Læsetid: 4 min.

Modstandens æstetik

Hvordan skildres virkeligheden i dette års Berlinale-film? Stræber de efter en viden, der ligger hinsides det vedtagne og bekræftende?
15. februar 2005

BERLIN NONSTOP
»Vi spurgte os, hvad som var det sande i kunsten og kom frem til, at det måtte være det materiale, som er gået gennem de egne sanser og nerver.«
Peter Weiss

BERLIN – Hvordan skildres virkeligheden på filmfestivalen? Findes der en ’modstandens æstetik’ – en stræben efter en viden, der ligger hinsides det vedtagne og bekræftende? Når dramatikeren Patrick Marber skriver manuskriptet til David MacKenzies Asylum om, hvordan hustruen til en læge på et sindssygehospital indleder et forhold med en morder, erstattes sandsynlighed af sex – det er spekulation i stedet for følelsesfordybelse. Stefano Mordinis Provincia Meccanica (Småstadsitalien) vil skildre en ung arbejderfamilie i det postindustrielle samfund, men stivner i illustrationer. Industrisamfundets ruiner bliver blot til nattebilleder imod en blåsort himmel, og kernefamiliens problemer til mandlig hud mod kvindelig. Disse mennesker er smukke og usandsynlige. André Téchiné fortæller en kærlighedshistorie (Changing Times – Cathérine Deneuve mod Gérard Depardieu) i Tanger, hvor det mest interessante består i de håndholdte kameraers sideblik og skuespillerindsatserne. Spændingen findes i spørgsmålene om nordafrikansk eller europæisk identitet, men de skildres blot som en almen usikkerhed. I vildrede er vi alle.

Depression
Mest charmerende hidtil på festivalen er Hannes Stöhrs En dag i Europa – en episodefilm om tyveri i fire europæiske storbyer. Truffaut light med et klart blik for hverdagssituationer og mennesker. Paul Weitz’ komedie In Good Company, med en strålende Dennis Quaid, handler om ’midlife crisis’ og moderne big business. Hollywoods ’good fun’ er dog så velforsynet med ideologi og standarddramaturgi, at man stiller sig spørgsmålet: Findes der ingen virkelighed i USA? Festivaldepressionen er lumsk. Netop som man midt i festivalvirakken tror at more sig, slår den til – som en uforklarlig hovedpine. Om formiddagen et jalousidrama med dødelig udgang, ved middagstid tre unge modstandskæmpere, som til sidst bliver guillotineret og frem til aften en 52-årig, hvis chefjob går til en 26-årig. I fagsprog kaldes den slags for inkommensurabelt, hvilket betyder, at man ikke ved, hvad der er værst. Fra pladsen ved siden af mig spørger en tysk filmkritiker: »Så du den der film fra Sydafrika, hvor alle var så tykke? Mindst 130 kilo var der nogen, som sagde…« Jeg så Mark Dornfor-Mays U-Carmen eKhayelitsha – en nyskabende bearbejdelse af George Bizets opera. Carmen og Don Josés tragiske kærlighedshistorie udspiller sig i en sydafrikansk township. Det er en fantastisk film, som får det stærke stof til at leve op på en helt ny måde i et forunderligt vekselspil mellem dagens sydafrikanske virkelighed og operamusikkens klassiske følelsessvulmen. Operalibrettoen til Carmen bygger som bekendt på Prosper Mérimées novelle. Her blev Sevilla til ’township Seville’, og teksten er oversat til xhosa. Den store transponering er den kærkomne tilpasning til samtiden. Carmens veninde kigger på den smægtende Don José og siger: »You better use this condom if you want her.«
Her findes modstandens æstetik: Humoren sættes op imod hårdheden, livsglæden op imod tragedien.

Dybe lag
Den tyske film Sophie Scholl – de sidste dage af Marc Rothemund skildrer de to søskende Scholl, som spredte løbesedler på Münchens universitet den 18. februar 1943, og som fem dage senere blev henrettet efter en summarisk rettergang.
Filmen bygger på forhørsprotokoller og er et kammerspil om Sophie Scholls mod og klarsyn. Julia Jentsch, tysk films nyeste stjerneskud, gestalter hovedpersonen med stærk tilbageholden koncentration. I hendes åbne ansigt kan man leve sig ind i sådanne lag, som musik og entydighed ikke formår at ødelægge. Alexander Held, som forhørslederen Mohr, antyder en gådefuld, uudtalt indsigt. Alligevel er det svært at finde de – for kunsten så vigtige – nye aspekter i materialet. Den vigtigste film er og bliver Hotel Rwanda, som blev vist uden for konkurrencen – Terry Georges politiske film om folkemordet i Rwanda i 1994, hvor en mio. uskyldige blev nedslagtet af deres egne landsmænd. Her anvendes Hollywoods virkemidler på intelligent vis. Regissøren fastnagler kameraet på sin hovedperson (fantastisk spillet af Don Cheadle), hotelejeren i Kigali, som med sin civilcourage redder 1.268 menneskers liv. Hele historien berettes fra familiens perspektiv. Børnene og hustruen, som den unge englænderinde Sophie Okonedo spiller så usvigeligt virkelighedsnært, er filmens absolutte brændpunkt. Som tilskuer søger man dem hele tiden med blikket i infernoet. Terry George satser på spænding, indlevelse og respekt. Han gestalter ægthed og værdighed. Han skaber en modstandens æstetik, som hele tiden tager dramaturgien til det punkt, som går forud for den kolde vold, knivene og mordene. Da han standser op foran det uudsigelige og umenneskelige, tvinges jeg til at forestille mig, hvordan det er at være offer. Jeg hører kun ophidselsesrøsterne fra radiosenderen RTML, massemordets talerør.
Den vestlige verden er langt væk. Alle blunder. Kunsten kan være humanismen på verdens knivsæg.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu