Læsetid: 4 min.

Luften i Beirut er tyk af trusler

En stadigt mere hadsk retorik i det libanesiske politiske liv indvarslede mandagens blodige attentat på Libanons eksministerpræsident Rafik Hariri. Det er ildevarslende libanon
16. februar 2005

En stadigt mere hadsk retorik i det libanesiske politiske liv indvarslede mandagens blodige attentat på Libanons eksministerpræsident Rafik Hariri. Det er ildevarslende
libanon

BEIRUT - Vi fornemmede, at et eller andet var under opsejling. Jeg mødtes lørdag med en gammel journalistkollega over en kop kaffe, og vi gav hinanden ret i, at der hvilede en ny, truende stemning over Beirut. Det var ikke de skyhøje priser, vi tænkte på, eller de sædvanlige korruptionshistorier, men på de brandtaler, som igen er blevet gængs tone i libanesisk politik. »Walid Jumblatt har grund til at passe på,« bemærkede min kollega, og jeg var enig. Så sent som i sidste uge erklærede Jumblatt, den drusiske leder i Libanon, at det var »elementer i det syriske Baath-parti«, som havde myrdet hans far, Kemal Jumblatt, i 1975. Udtalelser af denne art er eksplosive i Libanon, og bedre blev det ikke af, at den faldt over for en forsamlng af kristne maronitter på St Joseph-universitetet. De reaktioner, der fulgte i sidste uge, var endnu mere ildevarslende. Baath-partiet krævede, at den libanesiske stat skulle retsforfølge Jumblatt for bagvaskelse og forræderi. Og siden påstod Omar Karami, den farveløse og stærkt prosyriske ministerpræsident – Hariris efterfølger – at de kræfter i den politiske opposition, som kræver syrisk tilbagetrækning fra Libanon »arbejder for israelerne.« Andre brugte ordet »Mossad« i stedet for. I Libanon er den slags sprogbrug så sprængfarlig som dynamit.

Ophidset strid
De forestående valg – og et forsøg på at ændre grænsedragningen for valgdistrikterne, hvorved anti-syriske fraktioner måske kan berøves et antal pladser i parlamentet – bidrog til den ophidsede strid, der allerede begyndte med FN’s sikkerhedsrådresolution 1559. Resolutionen, som principielt støttes af amerikanerne og franskmændene, kræver tilbagetrækning af alle syri-ske tropper fra Libanon. Syrerne kom her i 1976 efter overenskomst med Den Arabiske Liga for at sætte en stopper for borgerkrigen. Det mislykkedes, og aftalen blev på et tidspunkt godkendt af præsident Carter og delvist af Israel. Men efterkrigstidens Taif-aftale krævede, at Syrien skulle trække sig tilbage til Bekaa-dalen i det østlige Libanon, hvilket Syrien ikke har efterkommet. Dets protegéer i Libanon erklærer højlydt, at de ikke ønsker, at Syrien trækker sig ud.

Chirac blander sig
Præsident Chirac insisterer på, at de skal trække sig tilbage. Hariri var en af Chiracs bedste venner. De drak oven i købet en øl sammen i byens nye centrum, den forrige gang den franske præsident var i Beirut. Der var ingen bodyguards. Ingen sikkerhedsforanstaltninger. Men tingene har ændret sig. For nogle uger siden trådte USA ind på scenen og advarede om, at det ikke ville tolerere nogen form for vold forud for det libanesiske valg – mandagens bombeudåd viste, hvad USA’s fjender regnede den trussel for – og USA gentog sit krav om syrisk tilbagetrækning. »Ikke før alle de andre FN-resolutioner bliver overholdt«, replicerede den libanesiske præsident Emile Lahoud, der var lige så fjendtlig stemt over for Hariri, som han er trofast over for Syrien. Israelerne skal rømme Vestbredden, før Syrien trækker sig ud af Libanon. De kristne libanesere, der er modstandere af Syriens besættelse, insisterer på, at Damaskus har brudt Taif-aftalen, hvilket de da også har ret i. Karami og parlamentsformanden Nabih Berri afholdt en stor konference, hvor de pegede på, at amerikanernes og oppositionens krav – heriblandt kravene om afvæbning af Hizbollah – ville være et knæfald for amerikanske og israelske interesser, hvilket de også kan have ret i.

Ingen lyst til krig
Sidste søndag kørte libanesiske pansrede køretøjer ned ad strandpromenaden Corniche i Beirut. Jeg har to venner, som har købt og opmagasineret adskilliger kasser mineralvand. En af dem har også anskaffet sig en ny generator. Rutinemanøvrer, ville nogle måske indvende. Forholdsregler, hvis det skulle blive en varm sommer eller forudseenhed, fordi Beiruts kraftværker ofte bryder sammen. Måske. Libaneserne har ikke lyst til krig. Den krig, som sluttede i 1990, ødelagde deres familier og deres hjem og drænede deres liv for mening. En ny generation af uddannede libanesere er vendt tilbage fra udlandet, de er ambitiøse og irriterede over den fortsatte sekterisme i det politi-ske liv og den efterhånden noget reducerede syriske militære tilstedeværelse. Men den syriske efterretningstjeneste befinder sig stadig i Libanon – dens hovedkvarter ligger i Aanjar i det østlige Libanon – og dens jagt på israelske spioner og landsforrædere har udviklet sig til en besættelse for syrerne. Eksministerpræsident Rafik Hariri kastede vemodige blikke på det stadig mørkere scenario uden hverken at se eller høre det onde, der var i gære. Hvad var hans egentlige rolle i oppositionen? Var han bare en tilbagetrukken iagttager, der fra paladsmurene kiggede ned på de små mænd i libanesisk politik, mens de mundhuggedes om valggeometriske politiske grænser? Eller havde han andre ambitioner? Mandagens blodbad viste, at nogle var tilhængere af sidstnævnte tolkning.

© Independent og Information
Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her