Læsetid: 2 min.

En ø i det fjerne

Tager man båden fra Terre-de-Haut til Terre-de-Bas, er man kommet langt ud i Frankrig
22. februar 2005

DERUDAD
Frankrig er et land med mange fjerne egne. En af de fjernere er Terre-de-Bas . Dér kan cyklister nå frem, hvis de følger denne opskrift:
Først flyver man sig selv og sin cykel 6.900 km fra Paris til Pointe-à-Pitre, der er hovedbyen på øen Guadeloupe. Derpå cykler man ned til havnen og tager en hydrofoil 50 km ud i Det Caribiske Hav – ud til øgruppen Les Saintes, som man anløber i byen Bourg på øen Terre-de-Haut. Derfra går der fem gange om dagen en båd de fire km, der er over til Terre-de-Bas, som også er en ø.
Hov stop, vil nogen sige. Det er jo slet ikke Frankrig, for det er jo ude midt i Caribien. Til dét er svaret: Jo, det er. 100 procent Frankrig. Og på et skilt i Pointe-à-Pitres lufthavn står: »Velkommen til den Europæiske Union«, hvad der kan overraske her 400 km nord for Venezuela.
Sagen er, at Frankrig i 1946 indlemmede Guadeloupe-øgruppen og den syd for beliggende Martinique som fuldgyldige landsdele med status som oversøiske departementer – på nudansk, regioner. Øernes omkring 800.000 indbyggere har ved en folkeafstemning i december 2003 bekræftet, at de ingen ændring ønsker i deres fransk-europæiske status.

De rare onkler
Forståeligt nok, for med Frankrig og EU har øerne to ekstra pengekasser at trække på. To tredjedele af deres økonomi får øerne hevet hjem ovre fra den anden side af Atlanterhavet.
De rare europæiske onkler forsyner Fransk Caribien med en levestandard, der langt overgår naboøernes.
Ovre på Terre-de-Haut er de 1.800 indbyggere næsten alle hvide. På Terre-de-Bas er de 1.300 indbyggere næsten alle sorte.
Som det hyppigt er tilfældet for caribiske gåder ligger forklaringen i slaveriet. Terre-de-Haut går så stejlt op og ned, at plantagedrift ikke var mulig. De franske indvandrere fandt derfor ikke noget formål i at importere slaver, men levede af det, de var vant til hjemme i de franske kystbyer, hvorfra de kom: De fiskede.
Terre-de-Bas er blødere kurvet og har derfor kunnet indrettes med både en sukker- og en kaffeplantage, hvortil arbejdskraften har været hentet i Afrika.
Og nå ja, det er så årsagen, siger man halvandet hundrede år efter slaveriets ophævelse. Et eller andet sted stikker gruen over slaveriet alligevel i hjertet: At det kun er halvandet hundrede år siden, at det holdt op. På mange caribiske øer ironisk nok på den måde, at de frisatte slaver ikke kom til at arbejde for løn. Plantageejerne lod dem erstatte af indforskrevne kontraktarbejdere fra Indien – et genetisk input, der stadigt er synlig i Caribiens befolkningssammensætning.

Lommer af fortid
I Fransk Caribien er der andre overraskende lommer af fortid. Når man kommer cyklende og i vejsiden får øje på et bildæk, der vifter med ørerne, og man råber det en hilsen, og det fornøjet grynter tilbage – er forklaringen, at bildækket er en sammenrullet, langhåret sort gris, som familien bruger som affaldskværn og tøjrer med et reb til en palmestamme. Grisene er i vældigt højt humør, når man snakker med dem.
Og bagefter kan man gå hen og få sig et udsøgt frokostmåltid. På Terre-de-Bas serverer Chez Eugénette en dagens ret af karrykrydrede konkylie-snegle og dertil en frisk Loire-vin. Vi er jo i Frankrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her