KULTURMØDE
Indledningen var nærmest en slags programerklæring i sig selv, da Middle East Peace Orchestra forleden spillede i Kulturhus Gimle i Føllenslev på Vestsjælland.
Den egyptiske musiker Mohamed Askari lagde for med en sprød solo på nay, en egyptisk bambusfløjte, og fik senere i nummeret selskab af Henrik Goldschmidts obo og resten af ensemblet, der lod musikken tage en glidende overgang ind i jødisk klezmer. Uden at man som tilhører præcist kunne markere, hvor det ene blev til det andet.
»Ordet fusionsmusik er jo lidt fortærsket, men det er et meget godt udtryk,« siger Henrik Goldschmidt, der til daglig er solooboist i det kongelige kapel og siden midten af 90erne har ladet sin egen jødiske baggrund være udgangspunkt for skabelsen af det jødisk-arabiske ensemble for at skabe større gensidig forståelse.
Naivitet
»Vi spiller hinandens musik,« siger han til Information.
»I dag spiller Mohamed jødisk musik og bidrager med sin barnelærdom, og det vil sige, at den kartoffelmusik, som vi spiller i Østeuropa, tilføjer han arabiske rytmer, og så får det hele en anden duft af noget mellemøstligt. Og når jeg spiller arabisk musik, kan jeg kun gøre det med de jødiske fraseringer, jeg har lært i synagogen, og så får vi denne sammensmeltede nye musik, som det er mit håb vil være en kraft i sig selv.«
Henrik Goldschmidt fik ideen til Middle East Peace Orchestra tilbage i 90erne og navnlig da fredsfølerne mellem Israels daværende ministerpræsident Ehud Barak og den palæstinensiske leder Yasser Arafat i 2000 nok en gang løb af sporet, indså han nødvendigheden af sit projekt.
»Den smuttede altså, og det var en af grundene til, at jeg dannede dette orkester, for jeg blev træt af ordene,« siger han.
»Vi kommer med en naivitet, og i Israel betegner de mig som jublende naiv. De siger: Der er krig, og du laver musik, er det meningsfuldt? Men jeg siger, at jeg kan ikke se, at der er noget alternativ. Hvis man bare kan skabe et enkelt øjeblik en gang imellem for nogle mennesker.«
Jødisk tango
Ensemblets repertoire afspejler disse synspunkter. I Gimle spillede de nummeret Belz, der er skrevet til minde om Østeuropas forsvundne jødiske kulturer. Det er vedmodigt og eftertænksomt, men slutter med en dans for at markere, at »man skal lade håbet leve«.
De fortsatte over i både arabisk dansemusik og en terk en jødisk tango, der er brugt over hele regionen, visse steder som kærlighedssang og andre steder som krigssang.
»Vores musik er som en gullash, fyldt af ingredienser fra hele Mellemøsten,« sagde Goldschmidt til publikum.
Besætningen obo, nay, dambouka, bas, bouzouki og harmonika, som er ensemblets smalle udgave, gav hele den musikalske spændvidde, som skal til, og fremførelsen var båret af dyb indlevelse.
Middle East Peace Orchestra har allerede spillet på Det Kongelige Teater og har invitationer fra en række israelske spillesteder samt både tyrkisk og irakisk Kurdistan.
»Derfor er vores næste punkt måske også at inddrage en tyrkisk og en kurdisk musiker for at vise, at mellemøstkonflikten er meget mere facetteret,« siger Henrik Goldschmidt, der beklager, at projektet har overraskende store finansieringsproblemer.
Mellemøstlig skepsis
Han har flere gange været i Israel for at spille dansk musik eller for at undervise og har aldrig haft problemer med at finde støttemidler, men har fået blankt afslag fra alle fonde på ansøgninger på vegne af Middle East Peace Orchestra.
»Folk betragter dette som et meget politisk orkester, og det undrer mig, for mit statement er ikke politisk, men mellemfolkeligt og musikalsk,« siger han.
»Vi kan jo ikke spille i Mellemøsten, hvis vi ikke har penge med hjemmefra.«
Også i Mellemøsten er projektet blevet mødt med skepsis. At der ikke er israelske musikere med, beskriver Goldschmidt som en tilfældighed, for fra den side er der ingen vanskeligheder med at få musikere til at stille op, hvorimod han taler om store rekrutteringsvanskeligheder blandt arabiske musikere.
»De er meget tvivlende på, om de helt formelt vil stå på scenen sammen med jødiske musikere. Jeg havde kontakt med en syrisk sangerinde, som da hun spurgte sit kultusministerium i Damaskus fik hun strenge pålæg om, at det kunne hun ikke. Hun mente faktisk selv, at hun ville komme i fare, hvis hun gjorde det,« siger Henrik Goldschmidt.
Ikke desto mindre kommer der mange koncerter efter Føllenslev, for Henrik Goldschmidt mener, at musikkens mellemøstlige fredsbudskab er for vigtigt, til at han kan slippe projektet.
»Jeg synes jo altid, det her er betydningsfuldt, og jeg frygter desværre også, at vi aldrig bliver arbejdsløse,« ssiger han.
»Vi er nok et af de få orkestre i verden, der godt kunne tænke sig at blive arbejdsløse. Vi kender jo tingene i Mellemøsten. Tingene ser godt ud i denne uge, men det vi ved jo ikke om, de gør om 14 dage.«
