Læsetid: 2 min.

MEDIEOVERBLIK - KULTUR

25. februar 2005


TV 2’s pris: 1.8 milliarder kr.
Præcis 1765,5 mio. kr. vil det koste at købe 66 pct. af TV2-Danmarks aktier. Det er Dagbladet Børsen, der har foretaget en beregning ved at sammenligne nogle af Nordens andre børsnoterede medievirksomheder – MTG, Schibsted og TV4.
Der er dog flere ting, der kan få prisen til at falde eller stige. Det kan f.eks. trække prisen ned, at den danske stat ejer den anden halvdel af aktierne, at det sidste ord ikke er sagt i den verserende EU-sag om ulovlig brug af licensmidlerne og at station stadig vil være forpligtet af en række public service-krav. Til gengæld, vurderer Børsen, har TV 2 et af Danmarks stærkeste brands og sammen med omlægningen til aktieselskab i 2003 kan det gøre en køber endnu mere interesseret.
Efter den borgerlige regering er blevet genindsat forventer man at handlen vil effektueres hurtigt. Den engagerede sælger, Brian Mikkelsen, har lovet, at salget vil være gennemført inden sommerferien, og alt tyder på kulturministeren kan præsentere sin nye ejer omkring 1. maj. Otte selskaber og konsortier har budt på TV 2.lla

Nul portogaranti til dagbladene
I det nye regeringsgrundlag vil regeringen tilgodese befolkningens medieønsker bedst muligt. Det gælder både de trykte og elektroniske. Men modsat tidligere er der ingen garanti for, at dagbladene kan beholde portostøtten. De er fortsat lovet momsfritagelse, og regeringen vil arbejde for at forny ordningen »tilskud til nye avisprojekter, og aviser, der er kommet i økonomiske vanskeligheder, samt igangsatte udvalgsarbejde om omlægning af tilskuddet til befordring af dagbladene«. lla

Danskere dropper udenlandsk tv
De store udenlandske tv-kanaler som Eurosport, MTV og CNN, der kommer i næsten alle kabelpakke-løsninger - og antenneforeninger, er der faktisk få der ser. Af 22 udenlandske kanaler har de 11 af dem haft faldende seertal siden 1998, viser tal fra Gallup TV-Meter. Faldet skyldes to faktorer, vurdrer medieforsker: »De danske tv-stationer har udviklet sig meget, og der er blevet flere af dem. Derudover er de kommet i omdrejninger på samme programområder, som de udenlandske tv-kanaler tilbyder. DR og TV 2 dækker meget hurtigt de store nyheder – breaking news –. Og danskerne foretrækker klart de danske versioner med danske studieværter,« forklarer professor i medievidenskab på Københavns Universitet Stig Hjarvard. jas

Ny DF’er i DR’s bestyrelse
Dansk Folkepartis pressechef Søren Espersen blev valgt ind i Folketinget. Men det betyder også, at Espersen må sige farvel til en plads i Danmarks Radios bestyrelse. I følge reglerne må folketingsmedlemmer ikke sidde i bestyrelsen for DR. I stedet kan Nordjyske Stiftstidende fortælle at det tidligere folketingsmedlem Aase D. Madsen skal afløse Søren Espersens sæde. Aase D. Madsen er 68 år og netop udtrådt af Folketinget. Hun har tidligere været medlem af det hedengangne radioråd.lla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her