Læsetid: 8 min.

OPINION

16. februar 2005


Det passer ikke
Nu er jeg snart træt af at høre venstreministre sige, at en venstrestatsminister for første gang i Danmarkshistorien er blevet genvalgt. For det passer ikke. I 1905 blev lederen af Venstre, J. C. Christensen, regeringschef. Efter valget i 1906 fortsatte han i denne stilling. Han måtte først gå i 1908 på grund af Albertiaffæren. I 1908 afløste venstremanden Niels Neergaard J.C. Christensen som regeringschef. Ved valget april 1909 gik Venstre ganske vist tilbage, men Neergaard blev siddende som regeringschef, indtil han samme sommer kørte fast på grund af uenighed inden for Venstre om en forsvarsreform.
Claus Friisberg
studielektor

Vælg Mette!
Hvad skal vi med Socialdemokratiet? Med Helle Thorning-Schmidt som forkvinde har vi ikke noget at bruge partiet til. Foghs Venstre er klart bedre til at lære os at elske markedet og mest lige så indsigts- og perspektivløs, når krav til folkeskolen formuleres: flere timer, flere tests, mere faglighed og mere disciplin. Nedlæg Socialdemokraterne – vælg Helle! Med Frank Jensen som formand har en mindre gruppe måske noget at bruge partiet til, om end en stor del af dette potentiale vel allerede har søgt til Dansk Folkeparti. Han er nok den bedste til varetage dele af lønmodtagernes kortsigtede interesser. Decimer socialdemokratiet yderligere – vælg Frank! Med Mette Frederiksen som forkvinde har partiet mulighed for udvikle en dagsorden, der genindsætter gensidig ansvarlighed og ikke ligger under for markedets social darwinisme. Hun er måske vel uerfaren, men partiet har ikke brug for mere af det samme. Forny socialdemokratiet – vælg Mette!!
Ole Løw
Høbjerg

Trads og Metz
Tiden er inde til at minde om en af Informations valganalyser, leveret af David Trads i bladets leder den 9. februar 2004. Den slutter med følgende kategoriske udsagn: »Fogh er simpelthen færdig. Han taber næste valg og må træde tilbage«.
Sådan gik det altså alligevel ikke, og desværre er lederen karakteristisk for den ønsketænkning, der dominerer store dele af venstrefløjen. Når disse drømmerier så ikke går i opfyldelse, kammer skribenterne helt over og fremturer i et uanstændigt og smagløst sprogbrug, jfr. Georg Metz, der i Information den 12. februar sammenligner statsministeren med en »kastreret orne«. Tænk at man kan udtrykke sig således og så stadig se sig selv som humanistisk avantgarde.
Peter Bjerrum
cand. jur.

Negativ nostalgi
Søndag aften havde jeg en oplevelse, jeg nok har delt med mange andre.
Jeg svømmede hen i nostalgi over Krøniken. Pludseligt træder statsministeren frem på skærmen og bekendtgør, at regeringen vil genindføre mesterlæren!
Det tog nogle sekunder, før det gik op for mig, at nostalgien var forbi, og et nyhedsprogram var begyndt. Nostalgien var pludselig blevet negativ. Et fortidigt fænomen, som er begravet med lettelse, skal være nutid! Statsministeren begrundede genopgravningen med, at han ønskede at give uddannelserne et »mere praktisk anstrøg«. Svært at forstå i betragtning af, at regeringen netop har lukket unge i tusindvis ud af uddannelsessystemet ved at lukke praktikpladser. Endnu mindre forståeligt i betragtning af, at initiativet kommer fra et nostalgisk folkeparti, hvis formand har personligt negative erfaringer med mesterlæren. Men den kan vel være god nok til os andre?!
Hans Schjørmann
Albertslund

Fortolkningssamfund
I den sidste valgperiode har der været en del fokus på fagligheden i folkeskolen. Men er fagligheden ikke også et problem for vores politikere - og journalister? Vi kalder vores samfund for et videnssamfund, men i virkeligheden ville fortolkningssamfund måske være en bedre beskrivelse af det. Eller følelsessamfund. Det bedste eksempel på det, er spørgsmålet om EU. I afstemninger om EU stemmer vi ud fra et labyrint af fortolkninger – vores egne, andres, politikeres og journalisters fortolkninger: f. eks. vil vi ikke have et bureaukratisk EU til at blande sig i vores lovgivning, eller vi vil have mere union for at have en modvægt til USA. Vil man gå i dybden og skaffe sig en viden fra de politiske partier, får man ubrugelige fortolkninger – henvender man sig hos offentlige myndigheder, får man en stak materiale på et ’programmeringssprog’. Men hvordan hænger det hele sammen?
Mediernes opgave bør derfor være at skabe en sammenhæng mellem ’programmeringen’ af vores samfund og ’brugerfladen’. Uden overblik – dybden og roden ind til ’programmeringen’ – bliver fortolkningerne jo ret ligegyldige. Det er ikke det populistiske sprog, der er noget galt med. Men det er manglende faglig viden og pædagogisk formidling.
Helgi Breiner
København

Terror og bistand
Ifølge Information den 14. februar hentes en stor del af de penge, EU bruger til terrorbekæmpelse, ved at skære i udviklingsbistanden til ulandende. Vi i SF tager stærkt afstand fra denne prioritering, ikke forstået på den måde at vi ikke ønsker at støtte terrorbekæmpelsen, men finansieringsmodellen bryder vi os ikke om.
Terror kommer af armod, en armod, som udviklingsbistanden gerne skulle bidrage til at afvikle, og vi anser fattigdomsbekæmpelse som det bedste våben imod terror.
Jesper Stormly Enevoldsen
SF i Aalborg

Danmark bør støtte ElBaradei
Der er her efter valget megen tale om oppositionens og mediernes manglende evner til at bringe de store indenrigs- og udenrigspolitiske emner frem i forreste linie, og om det skyldes en manglende ’efterspørgsel’ på krævende politiske spørgsmål, eller at det skyldes manglende kvalifikationer hos den første og fjerde statsmagt bør snarest afklares, for verden venter ikke. Danmark kan snart risikere uden forudgående debat, at Anders Fogh Rasmussen, der vandt valget med en valgkamp ført på fokusgrupper, bruger Danmarks plads i sikkerhedsrådet til at støtte USA’s konfrontatoriske politik mod Iran, der i retorik og ageren kun kan tolkes som en videreførsel af den katastrofale Irakpolitik. USA søger at forhindre ElBaradei, der i marts 2003 i FN’s sikkerhedsråd afslørede de af Colin Powell fremlagte ’beviser’ på Irak’s uranindkøb som forfalskede og erklærede Irak’s atomvåbenprogram for ikke-eksisterende – (og som nu erklærer, at der ikke er fundet nogle beviser på et atomvåbenprogram i Iran), i at genbesætte lederstillingen i FN’s atomovervågningsagentur IAEA, på trods af at han nyder støtte fra stort set alle andre, og at der ikke har kunnet fremvises nogen villig modkandidat. USA prøver, med sucess påståes det, at bearbejde »venligtsindede« nationer til at støtte et mistillidsvotum til ElBaradei, når IAEA den 28. februar mødes, og det er her, at jeg med Anders Fogh Rasmussens USA-begejstring i tankerne frygter, at Danmark kunne være et sådant »venligsindet« land, og at vi uden debat igen giver udenrigspolitisk fuldmagt til USA’s høge ligesom, vi gjorde, med vores forblommede ’solidaritets erklæring’ med USA fra februar 2003. Det er livsnødvendigt, at opposition og medier er på forkant med verdens sikkerhedspolitiske udvikling, og her er et helt konkret emne af stor og skelsættende betydning; støtter Danmark ElBaradei i en ny periode som formand for IAEA, eller vil vi støtte USA i, at der kommer en, der baner vejen for amerikansk og ikke international sikkerhedspolitik? Hvis ikke der er profesionelle politikere og journalister, der er i stand til at holde offentlig fokus på krævende politiske emner igenem længere tid, er demokratiet faktisk i fare.
Per Danbo
filmarbejder

Gør medicinering af raske strafbart
Det er åbenbart en udbredt praksis at medicinere plejehjemsbeboere, der ikke er blevet diagnosticeret med en psykiatrisk lidelse, med antipsykotisk medicin.
Det bør være direkte strafbart, da der stadigt er en masse bivirkninger ved en del antipsykotisk medicin. Det, at nogle kan finde på at give medicin til raske, viser hvor meget, det er lykkedes medicinalindustrien at forvride behandlings- og diagnosesystemet, så flere og flere tilstande bliver opfattet som psykiske lidelser. Man kan blive forvirret, bange og ked af at blive gammel og falde ud af de roller, der har givet en position og identitet, se sin ægtefælle dø, miste kontakten med familien og vennerne, eller blive svækket og fysisk syg, men det er livet.
Og det er ikke en psykisk sygdom.
Jakob Schmidt-Rasmussen
København S

En farlig mand
Anders Fogh Rasmussen udtalte engang i TV, før han blev valgt som Statsminister, at han var mere interesseret i at få magt end at blive minister. Dansk Folkeparti har sikret, at Anders Fogh Rasmussen for anden gang fik både statsministerposten, men også den totale magt på den poltiske arena. Valgkampens metoder viste, at Fogh Rasmussen og co. bugte alle beskidte kneb for at bevare magten med lovning på goder til børnefamilierne, de ældre til undervisning og til sundhedssektoren m.m., som aldrig har mulighed for at blive tilgodeset under en borgerlig regering. Der er jo ikke pluselig blevet flere penge i statskassen eller i kommunekasserne før valget end efter valget, og pengene skal jo tages andre steder fra, for at det hele skal kunne gå op i højere endhed. Det vil alle de, der stemte borgerligt komme til at sande med tiden. Ingen ved, hvor mange penge de konservative og partiet Venstre har modtaget fra erhvervslivet. Men de mange store annoncer i pressen vidner om, at det ikke er småpenge. Borgerskabets valgmetoder var helt i stil med præsidentvalget USA. Den, der har pengene, får også magten. Har man penge nok, er det en nem opgave psykologisk at påvirke de upolitiske sjæle, der er ude af stand til gennemskue, hvilke partier der gavner fællesskabet med en ligelig fordeling af goderne, og hvem der fremmer en politik, hvor det enkelte menneske »skal være sin egen lykkes smed«. Det sidste fører altid til udstødelse af de dårligst stillede grupper i samfundet. De psykisk syge, de handicappede, de ældre, de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne, de hjemløse og pensionister m. fl. Det er med sorg, når man oplever i hverdagen, at folkepensionisterne og andre går rundt og samler flasker og andet for at kunne leve en anstændig tilværelse efter et langt arbejdsliv. Og at flere og flere er hjemløse og tigger på gaderne, og 88 personer ligger på Sct. Hans Hospital, fordi man ikke penge til at oprette et bosted til dem og kun 16 procent har en bolig/et værelse med eget bad og toilet. Trist, at de mindre partier i valgkampen ikke magtede at redegøre for de alvorlige sociale skævheder, der er i vores samfund, og som er øget betydeligt under den borgerlige regering. Anders Fogh Rasmussen er efter min mening en farlig mand. En magtsyg dæmagog, som bruger alle midler for at bevare den poltiske magt.
Ellinor Palm Pedersen
København K

Ikke her!
Nu rubricerer Information klimaforandringerne som udlandsstof!
Der er vist gået Fogh i den?
Claus Heinberg, Brumleby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her