilbyder. Den politiske kommunikation af-ideologiseres til fordel for en hverdagsagtig købmandspædagogik.
•For det andet båndlægges den politiske handlefrihed. Et løfte er et løfte uanset, hvor tåbeligt det under nye forudsætninger vil vise sig. Kommunikationen i den politiske offentlighed ophører med at handle om, hvilke værdier der ligger bag prioriteringerne og kommer i stedet til at bestå i at tjekke leverance, faktura og alt det, der står med småt i kontrakten. Mens vi som forbrugere undersøger, om vi fik det, der stod på pakken, kan der i mellemtiden ved siden af udspille sig en værdi- eller kulturkamp om fortidens forsyndelser, da fremtidens politiske projekter tilsyneladende ligner hinanden.

Kontraktpolitik
Den nuværende valgkamp er en foreløbig kulmination på en bevægelse i dansk politik, der tegner et mønster, der udfordrer det repræsentative demokrati.
Politisk lederskab sælges som kontraktpolitik, hvor troværdigheden frem for det politiske indhold, det politiske projekt gøres til pejlemærke for vælgerne og for ledelsen af landet. Og de toneangivende medier flokkes om at tage udgangspunkt i danskernes ønsker; ikke i partiernes projekter og langsigtede mål.
Det repræsentative demokrati fordrede, at man delte sig efter anskuelser og interesser og gav mandat til et projekt, som skulle løftes parlamentarisk. Senest fire år herefter kunne man evaluere og i mellemtiden deltage i og følge den konstante eksamination af politiske ideer og initiativer i offentligheden.
Det tvinger politikerne til at styre efter de ideer, de har præsenteret borgerne for og lade initiativer og tiltag testes løbende i den borgerlige offentlighed som funktionstømmes som legitimationsrum, hvis det på forhånd gennem tre ugers gaveregn er afgjort, hvad der skal gennemføres. Når der indgås kontrakter, vidner det om, at politikerne ikke vil repræsentere os, på vores vegne drive samfundet i en bestemt retning, tage ansvar og være vores formyndere i fire år.
Der er ingen tvivl om, at politik struktureret om løfter er enkel at kommunikere og ofte meget konkret. Kontraktpolitik er muligvis troværdigt lederskab, men ikke nødvendigvis ærligt eller rigtigt lederskab, slet ikke politisk. Det centrale spørgsmål er, om der bag de fedtmættede membraner af løfter stadig lurer afgørende politiske forskelle og projekter.
Det hævder politikerne, der er, men er det troværdigt politisk lederskab ikke at fortælle os om det?

*Arne Eggert og Stefan Hermann er begge cand. scient.pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu