Læsetid: 12 min.

Det mærkelige molekyle

»Jeg troede, at jeg omsider beskæftigede mig med noget andet end stofmisbrug, men der tog jeg fejl,« smiler Alain Ehrenberg, da vi sætter os til rette i sociologens stilfulde og ryddelige køkken i en lejlighed tæt ved Luxembourghaven i Paris.
19. februar 2005

Tema: sjælesorg
I 1998 skrev Alain Ehrenberg bogen Trætheden over at være sig selv, som var en undersøgelse af, hvad det vil sige at være deprimeret nu til dags. Det kan lyde mærkeligt, men Ehrenberg er nået frem til sin refleksion over det deprimerede menneske via undersøgelser af sport, doping og stofmisbrug. I 1991 udgav han bogen Præstationsdyrkelsen. Det er en analyse af den fremtrædende plads, sport har fået i det franske samfund op gennem 80’erne. Ehrenberg betragter ikke sport som opium for folket. Han analyserer derimod fodbold som en præcis iscenesættelse af de problemer, det moderne menneske har med at kombinere på den ene side tanken om demokratisk lighed og på den anden side den frie konkurrence. Sporten iscenesætter det positive, det aktive dilemma for det moderne menneskes personlige frigørelsesprojekt. Men nu er en dunkel skygge vokset op ved siden af sporten i form at det stærkt stigende antal depressioner. Som forskningsleder ved et projekt omkring stofmisbrug ved CNRS i Paris, blev Ehrenbergs opmærksomhed fanget af et meget mærkeligt molekyle, der dukkede op, netop som han var ved at sætte punktum for sin bog i 1991:
»Da jeg skrev Præstationsdyrkelsen havde jeg overhovedet ikke depression for øje. Jeg nævnte ganske vist depressioner i sidste kapitel, men det var fordi, jeg pludselig stod over for en efterhånden herostratisk berømt forside af Newsweek, ’The promise of Prozac’. Og en række artikler om et molekyle, jeg aldrig havde hørt om før.«
I løbet af 90’erne blev brugen af Prozac, som i resten af den vestlige verden, mere og mere udbredt i Frankrig, men samtidig opstod en heftig diskussion i et land, hvor psykiatrien har tradition for at være tæt knyttet til psykoanalysen.
»Hvordan kunne det være, at der var så store, ja nærmest metafysiske diskussioner om et molekyle? Og hvad betyder det, når man ordinerer antidepressiv medicin til folk, der ikke for alvor er deprimerede? Og hvad vil det i øvrigt sige at være rigtig deprimeret ?«
»Diskussionen omkring Prozac var utrolig uklar. Jeg havde en af Wittgensteins sætninger i hovedet, som lyder noget i retning af, at et ’filosofisk problem har form af: jeg kan ikke finde ud af det.’ Jeg satte mig for at prøve at afklare feltet sociologisk. Det forekom mig, at et historisk perspektiv var passende. Hvordan er vi endt i en situation, hvor et molekyle kan få så stor social og symbolsk betydning, og hvad er det for en sygdom, der ligger bag?«
I 50’erne var depression ikke noget psykiatrien interesserede sig særlig meget for. Men omkring 1970 blev depression pludselig erklæret den største psykiske lidelse i verden overhovedet:
»Depression fik altså ’succes’ på mindst to felter: Den blev helt central inden for psykiatrien, men samtidig blev selve ordet en kolossal succes. Et ord, der dækker over snart sagt alle de psykiske problemer, et menneke normalt løber ind i i løbet af et liv.«

Ehrenbergs undersøgelser viser, hvordan depressionen i løbet af det 20. århundrede langsomt overtog den plads, som neurosen havde haft hidtil. Neurosen, som psykonalaytikeren Sigmund Freud definerer i slutningen af det 19. århundrede, er et udtryk for det dilemma, mennesket står i, når dets drifter er oppe mod normer som disciplin og lydighed. Freuds idé var, at man kan blive syg i sin lyst, i sin drift, hvis den er oppe imod et forbud.
»Det viste sig,«, forklarer Ehrenberg; »at stigningen af antallet af depressioner sker i samme takt som en omfattende forandring af normerne i samfundet. Det tidligere krav om disciplin erstattes gradvist af normer og krav om selvstændighed. Det betyder ikke, at der ikke længere findes disciplin, men at selvstændighed nu har større værdi end disciplin. Mens neurosen drejede sig om spørgsmålet, ’hvad har jeg lov til at gøre’, og altså satte en polaritet mellem tilladt og forbudt, er depressionen et spørgsmål, der drejer sig om, ’hvad er det muligt at gøre’. Selvfølgelig findes polariteten tilladt/forbudt stadig, men den er nu pakket ind i spørgsmålet om, hvad der er muligt, og hvad der er umuligt at gøre. Mit projekt gik derfor ud på at foretage en krydslæsning af psykiatriens historie, med en undersøgelse af, hvilke samfundsnormer der ændrer sig i samme tidsrum.«
– Er det så ikke præcis de konkurrencebetingelser, De beskriver i ’Præstationsdyrkelsen’, der gør folk deprimerede? Når man ikke kan klare de krav, der stilles?
»Der er tale om en helt ny situation. Depression er lige som angst karakteristisk for mennesket. Men der er ikke længere tale om en psykisk sygdom i den forstand, den før hørte ind under psykiatrien. Nu har depression noget at gøre med, hvordan man lever i samfundet. Jeg mener ikke som visse andre, at depression er blevet opfundet af medicinal-industrien for at sælge mere medicin. Og på den anden side er det ikke noget nyt at samfundet gør mennesket sygt. Men man kan måske formulere det sådan, at tanken om, at det moderne samfund, gør én syg, lige præcis er en moderne tanke. Man har en eller anden forestilling om, at i tidligere tiders samfund, havde mennesket sin plads, og så var alt godt. Det er en total anakronisme. Man kan jo blot se på undersøgelser af andre samfund, afrikanske stammer for eksempel, hvor man lever med trusler om at være forhekset, og at det så er det, der forhindrer én i at gøre, hvad man vil. Det er overhovedet ikke fredsommelige samfund.«
– Hvad er det, der gør os syge?
»Det er ikke, hvordan vore samfund i virkeligheden er, der gør os syge. Det er den måde, man betragter tingene på. Hvis vi betragter andre samfund, kan vi konstatere, at folk er stressede, nervøse, angste og så videre, men det er blot ikke de ord, de bruger.«
»Men tilbage til den enkeltes ansvar. For at forstå hvad depression er, er man nødt til at gå tilbage til begrebet om melankoli, sådan som man kendte det i det 17. århundrede. Dengang var melankolien geniets sygdom; det var den særegnes lidelse og tegn på adel. Man led af melankoli, hvis man ikke havde nogen over sig, hvis man var fri. Depressionen, som vi kender den nu, er det 17. århundredes melankoli, kombineret med en lighedstanke. Hvem som helst formodes nu at kunne blive noget særligt. Demokratiseringen af det særegne resulterer i forestillingen om, at man har det fulde ansvar for sig selv – tror man i al fald – og depressionen er den pris, man så betaler. Depressionen udtrykker menneskets dilemma i et samfund, hvor den ypperste værdi er selvstændighed, et samfund karakteriseret både af et personligt ansvar og en personlig usikkerhed.«
– Hvordan vil De så definere depression?
»Depressionen er en måde at formulere de problemer, der opstår, når ikke alene samfundet, men også man selv, forventer at bestemme og handle frit. Depressionen er altså ikke et tegn på, at samfundet nu kræver mere af den enkelte, at presset fra samfundet er blevet større, som man nogen gange formulerer det. Depressionen er det sprog i hvilket den pris, der er at betale for et nyt normsæt, formulerer sig. Det er ikke kun et sprog i den forstand, at vi nu kan beskrive alle mulige former for depressioner, depressionen i sig selv er udtryk for noget.«
– Hvad sker der, hvis depression er udtryk for noget, og alle mennesker så tager Prozac?
»Nu er det jo ikke alle, der tager Prozac. Men i al fald har antidepressiv medicin skiftet status. Man kan ikke længere tænke disse molekyler, som blot et middel til at behandle en sygdom, de er måske noget andet.«
»I et samfund, der dyrker selvstændigheden og evangeliet om den hellige personlige frigørelse, hvor man skal handle og konstant tage personlige initiativer, opstår der en ny situation. På den ene side er der udviklet en enorm farmakologi, på den anden side alle mulige former for psykoterapi. Brugen af Prozac, det stadig stigende forbrug af cannabis, psykoterapier og psykologhjælp har alt sammen det til fælles, at de hjælper og følger op på dette krav om selvstændighed.«
– Som sociolog, kan jeg vel ikke få Dem til at sige, om det er godt eller dårligt?
»Det er sådan det er. Hele spørgsmålet om hvilke stoffer der er legale, og hvilke der er illegale, leder for eksempel opmærksomheden et forkert sted hen. Man kan betragte overdreven brug af heroin, men også af cannabis eller alkohol som en måde at behandle sig selv, sit selv, på. Det er en måde at dope sig på. Sammenhængen mellem stofmisbrug af enhver art og depression er velkendt. Allerede i 70’erne konstaterede man, at overdreven brug af stoffer, medicin eller alkohol var midler til at bekæmpe depression. Misbrug af alkohol er stadig det mest udbredte mental-
hygiejniske problem.«
Cannabisforbruget ser ud til at have stabiliseret sig på et højt niveau. For nylig har en undersøgelse i Frankrig vist at hver sjette unge mand på 19. år ryger hash hver dag. Som Ehrenberg siger:
»Det er voldsomt. Hvad angår antidepressiver, var man i lang tid vidne til, at væksten af forbruget modsvaredes af et fald i brugen af beroligende midler. Men under alle omstændigheder må både brugen af rusmidler og brugen af medicin nu siges at være del af en livsform, der ikke længere nødvendigvis har noget at gøre med at være afvigende eller sindssyg.«
– Det er blevet almindeligt?
»Med det nye begreb om depression vristes psykisk lidelse ud af begrebet om sindssyge. I 60’erne kunne man både i psykiatriske tidsskifter og dameblade læse, at man ikke er sindssyg, fordi man er deprimeret. Det er ’normalt’ at være deprimeret, det kan ske for hvem som helst. Og det kan behandles af læger, psykiatri, medicin, psykoterapi og psykoanalyse og så videre.«
– Men hvad gør de forskellige rusmidler og molekyler så for det menneske, som er træt af at være sig selv?
»Jamen, de virker opkvikkende. Det ved vel enhver. Det er Baudelaire, der allerbedst har beskrevet brugen af rusmidler i sin De kunstige Paradiser, hvor han taler om at alkohol og hash muliggør en multiplikation af personligheden, så man nærmer sig det at være Gud. Stofferne afslører mennesket for sig selv, så man altså bliver sig selv – eller har lettere ved at være sig selv. Hvad det nu ellers vil sige.«
»En anden måde at sige det på er, at depressionen jo netop er en handlingspatalogi, man er blevet ude af stand til at handle. Og både rusmidler og antidepressiver letter hæmninger. Det at have hæmninger er selvfølgelig et langt større handicap i et samfund, der kræver initiativ, personlig udvikling og selvstændighed end i et samfund baseret på disciplin. Hæmninger er blevet et problem, og det er det, som både stoffer og medicin hjælper på. Og da der nu, især med et produkt som Prozac, ikke er nogen særlig alvorlige bivirkninger, hvorfor så ikke tage dem?«
– Prozac er altså den medicin, der svarer til det samfund, vi lever i?
»Ja, lige præcis.«
– Men når der så er en modstand mod den udbredte brug af Prozac, er det så ikke fordi, det alligevel er personlighedsforandrende?
»Jo, man kan selvfølgelig have en idé om det ’autentiske’ jeg. Men hvad værre, er, så er det muligt, at den neurose der stikker endnu dybere i depressionen, altid vinder over medicinen. Hysterikeren vinder, som Freud konstaterede det, altid over lægen. På den måde risikerer man, at gøre depressionen kronisk, så det er en behandling, der aldrig slutter. Man opgiver fuldkommen ideen om helbredelse.«
»På den anden side ved jeg ikke, hvordan man kan tillade sig at sige, at der er noget i vejen med at tage Prozac. Det kan vel heller ikke være rigtigt, at det bliver en norm at gå i psykoanalyse? I al fald kan man ikke sige, at de to ting nødvendigvis er modsætninger. Amerikanske undersøgelser allerede i 60’erne viste at psykofarmaka i høj grad netop gjorde psykoanalyse mulig. Når man af medicinsk vej fik lagt en dæmper på en tvangsneurotikers trang til at vaske hænder 500 gange i løbet af en dag, kunne man omsider få ham i tale. I starten af den ’nye’ depressions historie var der ikke modsætning mellem medicin og psykoterapi, medicinen gjorde tvært imod psykoterapi mulig.«
– Hvad sker der, når flere og flere tager Prozac?
»Det har jeg virkelig svært ved at svare på. Hvad skulle man moralsk kunne sige imod det, med de betingelser vi lever under i dag?«
– Man kunne forestille sig en politisk reaktion?
»Ja, men her gør man ofte den fejl, at man forestiller sig , at det stigende antal depressioner har med en slags social opløsning at gøre. Det er det jeg kalder ’myten om svækkelsen af samfundsreglerne’. Som om der var færre regler i det individualistiske samfund, end der var i samfundet førhen.«
– Og hvorfor er det en myte?
»Det har at gøre med en bestemt opfattelse af, hvad en regel er. Selvfølgelig er der lige så mange regler i samfundet nu som før. Det er blot nogle andre. Der er ikke færre regler i et moderne individualistisk massesamfund, end der er i et indisk kastesystem. Men det handler om, hvad vil det sige at følge en regel. Vi har ikke mistet regler, der er ikke færre målestokke, der er ikke privatisering af eksistensen, men målestokken og reglerne har ændret sig og forholdet mellem privat og offentligt ligeledes. De former, som det offentlige liv antager og hvordan for eksempel den politiske repræsentation tager sig ud, ændrer sig. Allerede ved slutningen af det 19. århundrede med opkomsten af en massekultur talte man om krise i demokratiet, på grund af partidannelser. I dag taler man også om krise i demokratiet, men problemet er ikke individualisme, men at man ikke indser, at situationen tager sig anderledes ud end før.”
– Hvor ser De det konkret?
»I Frankrig er sygesikring for eksempel knyttet til lige præcis det arbejde, man har, og det passer overhovedet ikke til kravet om fleksibel arbejdskraft. Det har man ordnet langt bedre i de nordiske lande. Det er ikke mindst venstrefløjen, der ikke tager højde for de nye betingelser. Venstrefløjen er endnu ikke kommet sig over sorgen over det gamle klassesamfund. Det er ikke klassekampen, der strukturerer de politiske løsninger i dag. Det er for resten stadig et klassesamfund, men der er ikke kun to klasser. De sociale uligheder må tænkes i en ny kontekst. Depression og kravet om personligt ansvar har bestemt noget at gøre med et politisk spørgsmål. Men problemet er ikke, som man ofte siger det, en afpolitisering, men at der ikke er et nyt politisk paradigme på plads, der passer til den nye sociale virkelighed.«
– Hvordan kommer man så tilbage til at blive samfundsbevidst?
»For det første kommer man nok ikke tilbage, der er ikke nogen vej tilbage. Men jeg er slet ikke sikker på, at der ikke er en kollektiv bevidsthed nu også. Den kommer bare til udtryk på andre måder, der er en masse mennesker, der arbejder humanitært, i NGO’er og lignende.«
»Det andet spørgsmål drejer sig om, hvad det egentlig vil sige, at man lykkes, også på det personlige plan. Det har været meget koncentreret om en social opstigning. Men hos unge ledere ser man nu, at netop usikkerheden omkring arbejdspladsen, kravet om fleksibilitet og mobilitet bevirker, at de f0r eksempel vender tilbage til familien som større værdi end social position og penge. «

FAKTA
Alain Ehrenberg
*Alain Ehrenberg er født i Paris i 1950. Han er tidligere karatelærer, uddannet inden for virksomhedsadministration, økonomi og i 1978 doktor i sociologi. Har i 80’erne og 90’erne især beskæftiget sig med temaer i tilknytning til doping og stofmisbrug, både som underviser, forsker og forfatter. Grundlagde i 2001 forskningscenteret Centre de Recherche Psychotropes, Santé Mentale, Société (CESAMES), under CNRS ved René Descartes Universitet eti Paris. Der forsker han stadig i sammenhænge mellem rusmidler, psykisk helbred og samfund.
Udover at være medlem af adskillige officielle tænketanke omkring stofmisbrug, er Ehrenberg især kendt i den bredere offentlighed for sine tre sidste bøger, ’Le culte de la performance’, 1991 , ’L’individu incertain’, 1995 og ’La fatigue d’être soi – Dépression et société’, 1998. Arbejder i øjeblikket på en revision af sin metodologi inspireret af den sene Wittgenstein.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her