Læsetid: 7 min.

Maleren Gerhard Richter

Verdens nummer ét blandt efterspurgte kunstnere udfordrer og anfægter på stor ny udstilling på Louisiana
7. februar 2005

Ny udstilling
Kulturredaktøren bøjer sig faretruende ud over gelænderet ved fjerdesals trappeafsats på redaktionen: »Hvordan var Gerhard Richter udstillingen?« dundrer det. »God« siger jeg spagfærdigt, men så det runger hult i mit eget kranium. Jeg er jo på Information, så jeg tilføjer »modigt af Louisiana at give publikum en intellektuel udfordring – med en maleriudstilling«. Jeg kan høre, jeg er på afveje. For Gerhard Richter er jo for folket. Ikke-akademisk, anti-teoretisk. Han kan male, så man kan se, hvad billederne forestiller, også når de ikke forestiller noget. Da ser man straks, at alt består af maling smurt på lærred. I alle kategorier fra portræt over stilleben til landskaber og abstraktioner. Gerhard Richter lærer menigmand at forstå maleriet med øjnene. Der er altså orden i sagerne. Richter forsøger ikke med billige illusionistiske tricks at få selve hovedsagen, maleriet til at forsvinde, kun vore forestiller om det spiller han et pus. Jeg er fanget i intellektualitetens fælde, og det hjælper ikke at adressere mine problematikker til hverken udstillingkataloget eller Louisiana Magasin. For begge steder er der fremragende læsværdige analyser og interview med maleren. Endda når jeg ser billederne på selve udstillingen, er det svært at få hul på Gerhard Richter, denne verdens nummer et af efterspurgte kunstnere, for mange maleren, der efter årtiers krise fik maleriet tilbage på sporet som rent og ubesmittet kunstnerisk udsagn emmende af ånd og klassisk – europæisk – dannelse, og endda med en værdig neutral holdning til tidens tematikker fra terrorisme til turisme.
Richter besidder en nødvendig overlevelses-konservatisme. For har vi ikke malerkunsten, hvad har vi så tilbage?

Maleren som bil
Jeg ringer til min bror Peter, der er chauffør og født i 1949. En af de få kunstudstillinger, han har set i sit liv, bortset fra dem, han ser på Lolland-Falster, var Gerhard Richters retrospektive »Forty Years of Painting« i Washington D.C forrige år.
»Hvis Richter var en bil, hvilken ville han så være?« spørger jeg.
Min bror svarer: »Ja, den mand kan jo male alt, så det skal være en bil, der kan alt.«
Mercedes foreslår han, jeg foreslår Folkevogn, fordi jeg er hans intellektuelle lillebror. For Volkswagen har jo mange modeller fra den fattige programbegyndelse til de fantomagtige modeller, der ikke lader Porsche eller andre fabrikater noget efter. Porsche er jo for øvrigt en folkevogn. Peter godtager sammenligningen, for han ved, at Gerhard Richter oprindeligt kom fra DDR og som dygtig statskunstner fik lov at erhverve sig en Trabant. Han havde altså noget at miste, dengang i 1961, da kunstneren hoppede af til Vesten. Det er noget, min bror forstår. Tænk at miste sit køretøj for at male. Findes der større offer? »Og dengang betalte østtyskerne kontant!« siger min bror. Gerhard Richter kører vel en beskeden BMW i dag ligesom sin navnebror Gerhard Richter, der er direktør for BMW’s M-model udviklingslinje. Og Richter har også malet biler. To sådanne malerier hænger på Louisianas udstilling. Det ene forestiller parkeringspladsen foran Sejrssøjlen i Berlin. Det er malet i 1965, da kunstneren var 33 år. Billedet var beregnet til herretoilettet i Galerie René Block i Berlin, som er dansk kunstliv bekendt. Galleristens voluminøse kunstsamling, der blandt andet bestod af en håndfuld gode Gerhard Richter billeder, kom aldrig til Statens Museum for Kunst for en pris, der tilsvarer det, som nogen bør betale for de tre søstre, de danske prinsesser Margre-the, Benedikte og Anne-Marie malet i samme år, der nu indgår i Louisiana-udstillingen. Et mesterværk. Folkelig anonymitet. Tre søde børn. Richters blik for det gode billede er eminent til stede på sin af-pop-kunstneriske facon. Det andet bil-billede er endnu et mesterværk i sort-hvid, og hvad deraf følger af gråzoner. En forvaltningsbygning foran hvilken man skimter en folkevognsboble, en Fiat 500 og måske en Ford Cortina eller en Opel. Det er et helt igennem kedeligt billede. Så kedeligt, at det ligner livet så meget, at billedet forvandler sig til noget af det mest interessante i malerkunsten. Et avisfoto er malet af i frihånd, et udsøgt udsnit af en bygning som har huset arbejdspladser som ingen har nogen idé om at rejse et monument over. Gerhard Richter gør det. Hvert billede er et monument over det tabte. En erindring, der viser sig at stikke dybere og dybere, som man skrider frem i livet og i udstillingen, for de to ting følges naturligt ad. I gangen ind mod udstillingen hænger en række fotografier af Manfred Leve der viser kunstneren i sit atelier i færd med at arbejde. Men hvad er det egentlig, der foregår? Et menneske, G.R., står stift i færd med et eller andet, han har en pensel i hånden og kasket på hovedet, eller han taler til sine studerende på akademiet i Düsseldorf, hvor han gennem mange år var professor, eller han sidder foran et æble, som han tager mål af med blyanten. Måske vil han tegne æblet? Vi ved det ikke. Der sker sensationelt lidt på fotografier i det hele taget. Det, der sker, er noget, vi forestiller os. Ligesom jeg omvendt forestiller mig, at der sker sensationelt meget på Lolland-Falster. Min bror bor på sidstnævnte ø. Jeg er glad for, at han ikke er fotograf. Virkelighedens genstande Gerhard Richter lister altså eksistensen ind i sine værker på en forunderlig twisted måde. Ikke som en Klods-Hans, hvor malingen bare vælter ud over alt og-her-kommer-jeg-og se-hvad-jeg har-af uhyggelige-ting-i-lommerne. DDR baggrunden var klassisk skoling, musik og filosofiinteresse. Han er født året før Adolf Hitlers magtovertagelse og faderen var medlem af nazistpartiet og deltog i krigen ligesom to onkler, hvoraf Rudi er blevet portrætteret, ligesom man finder andre af Richters nære familiemedlemmer afbildet gennem hans oeuvre. Hans første, anden og tredje nuværende kone, hans børn. Kunstnerens tante var mentalt handicappet og blev likvideret under nazisternes euthanasi-program. Det har sat sig spor. Gerhard Richter er ikke nogen glad maler. Hans billeder kan være sorgarbejde. Han har malet Baader-Meinhof gruppens endeligt i Stammheim-fængslet, ligesom han ynder at male grå monokrome billeder.Louisiana har netop erhvervet en serie sene fotografier, der hænger i grafikfløjen, nogle dobbelteksponeringer, hvor manden ser ud som om han sidder eller bevæger sig rundt i en kælders mørke og er ved at blive til et gespenst. En både terapeutisk, traumatisk og mærkelig undersøgelse, hvor associationerne går direkte til nazi-sternes gaskamre eller Edvard Munchs indadvendte isolationstilværelse på Ekely. Der er noget på færde. Det er døden. Hvordan sætte sig ud over den? Billede efter billede har Louisiana valgt som titel på udstillingen. og det er jo et godt svar på døden, repetionen og mønstret hos Richter er blot skræmmende. Han arbejder systematisk mod ingenting som de mennesker, børn og voksne der, da vandet trak sig tilbage, før tsunamien i Det Indiske Ocean gik ud i strandkanten for at undersøge de nye fænomenale objekter, som havbunden blotlagde. Katastrofen lurer hver dag for Richter, hvert billede er det sidste, er det sidste, er det sidste.

Farvebølgen
Og så kom farvebølgen. Fantastiske malerier. »1025 farver«, hedder et billede fra 1974, den fås som storformatplakat og er ren dyp-i-dyryps. Min 15-årige datter sagde »nej, hvor er den sej, må jeg hænge den på mit værelse«, endnu førend jeg fik taget den ud af plastikrullen. For man kan se Gerhard Richters værker har lige stor intensitet over hele billedfladen, så man behøver bare at dyrke et hjørne for at fælde kvalitetsdom. Der er tusinde billeder i hvert billede, noget han gennem årene har demonstreret ulideligheden af ved at udgive hele bøger om detaljerne i et enkelt maleri og i et til og et til. Han har interessen for det synlige, også når det er usynligt. Han afbilder det første atom ligeså gerne som det sublime romantiske landskab, der har en vis lighed med egnen omkring Hubbelrath, hvor det så end er. I 1973 indser Richter, at han ikke vil få lejlighed til at erhverve maleriet »Bebudelsen« af Tizian, så han maler Bebudelsen af efter Tizian. En sløret kopi, fuld af farvemættede mørke strøg, starten på en serie kopier efter Tizian, hvoraf flere kan studeres på udstillingen. Man skal se Richter som maleren, der interesserer sig for spændet mellem fortid og nutid og har evnen til at synliggøre dette spænd i et nyt et hidtil uset billede.

Pendent til Munch
Nye erfaringer både som maler og menneske skaber nye billeder. Gerhard Richter virker næsten elskovssyg og erotisk anfægtet i sine abstrakte arbejder malet med gigantiske glasspartler, der kan læses som en pendent til Edvard Munchs bedste Madonna-billeder. »Sankt Gallen« fra 1989 er sådan et værk næsten syv meter langt, hvor maleren formelig kopulerer med lærredet men aldrig når ind; det er jo til syvende og sidst et billede, han maler, selv om vi aner seksualakten med en glødende Madonna bag det kolde gardin af sort-hvid-røde oliefarver. Der hænger eksempler på Richters brug af pornografi-ske forlæg i de tidlige billeder fra 60’erne på Louisiana. Uskarpe som bare fanden, vi må ikke se det frække, for det kan alligevel ikke nytte noget. Synet er blufærdigt. Man må beherske sig for ikke at gå under som menneske i denne verden. Richter er i den henseende helt Wittgensteinsk. Moralsk på den fede måde.De fire røde »Bach« billeder hænger som en hyldest til komponisten, som Gerhard Richter lyttede uafladeligt til gennem flere år. Også her er en uopnåelig intimitet med emnet undersøgt og hele det maleriske stof eksponeret. Tættere kommer vi det ikke. Medmindre andre kunstnere vil tage over.
Og det er lidt af en udfordring, skulle jeg hilse og sige. For han har ikke sluppet grebet. Vi kommer alle efter Richter. Igen og igen demonstreret på Louisianas fornemme udstilling. Her er nemlig noget at komme efter.

Gerhard Richter: Billede efter billede. Louisiana. Frem til den 29. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu