analyse
Da Frank Jensen fredag aften, efter at han havde meddelt sit kandidatur til formandsposten hos Socialdemokraterne, blev spurgt om hvad forskellen var på ham og Helle Thorning-Schmidt, svarede han lidt tøvende: »Jo, der er helt sikkert vores køn til forskel.« Er denne banale konstatering så af betydning? Gør kønnet en forskel i dansk politik anno 2005? Hvis ja, er det så ikke med omvendt fortegn således, at det efterhånden er blevet en fordel at være kvinde i dansk politik? Den amerikanske feminist Kate Millett skrev i begyndelsen af 1970erne, at der var to aspekter ved samfundsstrukturen, som var meget rodfæstede og svære at forandre. Det ene var, at mænd skulle bestemme over kvinder, og det andet var, at ældre mænd skulle bestemme over yngre mænd. Magt har historisk set været opfattet som en maskulin egenskab. Den typiske magthaver i Danmark er en midaldrende mand. Politik er en mandsdomineret verden, og derfor har det traditionelt set været en fordel at være et hankønsvæsen, hvis man skulle til tops inden for partierne. Der er dog ved at udvikle sig en forståelse for de uudnyttede ressourcer vedrørende kvinder i politik. Der er en stigende, ja nærmest eks-plosiv fokus på betydningen af at have kvinder med helt fremme i politik.
Kønsmagt
I bogen Kønsmagt under forandring, som diskuterer forskellige aspekter af kønsmagt, bliver det fremhævet, at der både er kontinuitet og forandring at spore med hensyn til køn og magt. Det er dog ubestrideligt, at det kun er få kvinder, som når magtens top. Den franske sociolog Pierre Bourdieu har provokerende fremført, at kampen om magten er karakteriseret af en kamp mellem mænd, som udelukker kvinder, mere end det er en kamp, hvor mændene kæmper mod kvinderne.
Den maskuline ordens styrke ligger i, at mænd og maskulinitet er noget man på en meget indforstået vis, nærmest uden at reflektere over det, forbinder med ord som business, lederskab og management. Når mænd dominerer i politik behøver det sjældent blive retfærdiggjort og problematiseret. Det bliver taget for givet. Det er interessant at tænke over, at det er meget sjældent, at man hører betegnelsen mandlige politikere i modsætning til det ofte fremhævede kvindelige politikere.
Kulturelt set er det ikke så accepteret, at kvinder giver udtryk for deres ambitioner. Kvinder er derfor generelt mere tøvende med at gøre opmærksom på deres kvalifikationer, og de er derfor mere tilbageholdende med at søge lederstillinger. Det er derfor ofte blevet fremhævet, at kvinder ikke kan finde ud af at føre sig frem. Men når kvinder udfordrer normen, møder de modstand. Kvinders kamp om magten er stadig ikke helt legitim. Et midaldrende mandligt menigt medlem af Socialdemokraterne udtrykte det hårdt og brutalt således forleden i forbindelse med Helle Thorning-Schmidts kandidatur: »Det nytter sgu ikke, at hun kun ser godt ud, der skal også være noget mellem ørerne«. Der er ingen tvivl om, at der er noget mellem ørerne på Helle Thorning-Schmidt. Men det faktum, at hun tør posere sit køn frem i bedste sydeuropæiske stil, hvilket har gjort hende mere kendt for hendes tøj end for hendes synspunkter, er en stor provokation. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det siger mere om Socialdemokraterne, end det siger om køn?
Beundring og misundelse
Jeg kom i den forbindelse til at tænke på scenen i Krøniken, hvor Palle From skulle møde sin opstillingskreds i Jylland, og hvor hans kone kommer marcherende ind i modebevist stil og tager forsamlingen med storm. I det tilfælde vandt beundringen over misundelsen, men det var selvfølgelig også kun som et uskyldigt og attraktivt vedhæng til manden. Der er sikkert mange kvinder, som godt kunne tænke sig, at de kunne spankulere rundt i det offentlige rum uden at skulle bedømmes på deres kvindelige attributter. Kvinder kan dog også være privilegeret på grund af deres køn og bruge deres køn som kompensation for manglende faglige færdigheder. Trods de nye tendenser med eksponeringen af mandekroppen i medierne har kvinder sværere ved at und-slippe det konstante blik på deres krop. Ifølge bogen Håndtasken, heksen og de blåøjede blondiner om kvinder i politik fremgår det, at kvinderne på Christiansborg føler sig forskelsbehandlet, når de optræder i medierne, men at kønnet ikke spiller den store rolle internt på Christiansborg.
Kvinder og autoritet
Historisk set har det været svært at kombinere kvindelighed og autoritet. Om Helle Thorning-Schmidt er en bedre eller dårligere politiker end Frank Jensen, ved jeg ikke. Måske er det rigtigt, at en mandlig politiker med Helle Thorning-Schmidts erfaring næppe ville være blevet udnævnt til kronprins. Men Helle Thorning-Schmidt har ligesom partiets kulturordfører Mette Frederiksen Star-quality, og man skal være mere end svagtseende for ikke at kunne visualisere, hvordan det på positiv vis vil kunne bruges i næste valgkamp. Valget af en kvinde til formand for Socialdemokraterne vil dog først og fremmest indikere, at kvindelighed ikke behøver at stå i modsætning til magt. Og en feminisering af magten er vel ikke det værste, man kan forestille sig?
Kenneth Reinicke er lektor, Center for Ligestillingsforskning
I
