Læsetid: 10 min.

negativismen i kulturen

Det er godt at gå sine egne veje og bryde alle regler. Det er godt at provokere, det er godt at ville gøre alting anderledes. Men hvorfor er det egentlig det? Den danske digter Søren Ulrik Thomsen og den danske litterat Frederik Stjernfelt har skrevet en længe ventet bog, der udkommer næste fredag. Den hedder ’Kritik af den negative opbyggelighed’. Information bringer i dag to uddrag af et af Frederik Stjernfelts bidrag til bogen
18. februar 2005

boguddrag
At negationen er blevet udbredt i kulturen, at hvad der tidligere var åndshistoriske specialiteter i vitalisen og avantgarde, det er nu allemandseje, det kan man kun alt for let forsikre sig om ved at slå ørerne ud i presse og tv og almindelig konversation. Vendinger som ’at overskride normer’, ’chokere publikum’, ’nødvendige provokationer’ ’tale Roma midt imod’ og så videre er blevet dagligdags reklamesloganslogans for de mest bovlamme præstationer. Men negationen er imidlertid også bredt til stede i kulturen i en række mere indirekte og øjensynlig mere subtile manifestationer. En af dem kan man kalde kritik som attitude. Den første gang, figuren for alvor gik op for mig tror jeg var for nogle år siden, i 1997 da Dorrit Willumsen havde fået Nordisk Råds Litteraturpris, og tv-journalisten Stig Andersen blev sat til at interviewe hende i en nyhedsudsendelse. Hvorvidt intervieweren havde læst den præmierede bog eller andre af prismodtagerens værker var uvist – men samtalen indeholdt i hvert fald intet der tydede på det. Han valgte i stedet for at tale om bog og forfatterskab at stille sig kritisk an med spørgsmål à la: »Hvorfor skal forfattere egentlig overhovedet have priser?« – som om Dorrit Willumsen selv havde krævet ind og var ansvarlig for uretmæssigt at have raget en fordel til sig, som den kritiske journalist så kunne afdække. At Andersen overhovedet ikke selv havde noget interessant at bidrage til interviewet med gjorde det pinagtigt klart, at den kritiske attitude var blevet en maske, man hastigt kan gemme sig bag, egnet til at skjule, at man ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok – og hvis seeren heller ikke er specielt informeret om den pågældende sag, så kan man imponere med sin kompromisløse holdning, sit gennemskuende blik, sine afbrydelser, der hindrer interviewofret i at forklare sig, og sin generelle mistænkeliggørelse af den interviewedes intentioner, som om der i alle tilfælde var grund til at tro, at der lå misdædige personlige motiver bag. Den kritiske maske er naturligvis en karikatur af en yderst vigtig funktion i en oplyst offentlighed: den i sund forstand kritiske journalist, der har opdaget, at der i det aktuelle tilfælde faktisk er grund til at mistro interviewofret, fordi der foreligger inkriminerende oplysninger – journalisten, der har indhentet information fra en lang række kilder og derfor er i stand til at triangulere sig frem til en sandhed, der er ubehagelig for mange parter i en sag, reporteren, der efter grundigt arbejde er blevet i stand til at finde en kilde, der kuldkaster den officielle version af en sag – alt det vi er i blevet vant til at forbinde med den højstemte retorik om pressen som den fjerde statsmagt. Problemet er, at disse hæderværdige og uundværlige indsatser er forbandet lette at mime, hvis man står over for et offer, man kan overraske, og et publikum man kan føre bag lyset. Den kritiske attitude er negationen i spil på det journalistiske område: man anser det for et gode i sig selv, at man kan inkriminere en person, og kan man få vedkommende til at stamme, rødme, svede, kremte, få tics, virre med hovedet eller flakke med blikket, eller, hvis man er rigtig heldig, til at stikke en nødløgn om en i øvrigt fuldstændig ligegyldig sag – ja, så er scoren hjemme i det personfikserede spil, der med en mærkelig insisteren kendetegner negationen. Nu klarede Dorrit Willumsen sig heldigvis godt i den aktuelle sag, der endda gav anledning til, at røster i pressen efterfølgende undrede sig over det passerede – men den konkrete sag fungerede til gengæld som øjenåbner: man blev med eet klar over, hvor ofte man egentlig havde set noget lignende foregå. Hvor stor en procentdel af den højt beklagede politikerlede skyldes egentlig, at politikere rutinemæssigt ikke får lov til at tale ud, og jo da i hvert fald ikke til at præsentere et argument fra start til slut, men bliver talt til som om de var en mellemting mellem uartige skolebørn, krigsforbrydere og linselus, der har været gejle for at få aftenens 20 sekunder på tv-skærmen? Kritikken som attitude præger også dagbladskritikken af kunst, hvor mange kritikere skriver som om kun den kompromisløse destruktion (eller ditto, omend sjældnere, den sangvinske, helt ukritiske tiljubling) kan få pennen til at flyde. Der synes kun at existere karaktererne 00 eller 13 – mest den første – og det skyldes en yderligere og tydeligvis stærkt tiltrækkende egenskab ved negationen: at den er taknemmelig at skrive på. Nedrakningen som genre yngler ondartede karakteristikker og metaforer i kø, og den rasende anmelder, der gejler sig selv op ved at lade negation følge på negation, kan glæde sig over ekstasen i sit eget sprog, altimedens det banale statistiske faktum lades i baggrunden, at det gælder kunst som alt muligt andet, at de fleste præstationer falder i mellemgruppens karakterer omkring en 7-8-9-10 stykker. At skrive sådanne karakterer ud i prosa kræver imidlertid kompromiser, forbehold, argumenter, på-den-ene-på-den-anden-side, vanskelige afvejninger, nøjagtige karakteristikker og stilistisk finesse – fordringer, der kræver en større stilist og tænker for at blive indfriet på en interessant måde end den simple opgave at opfinde en række djærve pejorativer. Jeg har ved flere lejligheder fået det smigrende tilbud at skrive en ’klumme’ – en ugentlig spalte i en avis, hvor en fast figur udbreder sig kritisk om dette og hint. Når jeg rutinemæssigt har afvist tilbuddene, skyldes det, at sådanne spalter er formelige mistbænke for negation. Man kan se for sig klummisten sidde svedende torsdag aften lammet af stofnød med kaffe, cigaret og tom skærm, medens deadline åndsfraværende nærmer sig … men klummen er jo til alt held en subjektiv spalte, så hængende ud over yderste deadline kan man altid opfinde et eller andet at brokke sig over, uden naturligvis at have tid til at bygge sit angreb på den research og de fakta, man normalt ville stille som mindstefordring for en seriøs kritik af noget som helst. Bortset fra genrens få beundringsværdige mestre er det ikke mange, der evner at holde stand over for negationens automatiske fristelse – så meget mere som det jo er notorisk lettere at kritisere i al generalitet end at præcisere sin kritik, subsidiært foreslå en reel positiv, konstruktiv løsning på et problem. Den generelle kritiks negation hæver til gengæld skribenten op i en aristokratposition, hvor man med ørneblikket gennemskuer og strør giftige adjektiver om sig – men en position, der er ganske gratis i mangel på reelt tankearbejde angående den sag, der er til diskussion. At have en klumme anses for et særligt adelsmærke, få skribenter beskåret, hævet over dem, der faktisk må trækkes med at fylde bladet med egentlige, fladpandede informationer – en bagvendt tingenes tilstand: klummesyge.

II
Et andet kulturelt gemmested for negation dækker sig under ’experimentet’ som metafor. Christiania er et socialt experiment, man forsøger sig frem med experimenterende pædagogik – og naturligvis: man laver experimenterende kunst. Experimentet anvendes som centralt kvalitetskriterium: experimenterende kunst anses for i sig selv at være al anden kunst – der i stilhed dømmes ikke-experimenterende – overlegen. Som i tilfældet med den kritiske attitude parasiterer den negative experimenteren på et i udgangspunktet sundt, godt og oplyst fænomen. Experimentet er et af den oplyste videnskabs fornemste bidrag til civilisationen. Man laver en forsøgsopstilling, vejledt af ens mere eller mindre omfattende teoretiske begribelse af et eller andet fænomen, og denne teoretiske begribelse forudsiger, at opstillingen udvikler sig på en eller anden mere eller mindre præcist defineret måde. Man lader nu opstillingen udvikle sig frit, idet man afspærrer den fra ydre forstyrrelser, og herefter kan man ud fra resultatet bedømme graden af korrekthed af ens teori og udkaste nye experimenter, der giver endnu mere præcis viden. Experimentet sammenfletter i forbilledlig form teoretisk med empirisk viden, a priori ræsonneren med trial-and-error, allerede oparbejdet indsigt med indsamling af ny data. Der er naturligvis mange interessante erkendelsesteoretiske spørgsmål knyttet til experimentet. Hvor præcist et tankeexperiment skal man have klar, før det kan omsættes i reel experimenteren? Er et heldigt udfald af experimentet en egentlig bekræftelse af teorien, eller kunne andre teorier redegøre for samme udfald? Hvordan fortolkes et uheldigt udfald af experimentet – hvilken modifikation af tankeexperiment eller forsøgsopstilling skal det give anledning til? Megen nyere videnskabsteori afhænger af svarene på disse spørgsmål. I alle tilfælde er fortolkningen og bedømmelsen af experimentets udfald centralt for oparbejdelsen af viden og for udkastet af nye experimenter.
Det afgørende kriterium på negationsexperimentet – i modsætning til det rigtige experiment – er imidlertid, at der ikke foreligger nogen som helst reel interesse for udfaldet. Der foreligger som regel ikke nogen bare mådeligt expliciteret teori om resultatet, hvilket demonstreres ved, at udfaldet slet ikke underkastes nogen undersøgelse. Uanset hvad man ellers kan mene om Christiania – det er ikke her emnet – så er det ikke i nogen rimelig brug af ordet noget ’socialt experiment’, hvis det ikke på noget tidspunkt er genstand for en evaluering, der kan drage konklusioner af experimentet og modificere, afslutte eller fortsætte den igangsatte undersøgelse. Som man ser, er denne brug af metaforen ’experiment’ formelt ligedannet med negationen uden efterfølgende positivitet: experimentet har så alene karakter af, at nogle almindeligt underforståede normer slækkes eller fjernes. Dette kan NB være aldeles interessant, hvis man vel at mærke interesserer sig for, hvor-dan udfaldet bliver, og hvordan det står i forhold til lignende udfald med beslægtede ændringer af normer og indstillinger. Men det er ikke tilfældet i negationen som experiment, hvor alene negeringen af normer anses for tilstrækkeligt kriterium, så man ikke behøver interessere sig for det faktuelle udfald. Man genfinder det med deprimerende hyppighed i ’pædagogiske experimenter’. I debatten om det omstridte skole-experiment ’SKUB’ i Gentofte Kommune blev projektets pædagogiske konsulent, professor Per Fibæk Laursen i Politiken spurgt, om der fandtes erfaringer, der viste, at sådanne experimenter faktisk førte til øget indlæring: »Jeg har undladt at se på, om børnene lærer mere eller mindre. Jeg har lagt hovedvægten på, at de lærer noget andet,« siger han. (7/9 2004). – Men uden efterfølgende kontrol, intet experiment. Negationens indgroede rolle i reformpædagogikkens surreelle verden blev jeg klar over i en personlig oplevelse. Jeg bladede engang i et af mine børns – dengang ca. otte år – matematikhæfter, og opdagede til min undren, at halvdelen af stykkerne var regnet forkert. Jeg spurgte barnet, om ikke læreren tjekkede stykkerne, og fik at vide, at det gjorde han da ikke. Det havde barnet aldrig tænkt på, at han kunne eller burde finde på. Sagen måtte naturligvis drøftes på at forældremøde, og her fik jeg svaret: Nænej, her praktiserer vi »Ansvar for egen læring«. Hvis barnet ønsker at få sine stykker kontrolleret, er det sandelig barnets eget ansvar at henvende sig til læreren og bede om at få det gjort. Matematiklæreren fralagde sig med dette argument og med docerende tonefald ethvert ansvar. Jeg replicerede naturligvis, at man vel ikke på andre af livets områder normalt anser otte-årige børn i stand til at påtage sig ansvar, og at det vel snarere måtte være en del af uddannelsen og opdragelsens langsigtede formål at gøre dem i stand til det. Det argument gjorde intet indtryk. Jeg forsøgte så med en almindelig appel til fallibilismen: Jamen, børn bliver da klogere af deres fejltagelser! Hvis ikke man påpeger, når de har gjort noget galt, så lærer de jo ingenting! Det argument bragte til gengæld læreren i harnisk: Det kunne han sandelig ikke finde på. At påpege fejl over for barnet var jo at krænke det. Det kunne jo tage skade! I sin solidaritet med ofret bragte pædagogen sig dermed i position til et negerende modangreb. Jeg måtte paf trække mig tilbage, men klogere på, hvordan argumentstrukturen bag pædagogiske experimenter er. Det afgørende ved experimentet er, at man negerer et sæt givne normer (at læreren skal besvære sig med at rette børnenes opgaver), og så udstyrer man sig med en ideologi, der synes at garantere de positive konsekvenser (at barnet dermed friholdes fra krænkelse og bliver mere naturligt, frigjort, etc.) – en ideologi, der samtidig overflødiggør, at man interesserer sig for experimentets reelle udfald, hvordan det faktisk går med barn og indlæring (hvor den reelle nærliggende konsekvens er, barnet faktisk ofres og bliver usikkert, idet det intet lærer). Intetsteds trives experiment-metaforen imidlertid så godt som i kunstverdenen: at et værk er ’experimenterende’ tæller som kriterium i sig selv – og jeg har i essayet om erstatningskriterierne analyseret et bundt af former, som experimentets argument kan tage. Og sandt er det da også, at meget af den mest fantastiske kunst det 20. århundrede har præsteret, har været resultat af experimenter (men har tidligere kunst mon ikke også det?). Men disse værker er jo netop kun gode, fordi kunstneren ikke alene har interesseret sig for at experimentere med at suspendere givne æstetiske, institutionelle eller politiske normer, men fordi han også har interesseret sig for hvad der faktisk var at finde på den anden side af normen (og konsekvent kasseret det han fandt, hvis det ikke af en eller anden anden grund var interessant).

Ovenstående er uddrag af essaysamlingen ’kritik af den negative opbyggelighed’, som udkommer på forlaget Vindrose den 25. februar. Bogen er skrevet af litteraten Frederik Stjernfelt og digteren Søren Ulrik Thomsen. Den her bragte tekst er skrevet af Frederik Stjernfelt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu