Læsetid: 9 min.

Mens verden venter på Iraks stemmetællere

I søndags trodsede et flertal af irakerne vold og terrortrusler og gik til deres første flerpartivalg i over 50 år. I dag kalder 300 danske kulturpersoner til demonstration mod Danmarks deltagelse i den amerikanskledede koalition i Irak. Hvordan opnår Iraks spirende, skrøbelige demokrati de bedste muligheder for at konsolidere sig og opnå legitimitet? Er den USA-dominerede tilstedeværelse en del af løsningen eller problemet? På den internationale scene bølger debatten. Information har plukket i den. Jørgen Steen Nielsen har udvalgt og redigeret teksterne, som er oversat af Niels Ivar Larsen
5. februar 2005


Irakernes sejr – ikke de nykonservatives
af Robert Scheer
»Uanset hvor ufuldkomment det var, er Iraks valg fremragende nyt. Hver eneste gang en befolkning får mulighed for at bruge stemmebokse i stedet for skydevåben til at skabe historie, drager de og resten af verden enorme fordele heraf.«
»At over 60 procent af de stemmeberettigede stemte under et krigshærget Iraks forfærdelige vilkår er et vidnesbyrd om det store mod, som mennesker ofte kan udvise under de vanskeligste betingelser.« »Alt tyder også på, at valget var noget af et hak i tuden til dem, som prædiker en giftig blanding af fundamentalisme og nihilistisk vold, som det også var tilfældet for sidste måneds palæstinensiske valg.« »Den afgørende test – i begge besatte områder – er nu, hvorvidt vælgernes vilje får lov til at blive andet end en symbolsk gestus. Det er svært at forestille sig, hvordan de kurdiske og shiitiske partier skal håndtere den kendsgerning, at den sunnimuslimske minoritet, som har styret Irak i århundreder, i vidt omfang boykottede valget.« »Men hvis de nyvalgte ledere kan udøve deres demokratiske magt med kløgt for det fælles bedste, vil det kunne blive et afgørende skridt i retning af et stabilt og legitimt Irak.« »Det vil dog være håbløst naivt at tro, at de folkevalgtes dagsorden vil falde umiddelbart sammen med besættelsesmagtens. Eller at de vil være i stand til at gøre meget for at dæmpe oprørerne.«

Robert Scheer, kommentator, i LA Times

Der er ikke så store skel
af Youssef
»Hvad, jeg finder sært, når jeg følger den internationale mediedækning af Iraks valg, er, hvordan der altid bliver sat fokus på de spørgsmål, der tilsyneladende splitter sunni- og shiamuslimer. Jeg mener, det giver et forkert billede altid at fremstille det, som om der er store skel.« »Jeg er selv sunni, men min kone er shiamuslim. Mine børn har sunnionkler og shiaonkler. Vores familie har boet i Basra i lang tid. Selvfølgelig er der ekstremister her, men dem kan man støde på alle vegne. De er en minoritet, der ikke er repræsentative for det flertal her, som ønsker at leve i harmoni. Her hersker der konsensus om, at vi er ligeglade, hvem der bliver vores leder, så længe han sætter Iraks velfærd som nation øverst på sin dagsorden.«

Youssef, irakisk læge i Basra, til BBC Online

Kun irakerne kan redde Irak
af Anthony Cordesman
»Vi må gøre alt, vi formår for at synliggøre den fremvoksende irakiske politiske strukturs uafhængighed, samtidig med at vi opmuntrer til rummelighed for alle folkegrupper og en eller anden form for føderalisme samt bistår den nye regering i dens arbejde. Vores glæde over valget må følges op med et praktisk fokus på at hjælpe regeringen til at føre dens beslutninger ud i livet, samtidig med at vi nedtoner alle forsøg på at intervenere eller presse den irakiske regering ovenfra.«
»At en regering er folkevalgt, gør den ikke i sig selv legitim for irakerne. De vil bedømme dens grad af legitimitet på, hvor effektivt den formår at styre landet, give alle irakere fair andel i velstand og magt, skaffe beskæftigelse og økonomiske muligheder, forbedre uddannelses- og sundhedssektoren og sørge for vand, elektricitet og kloakering.« »De vil også bedømme den nye regerings legitimitet ud fra, i hvor høj grad den kan gennemføre en uafhængig politik og demonstrere uenighed med USA og andre udenlandske magter samt tage beslutninger, uden at nogen kigger den over skulderen. Vi kan ikke høre op med at rådgive, men vi må høre op med at påtvinge. Hvor støtte udefra behøves, vil det altid være bedre, hvis den kommer fra FN, briterne eller en eller anden bredere international indsats og ikke i form af unilateral handling fra USA. Alt, hvad vi i øvrigt gør, vil slå fejl, hvis irakerne ikke kan få lov at stå på egne ben og gøre dette, så det er tydeligt for alle. Vi kan ikke redde en regering fra sig selv, og vi vil bare ødelægge den, hvis vi forsøger.«

Anthony H. Cordesman, udenrigspolitisk strateg ved Center For Strategic and International Studies i Washington, i et oplæg til det amerikanske senats udenrigspolitiske komité

Ikke det vi drømte om
af Fareed Zakaria
»Fremtidsudsigterne for ægte demokrati i Irak tegner stadigt mere dystre. Sker der ikke en fundamental kursændring, er Irak godt på vej til at blive endnu et korrupt, olierigt pseudodemokrati i stil med Rusland og Nigeria (…).«
»I næsten ethvert ’delt’ samfund kan et valg føre til øgede spændinger mellem befolkningsgrupperne, hvis ikke alle gør en omfattende indsats for at blive enige om en fælles orden. ’Selve grundforudsætningen for, at et demokrati skal kunne fungere, er konsensus mellem alle større etniske, regionale eller religiøse grupper,’ siger Larry Diamond, en af verdens førende eksperter i demokratisering. Men det er ikke sket. I stedet nærer shiiter, sunnier og kurdere i stigende grad mistro til hinanden og tænker i rent sekteriske baner. Denne ’gruppesolidaritet’ giver også overdreven vægt til de religiøse røster i de etniske grupper, hvilket resulterer i en mindre sekulær, mindre liberal form for politik.(…).« »Irak vil stadig være et land, der er afgørende bedre stillet end under Saddam Hussein. Der findes nu ægte pluralisme og åbenhed i samfundet – i hvert fald i højere grad end i det meste af Mellemøsten. Men det er ikke blevet, hvad mange af os håbede på. Måske kan nogle af de negative udviklinger vendes. Måske vil shiamajoriteten forvalte sin magt klogt. Men det irakiske demokrati er nu overladt til flertallets nåde – et flertal, vi må håbe vil lytte til englene iblandt sig. Dét varsler ikke succes. Som James Madison engang skrev: ’Hvis mennesker var engle, behøvedes ingen statsmagt.’«

Fareed Zakaria redaktør for Newsweek International og fremtrædende ameikansk udenrigskommentator

Det liberale demokratis død
af Lawrence F. Kaplan
»Hvis det liberale demokrati – dvs. et politisk system, der beskytter elementære rettigheder og friheder – er et politisk valg, en viljesakt, så må nogen skabe og opretholde det.« »I Irak er disse nogen – de irakiske liberale – imidlertid blevet så grundigt marginaliserede, at søndagens valg, som skulle have været den irakiske liberalismes endelige gennembrud, i stedet kan varsle dens død.«
»Ud over at give magten til religiøse konservative vil valget udstille en tegneserieversion af demokrati som en proces til at vælge ledere og så ikke så meget mere. Den liberale komponent i det liberale demokrati er – i det omfang den overhovedet fik fodfæste i Irak – stort set forduftet.« »Dens bortgang kan aflæses i de meningsmålinger, som viser en dramatisk tilbagegang i støtten til en sekulær stat og civile friheder, såvel som i det irakiske civilsamfunds svaghed og dets sekteriske bånds styrke. Den kan tilmed aflæses i de sparsomme midler, som Wa0shington har spist Iraks ngo’er og liberale aktivister af med. Men frem for alt kan den aflæses i det antal af fremtrædende irakiske liberale – ngo-ledere, sekulære politikere, progressive præster, avisredaktører – som har taget fast ophold bag pigtrådsafspærringer, er flygtet ud af landet, har mistet deres økonomiske grundlag eller er blevet myrdet.«

Lawrence F. Kaplan, kommentator i det nykonservative ugemagasin The New Republic

Det handler ikke længere om Mr. Bush
af Thomas Friedman
»Som en af dem, der håbede, bekymrede sig og bad for, at irakerne en dag kunne stemme ved et demokratisk valg, som de gjorde i søndags, er jeg uden forbehold lykkelig over udfaldet – og det bør alle andre også være.« »Hvorfor? Fordi det, som truer USA og Vesten fra Mellemøsten, er dårligdommene i en region, hvor der er alt for lidt frihed og alt for mange unge mennesker, som er ude af stand til at realisere deres fulde potentiale.« »Den eneste måde, vi kan gøre os håb om at kurere disse dårligdomme, er ved at føre idékamp inden for den arabisk-muslimske verden, således at de, der har skadelige ideer, bliver besejret af dem, som har progressive ideer. Vi kan ikke kæmpe den kamp. Det kan kun de progressive arabere selv.«
»Kun de kan fortælle selvmordsbomberne, at hvad de gør, svarer til at nedværdige islam og araberne. Men vi kan hjælpe dem til at skabe et rum i hjertet af deres verden, hvor anstændige mennesker har en chance for at udkæmpe denne krig – og det er, hvad de amerikanske og britiske soldater har gjort i Irak (...) Denne krig handler ikke længere om Mr. Bush. Det handler om det irakiske flertals håb om at bygge et alternativ til saddamismen.«

Thomas Friedman, kommentator i The New York Times

Frygten forsvinder
af Louay al-Tahan
»Folk fra alle samfundslag kunne frit tilkendegive deres holdning, ytre deres stemme og spille en afgørende rolle i, hvordan landet skal styres. Jeg er meget glad over den måde, tingene har udviklet sig på. Frygten for statsmagten og den autokratiske hersker er ved at forsvinde,«

Louay al-Tahan, irakisk forretningsmand, til BBC Online

Det handler om kontrol og olie
af Mark Morford
»Det må siges rent ud: Målene retfærdiggør ikke midlerne. Et spinkelt demokrati Irak er da fint og glædeligt. Men hvis Bush for tre år og 300 mia. dollar siden havde mumlet til nationen, at vi nu vil begynde med at bombe dette ludfattige land tilbage til stenalderen, køre den amerikanske økonomi i sænk og sende tusindvis af amerikanere og titusindvis af irakere i døden, samtidig med at vi sender det værst tænkelige budskab til verden og faktisk øger terrortruslen, mens vi vender ryggen til nogle af vores vigtigste allierede, for at bringe dette spinkle demokrati til verden, så tvivler jeg på, at ret mange i dette land ville have kippet med flaget (...)«
»Lad mig formulere det på en anden måde. Her er dit valg, Amerika: Sæt 300 mia. dollar, massiv international modvilje og en kæmpe dynge døde amerikanske soldater ind på at skabe et skrøbeligt demokrati i et splittet og hærget Irak ved at vælte dets ubrugelige diktator, som – lad os understrege det igen – ikke udgjorde nogen trussel imod os, ja, som faktisk var vores allierede, indtil han vovede at true vores olie. Eller sæt i stedet 300 mia. ind på at bistå udviklingslandene, bekæmpe aids, forbedre miljøbeskyttelsen på vores planet og formulere nye aftaler og indgå alliancer – og så måske stadig have lidt tilbage på kistebunden til at udbedre vores nedslidte skole, udbygge vores hospitaler og løse de hjemløses problemer, ja måske endda søsætte en national plan for offentlig sygesikring eller bruge pengene på at løse en række andre af de sociale elendigheder, som plager dette forvitrende, vidunderlige, egomaniske imperium, vi kalder ’vores hjem’.«
»Hvad vælger du, Amerika? Hvad koster demokrati? Hvor går dine grænser? Bush bliver ikke påskønnet for Iraks glimtvise udbrud af demokrati af nøjagtig samme grund, som man ikke påskønner tsunamien for at have spulet Indonesiens gader rene.«
»Hans motiver var aldrig, jeg gentager: aldrig, at skaffe demokrati til Irak. Hans motiver var at styrte en snoldet diktator, som truede vores adgang til 10 procent af verdens olie. Det handlede om magt og regional kontrol og benzin. Og dermed basta.«

Mark Morford, kommentator i San Francisco Chronicle

Efter glæden kommer frygten
af Rageh Omaa
»Irak er stadig et frygtens sted for dets befolkning. Det er fyldt med frygt for Storbritannien og USA – og frygten for, at oprørets intensitet vil tage til; frygten for at Iran vil øge sin indflydelse i landet; frygten for en shiamuslimsk dominans over regeringsmagten vil føre til borgerkrig; frygten for, at deres tropper må forblive der i årevis. Dette år vil blive afgørende for Iraks skæbne, og det vil blive et langt og smerteligt år for den irakiske befolkning. De må nu se sig fanget imellem et demokratisk system, som de modigt har stemt om – men som ikke har den fornødne magt til at skaffe dem fred, sikkerhed, og retsorden – og vestlige magter, der har magt, men som ikke kan udøve den fuldtud uden at ødelægge den fremvoksende irakiske stat.«

Rageh Omaar, BBC-journalist og forfatter, i The Guardian

Irakere vil af med besættelsen
af Sami Ramadani
En ærlig analyse af Iraks sociale og politiske landkort afslører, at irakerne i stigende grad er forenede i deres vilje til at få besættelsen bragt til ophør.«
»Hvad enten de deltog i eller boykottede søndagens valg, så vil dette politiske bånd snart finde udtryk – som det gjorde i Vietnam – trods taktiske forskelle og trods den USA-ledede besættelses forsøg på at dominere irakerne ved at opflamme sekteriske og etniske modsætninger.«

Sami Ramadani, lektor ved London Metropolitan University, irakisk flygtning fra Saddam-tiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her