Læsetid: 3 min.

Når ungløver æder hinanden

Venstre-spliden i København handler ikke bare om nag og magt, men også om partiets retning
5. februar 2005

ANALYSE
Venstreburet genlyder af indbyrdes kamp. Partiets kulturborgmester i København, den 34-årige Martin Geertsen, tog torsdag det uhørte skridt at indkalde til pressemøde, hvor han og hans tilhængere hårdt angreb Venstres ledelse for topstyring, hetz og ufine metoder. Balladen handler om den københavnske Søndre Storkreds. Her står Venstre kun til ét mandat, men to ungløver i den svære vægtklasse er kandidater: Geertsen og partiets politiske ordfører Jens Rohde, 34 år. Rohde blev i 2001 valgt i Viborg amt. Når han pludselig hænger på valgplakater i hovedstaden, skyldes det kirkeminister Tove Fergo. Hun hidkaldte i 2003 en indremissionsk præst til at prædike ved Folketingets åbning, og den prædiken udeblev Jens Rohde demonstrativt fra. Han satte også ord på sin uvilje: »Det er simpelthen for sort med Indre Mission.«

Velpolstret trøst
Det udløste i Vestjylland et indremissionsk hævntogt mod Rohde og Venstre. Partiet mistede 500 lokalmedlemmer, og Kjellerup-kredsen droppede Rohde. Partiledelsen værdsætter Rohdes loyale indsats som politisk ordfører og fandt det nødvendigt at skaffe ham en valgkreds uden for missionærernes klofang. Blikket faldt på den københavnske Rådhuskreds. Den hører under Søndre Storkreds, hvor i dag er valgt partiets forsvarspolitiske ordfører, 35-årige Ulrik Kragh. Storkredsen forventes kun at give Venstre-valg til én, så dermed var Kragh ofret. Partiledelsen gav i efteråret Kragh en pæn trøst ved at udnævne ham til den velpolstrede retrætestilling som Hjemmeværnets kommitterede. Nu gjaldt det for V-ledelsen om at skræmme andre væk, der kunne true Rohde i Søndre Storkreds. Partiets gruppeformand på Københavns Rådhus, Pia Allerslev, fortalte i torsdags, at opkald fra Rohde og partisekretær Skipper Rasmussen havde truet hende fra at stille op. Derpå meldte sig hendes nære forbundsfælle, kulturborgmester Geertsen, der kører et tæt parløb med bygge- og teknikborgmester Søren Pind, som er opstillet i Østre Storkreds.

Dobbeltposter
Ifølge Geertsen prøvede partiledelsen at lokke ham ud af København ved at tilbyde opstilling i Ballerup-kredsen, hvor Geertsen kunne gøre kål på den nuværende V-MF’er Pia Larsen. Han afslog, og så kom kløerne for alvor frem.
Geertsen styrkede umiddelbart inden valget sin stilling over for Rohde ved at forhindre en af sine forbundsfæller i at trække sig fra en anden delkreds i Søndre Storkreds, så Geertsen i kraft af alfabetisk opstilling røg øverst på delkredsens stemmeseddel – foran Rohde. Det trick søgte partiledelsen – forgæves – at true de implicerede til at tilbagekalde. Som modtræk har partiledelsen underholdt medier om, at hverken Pind eller Geertsen vil trække sig fra deres vellønnede borgmesterposter, hvis de bliver valgt til Folketinget. Herved kommer deres hyre op over ministres. Ironisk nok er både Rohde og Ulrik Kragh også sårbare på dobbeltmandater, idet de to siden sidste valg har opretholdt lønsomme poster i henholdsvis Viborg og Horsens byråd. Som modtræk mod ledelsens smæderier har Pind & Geertsen-kampagnen spredt sine egne rygter, blandt andet om, at Rohde i sin ungdom skulle have solgt narko i Viborg.

Partiskadelig virksomhed
I onsdags måtte de to V-borgmestre ofre deres fælles spindoktor, Jarl Cordua, for at lægge afstand til rygtebryggeriet. At statsminister Fogh selv er engageret i københavner-kampen, bekræftede han forleden ved at tale om »partiskadelig virksomhed«, der kunne afskære Pind & Geertsen fra videre V-karriere.
Ærgerligt for Fogh er også, at intrigerne mindsker Venstres chancer for at erobre overborgmesterposten i København til november. Pind & Geertsen irriterer samtidig Fogh ved at forlange en ren ideologisk liberalkurs, hvad de lydeligt gjorde ved i 2003 at kræve partidebat om »10 liberale teser« – et oprør, ledelsen kun med besvær fik kvalt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her