Læsetid: 5 min.

Manden der var Peter Pan

’Finding Neverland’, Marc Forsters film om J.M. Barrie, forfatteren bag ’Peter Pan’, er også et hjertevarmt eventyr fuld af undere
25. februar 2005

Ny film
Der er mange måder at fortælle en virkelig historie på. Man kan forholde sig meget bogstaveligt til fakta og håbe på, at historien, man fortæller, er dramatisk nok i sig selv til at fange publikum. Man kan også fortælle en rigtig løgnehistorie, der i underholdningens tjeneste overdriver alt, men intet har med virkeligheden at gøre.
Eller man kan gøre ligesom Marc Forster og tage lidt af det ene, tilsætte noget af det andet og væve et eventyrligt og kulørt tæppe af en historie om, hvordan det kunne være gået til. I Finding Neverland, instruktørens første film siden den kritikerroste og væsensforskellige Monster’s Ball, tager Forster os med tilbage til det spæde 1900-tals London, hvor den berømte skuespilforfatter J.M. Barrie (Johnny Depp) oplever en fiasko med sit seneste stykke, fordi publikum og kritikerne alle tager det alt for alvorligt. Gode råd er dyre, indtil Barrie møder den unge enke, Sylvia Llewelyn Davies (Kate Winslet), og hendes fire sønner, og af dem inspireres til at skrive et af de mest berømte teaterstykker nogensinde, Peter Pan, der sidste år kunne fejre sin 100 års fødselsdag.

Det indre barn
Forster kunne have valgt at læne sig op af faglitteraturen og den officielle version af begivenhederne omkring skabelsen af Peter Pan. Men i stedet har han valgt at tage udgangspunkt i Allan Knees teaterstykke, The Man Who Was Peter Pan, der handler om Barries forhold til de fire Llewelyn Davies-drenge og fremsætter den tese, at Barrie baserede Peter Pan-figuren på sig selv. De ydre omstændigheder i Finding Neverland – Barrie mødte Sylvia og hendes sønner og blev inspireret til at skrive en historie om en dreng, der ikke ville være voksen og kedelig – er sande. Men resten af filmen er en fiktion, som broderer videre og fortæller om en mand med en livlig fantasi og et indre barn, som hele tiden stikker sit smilende hoved frem – i en puritansk tid, hvor den slags ikke er velset. Efter fiaskoen med sit seneste stykke, der måtte tages af efter meget kort tid, er Barrie løbet ind i en kreativ blokering, men som hans loyale producent, Charles Frohman (Dustin Hoffman), minder ham om: »What do we call it?« »Play,« svarer Barrie og smiler for sig selv – det er jo også en leg og skulle gerne være sjovt. De fortabte drenge kalder Barrie Sylvias fire drenge, og hans fantasi arbejder på fuld kraft, mens han forvandler deres triste hverdag til et eventyr fuld af pirater, indianere og dansende bjørne. Barries kone, Mary (Radha Mitchell), ser misundeligt og misbilligende til, det samme gør Sylvias mor, fru Du Maurier (Julie Christie), der mener, at det er aldeles upassende, at den gifte Barrie og hendes datter tilbringer så megen tid sammen.

Neverland
Men Sylvia og ikke mindst drengene er begejstrede for Barrie, der er som en af deres egne og gerne optræder offentligt iført krigsmaling og indianerfjer – en besynderlig opførsel i det puritanske, victorianske London. Kun den sørgmodige Peter (Freddie Highmore), der savner sin far og ikke længere kan se pointen i at drømme sig væk fra en barsk verden, er svær for Barrie at overbevise. Selv bærer han på mindet om en bror, der døde som dreng, og en mor, som var ude af sig selv at sorg og ignorerede ham. Barrie spørger om lov til at låne Peters navn til et nyt stykke, han er ved at skrive, og langsomt får han overbevist drengen om, at alle har behov for at drømme og fortælle hinanden historier – både børn og voksne. Det handler ikke kun om virkelighedsflugt, men også om at finde styrke til at håndtere både livet og døden.
Snart er Barrie færdig med sit teaterstykke – og sit kærlighedsløse ægteskab med en kvinde, der gerne ville være en del af hans drømmeverden, men aldrig forstod den – måske fordi Barrie ikke lod hende få adgang til den. Sylvia forstår ham og får som den første lov til at blive en del af det sted, han kalder Neverland, og hvor han forsvinder hen, når han har brug for at drømme. På teatret går de forundrede skuespillere i gang med at øve Peter Pan, som hverken de eller Frohman tror på til at begynde med. For hvad er nu det for noget pjat med en hund, der er barnepige, alfer og tryllestøv, en flyvende dreng spillet af en pige, pirater, indianere og en tikkende krokodille, spørger de sig selv og Barrie?

Fantasiens kraft
Finding Neverland er som de bedste fabler og eventyr en varm og opslugende hyldest til fantasiens kraft. Ved at lade én se, hvad det er for et farvestrålende univers, Barrie har inden i sit hoved, bringer Forster publikum med derind, og man forstår, hvor hans mange historier kommer fra. Det er en film om kunstens væsen, om selve skabelsen, og ikke mindst takket være den opsætning af Peter Pan, som Barrie selv står for, og som Forster genskaber på scenen og i vid udstrækning lader publikum se, får man indsigt i, hvor Barries geni lå. F.eks. får han til premieren den idé at besætte 25 pladser rundt om i teatret blandt det alvorsfulde publikum med børn, der kan grine og gyse på de rigtige tidspunkter, hvorfor de voksne tilskuere pludselig forstår ideen med stykket. Man tager sig selv i at sidde og ønske, at man havde været til stede denne aften, hvor magien opstod, og eventyret om Peter Pan første gang blev vakt til live. I det hele taget er Forster, filmens designere og fotografen, Roberto Schaefer, fantastisk dygtige til at få det 100 år gamle London til at leve.

Djævelsk dygtig fortæller
Både Kate Winslet, Julie Christie og Dustin Hoffman leverer gode præstationer, men Finding Neverland er i høj grad Johnny Depps film. Den 41-årige skuespiller, der altid har befundet sig vel i outsiderens rolle, har en uforlignelig evne til at forlene et ungdommeligt udseende med en klangbund af livserfaring og smerte, og scenerne mellem ham og Freddie Highmore, der spiller Peter, er virkelig stærke. Ikke mindst fordi den blot 12-årige skuespiller fuldt ud matcher ham som drengen, der alt for hurtigt er blevet voksen. Det er lang tid siden, at jeg har set så overbevisende og naturlig en barneskuespiller – det gør sig faktisk gældende for alle de fire drenge.
Og det er naturligvis Barrie og drengene, der er centrum i Forsters historie. Det er gennem drengene, at Barrie finder inspirationen til sit største værk, og det er gennem ham, at de finder styrken til at leve videre efter at have mistet deres far. Finding Neverland er en stærkt bevægende film, og man sidder tilbage med tårer i øjnene, når den er forbi. Men Marc Forster forfalder ikke til det forlorent sentimentale. Han er en djævelsk dygtig historiefortæller, og sammen med skuespillerne sørger han for at holde fast i de store og ægte følelser, som overbeviser os om, at de alle mener, hvad de gør og siger.

Finding Neverland. Instruktion: Marc Forster. Manuskript: David Magee. Amerikansk (Palads, Palladium og CinemaxX i København og en håndfuld biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her