Læsetid: 3 min.

Den multisceniske virkelighed

Der synes lige nu at være en massiv interesse for den umiddelbare forhistorie. Christian Kampmanns ’Visse hensyn’ har netop haft premiere, som det første af fire i en ny teaterføljeton
21. februar 2005

Nyt teater
Krøniken har lige spillet for fulde huse prime time, Familien Gregersen på film, Kampmanns store værk om Danmarks historie fra 50’erne til 70’erne, har for nylig haft premiere, og Aarhus Teater lancerer med Visse hensyn første del af en teater-føljeton, der bringer firbindsværket om familien Gregersens storhed og fald på scenen de næste tre sæsoner kulminerende i 2008, hvor alle fire forestillinger vises samlet.
Der synes lige nu at være en massiv interesse for den nære danske forhistorie, for velfærdsstatens barndom, for opbruddet fra det traditionsbundne klassesamfund til det postmoderne komsumptionslandskab, for overgangen fra det bornerte, pæne hykleri til den friere seksualmoral, for opgøret med patriarkatets logeagtige broderskab og mødrenes store indespærring i familiens kolde skød til sønnernes oprør og kvindernes relative frisættelse fra traditionen.
Hvorfor den interesse for den umiddelbare forhistorie og hvorfor Kampmann nu på teater? Nostalgien – forstået som længslen efter de frydefulde gensyn/genhør – gøres i Christoffer Berdals meget interessante iscenesættelse bevidst for tilskueren, og enhver forestilling om naiv virkelighedsgengivelse gøres til skamme ved den meget selvbevidste brug af forskellige æstetiske virkemidler i forhold til Christian Kampmanns nyrealistiske romaner.

Flere former for realisme
Christoffer Berdal og scenograf Nina Flagstad har valgt at satse på flere forskellige former for realisme, hvad der giver stykket et komplekst og interessant udtryk. I den traumatiske realisme, som vi kender fra blandt andet Ibsens dramaer, bringes afgørende smertepunkter frem i lyset.
Teaterversionen af Visse hensyn følger i store træk romanforlægget: Det begynder med en påskemiddag i 1953 til fejringen af forlovelsen mellem den ødelagte Karen, det ældste barn i familien Gregersen, og Jes skolelærer og fritidslandmand fra Nordjylland. I mellemspillet følger vi tre af børnenes seksuelle debut, én finder sig selv som homoseksuel, og de to yngste får debuten med hinanden.
Stykket slutter ved nytårsfesten 1957, hvor endnu en afsløring finder sted: Husveninden Tjumse fortæller den homoseksuelle Bo, at hun i adskillige år har været faderens elskerinde. Afsløringernes kerne er i tidens ånd naturligvis af seksuel art, og alle menneskelige relationer har seksuelle over- og undertoner.
Afsløringen finder også sted i selve det sceniske udtryk: Den overtydelige kulisse, som Nina Flagstad har lavet af Gregersens pompøse villa, drejes behændigt, og vi kommer ind back-stage, til en bogstavelig bagside med et kæmpestativ af projektører, endnu en af scenens mange ansigter. Afsløringerne leveres ikke på tragisk vis men som en tragisk, grotesk farce.
Det tragiske er, at den friere seksualmoral fremstilles som endnu et fængsel. Der leveres fint ensemblespil, især er Anne-Sofie og Søren Byder fine som forskruede overklasseløg og Annika Johannesen som alt for sensitiv til den kynisk-hykleriske stil, der dyrkes i det gregersenske hjem.

Det moderne menneske
En anden realismeform, stykket benytter sig af, kan man kalde en dokumenterende realisme, hvor det drejer sig om at gøre verden uden for scenens rum synligt, og til dette er benyttet en storskærm indbygget i facadekulissens tag. Herpå projiceres billeder af forskellig art. Reklamefilm med blandt andet Dirch Passer, nyhedsudsendelser og dokumentarfilm fra 50’erne giver nostalgisk tidskolorit. Indslagene er behørigt introduceret med indgangsskiltet Verden udenfor og billedet af en drejende klode som en sarkastisk påmindelse om, at fokuseringen på det intime liv både er lidt indsnævret og verdensfjern, med tanke på vores store nabo mod syd, hvis krigstraumer i 50’erne var og i øvrigt stadigt er gigantiske.
Den tredje form for realisme bryder med tidens, stedets og handlingens enhed for at lave et slags simultant ’kaos’. De projicerede billeder giver tilskueren adgang ikke kun til flere tider men også til flere samtidige rum og synsvinkler. Flere parallelhandlinger finder sted i husets øvrige rum, og disse ses da på storskærmen med kameramanden som synlig aktør, samtidig med at scenen delvist kan ses fra teaterpublikummets synsvinkel. En meget raffineret spejling af det moderne menneskes selvbevidste og multisceniske kompetencer.
På storskærmen projiceres optagede billeder dels af teaterbygningens facade ud mod Lilletorv dels af teaterbygningens gange og korridorer med billeder af de ventende skuespillere. Som tilskuer spørger man sig selv, om de er i deres roller, eller de er på vej til at spille deres roller.
At blive bragt i tvivl som beskuer på den måde er noget, et samtidspublikum er bekendt med som led i virkelighedens mange medieiscenesættelser. På den led er storskærmen et velintegreret scenisk udtryk for det postmoderne menneskes multisceniske virkelighed.

*Aarhus Teater: Visse hensyn, Gregersen Sagaen I, til den 19. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu