OPINION

Lige nede om hjørnet er pillerne – ikke længere
Hvor er det himmelsk at være gammel pt., alt det valgflæsk vi får serveret, vi kan dårlig nok æde os igennem det. Måske får vi så også vores apoteker tilbage, så rollatorbrugerne igen får nem adgang til Balancid’erne mod halsbrand og svien i maven. Som det nu er blevet, skal de ikke alene gå langt og to gange i stedet for en til et lille apotekerudsalg, for at få fat i livsnødvendig medicin, hvilket har gjort livet meget svært for en stor del ældre. Det samt mange andre forringelser er sket i Foghs regeringstid, skulle de virkelig have ændret sig?
Ann Mari Urwald
Allerød

Jord under etniske negle
Giv indvandrerne gennem særlig lovgivning økonomisk og praktisk mulighed for at overtage jordlodder! Det er det, der skal til for at få gang i integrationen i virkelighedens verden, og det, der skal til, for at skabe fornyelse i produktionen. Vi skal tilbyde jord i stedet for at tilbyde penge til passiv forsørgelse. På trods af, at rigtig mange indvandrere og flygtninge med anden etnisk baggrund kommer fra landbrugssamfund fjernt fra store byer, kan disse mennesker åbenbart ikke få lov til at dyrke den danske muld. Det passer ikke sammen med dansk demokratiforsståelse, Grundtvigs tanker og højskolen.
Gert Wiik
byplanlægger

Farvel til liberalismen
Anders Fogh lægger i disse dage kraftig afstand til sin tidligere grænseløse kærlighed til liberalismen. Det kan umiddelbart lyde som en befrielse for alle os, der har grænseløs kærlighed til frihed. Blot rejser det spørgsmålet: hvad vil Anders Fogh i stedet? Desværre synes statsministerens nyorientering langt værre. Iøjnefaldende er det, at hans politiske gerninger de sidste tre år har taget en stadig tydeligere retning mod den korporative stat. En samfundsopbygning vi så fuldbyrdet i Italien og i Tyskland i 1930erne. Metoden er ’del og hersk’. Dette ses i Anders Fogh personligt anførte krig mod først akademikere (kaldet smagsdommere) og siden lærere, pædagoger og senest den kluntede kultur’kamp’, hvor kun kiksede Brian Mikkelsen og Ulrik Høy kom ham til undsætning. Førstnævnte skyer end ikke løgnen (vi husker lygtepælsdramaet), hvilket statsministeren villigt accepterer. Sidstnævnte mener, at voksne, der ikke kan li’ krig, er som børn – også heri er Anders Fogh åbenbart enig.
Og valget af krig mod påstået fjende udefra er endnu en af ’del og hersk’-metodens stræben mod nationalistisk samling for at tilsløre indre modsætninger. Det ser vi i Irak-krigen, hvor undergravning af overnationale samarbejdsorganer (FN) bliver forsøgt forklaret som mandsmod, og grov vildledning af folk og Folketing ikke er et problem for statsministeren. Han har jo erfaringen med grov vildledning fra sin tid i Schlüter-regeringen. Alle kneb gælder, den demokratiske etik glimrer ved sit fravær.
Tilsløringen af et samfunds indre modsætninger er endnu en fidus hentet fra statsministerens nye ideologi. Han mener jo, at klasseskellene er væk, så det er din egen skyld, hvis du ikke ejer din egen virksomhed og bor på Strandvejen. At der heller ikke kan være tale om socialt og økonomisk ansvar over for vores udbytning af u-landene, kendes ligeledes fra bemeldte idegrundlag.
Regeringsmedlemmers snyderi, lyveri og ikke mindst regeringens valgkamps krampagtige forhold til sandheden skal blot nævnes i forbifarten. For særlig slemt, men set før i historien, er dog Anders Foghs aktive banen vej for fremmedhadet under dække af ’at tage ansvar’. Statsministeren har indledt en ny krig mod demokratiet. Hans finske vinterkrig er startet. Snart styrer korporationen.
Ib Jensen
Søborg

Mandschauvinisme
for åben skærm
Man kunne for nogle dage siden opleve Fogh Rasmussen blive spurgt, hvad han mente, hans kone var bedre til end han. Manden havde helt tydeligt aldrig spekuleret på, om der var noget, hans kone var god til, for ikke at tale om bedre til end han. Han svarede: »Hun er bedre til – at købe ind«! Hvad ville I piger sige til, at jeres mand stangede sådan et skudsmål ud om jer? Meningsmålingerne påstår, at statsministeren nu er ved at få kvinderne tilbage i folden. Hvordan kan I i jeres vildeste fantasi sætte kryds ved en sådan mand?
Karen Steen Lund
EU-informationsmedarbejder

Fordrivelse
Fogh Rasmussen mener, at det er ok, at Israel bruger håndfaste metoder i strid med international lov, da alle Israels naboer ønsker at drive jøderne i havet.
Nuvel, jeg kan ikke granske hjerter og nyrer hos alle Israels naboer, men jeg ved, at palæstinensere hidtil er de eneste ofre for fordrivelse. Halvdelen af alle ni millioner palæstinensere frister i dag fortsat et liv i landflygtighed, og Israel stresser med mur og bosættelser flere og flere til at forlade deres land. Så hvis israelere vil søge årsager til den fortsatte ufred i Mellemøsten, bør de se sig selv i et spejl – og Fogh kan kigge med.
Ole Olsen
Roskilde

Et suk fra parentesen
Jeg ville ikke have reageret på Lilian Munk Rösings anmeldelse (21. jan.) af min Christa Wolf-oversættelse, hvis den ikke havde været fulgt af Tue Andersen Nexøs anmeldelses af Yvan Golls Astral & Paris brænder på samme side. De to anmeldelser er, taget sammen, udtryk for den i grunden slet skjulte foragt, de to kritikere udviser over for den litterære oversætters arbejde. I Munk Rösings anmeldelse fældes der to hurtige værdidomme i en parentes, hos Tue Andersen Nexø nævnes oversætteren navn slet ikke. Oversættelsen af denne meget smukke udgivelse er foretaget af Herbert Zeichner. Jeg håber ikke, at det er udtryk for en bevidst linje på Informations kulturredaktion, at man som oversætter kun har valget mellem dømmende parenteser eller larmende anonymitet. Andre kritikere på Information har vist vejen, blandt andet Erik Skyum-Nielsen og Henning Goldbæk, der begge har leveret substantiel oversættelseskritik. Det skyldes givetvis, at disse to kritikere har en lang professionel erfaring som oversættere. De ved, hvad de taler om, når de taler om oversættelse. Også når det sker i kort form. Det er ikke tilfældet med Rösing. Men det har ikke hindret hende i med rund hånd strø om sig med parentesdomme i sine anmeldelser. I det tidlige efterår blev en oversættelse af et filosofisk værk parentesbedømt som hæderlig, og som sædvanlig uden begrundelse. Denne praksis nærmer sig ret beset uhæderlighed, især hvis den bringes i avis, der bærer navnet Information. Kritik i dette ords egentlige forstand har denne praksis intet at gøre med, men har karakter af inappellabel dom. Min oversættelse blev dømt pæn, hvad det så end er. Det er omtrent lige så meningsfuldt, men selvfølgelig knap så morsomt, som når Per Højholt skriver om Hans i sit vidunderlige digt Perioden 1-7: »Ekspeditionssekretær. Ses på den sydlige himmel sept.-okt. Mg ÷«. Hvor overfladisk og ureflekteret Rösings forhold til oversættelse er, viser indholdet af hendes anden parentes. Hun skriver om de i bogen citerede Goethe-digte, at de er (gengivet i dansk prosaoversættelse, som desværre fratager dem deres kraft). At jeg har grebet til denne løsning, er der én god grund til. Hvis Goethe-digtenes form og rim skulle have været gengivet på dansk, ville jeg have været tvunget til at gribe til en løsning, der er meget værre end den neutrale gengivelse, nemlig nødrimet. Den vigtigste grund til dette suk fra parentesen har dog at gøre med Lilian Munk Rösings anden verden, nemlig universitetet. Det er ikke nogen hemmelighed, at filologierne dér befinder sig i en dyb krise. Filologierne har som humanioras ’hårde videnskaber’ meget svært ved at tiltrække nye studenter. Det er vigtigt, at disse fags fascinationskraft øges, hvis hele kundskabsområder ikke skal smuldre bort. Således som det er tilfældet med for eksempel slavisk filologi. Det bidrager i hvert fald ikke til løsning af filologiernes krise, at en tankesvag litteraturvidenskabelig artikel ofte nyder større respekt end en velgennemtænkt oversættelse af et litterært og filosofisk værk. Skulle jeg hilse at sige her fra skrivebordet i en pause mellem to ordbogsopslag.
Henning Vangsgaard
oversætter

Blandt tosser og sutter
Endnu engang har Georg Metz præsteret en gang gylle med meget lidt reelt indhold, i artiklen ’Den forbandede virkelighed’ 29. jan. Det meste af indholdet er almindelig lommefilosofi, skrevet med brug af alt for mange ord. Desuden er der udøst galde over konger og andre personer, som Metz har aversion imod. Tilmed ’krydres’ artiklen med, hvad jeg kalder dumsmarte eller infantile betegnelser som: Dansk Folkeparti eller andre tosser,Christian den 2. vadede, Christian den 4. var en fordrukken sut, Frederik d. 6. var lige så begrænset i knolden som hans nakke var flad, og forældre er formørkede. Vil vi i en følgende artikel få lige så uopfindsomme bemærkninger om andre danskere? Jeg ville hellere høre, hvor meget bedre Georg Metz mener, landet ville have været stillet, hvis vi aldrig havde haft konger.
Nuvel, da jeg får tygget mig igennem ævlet, får jeg at vide, at ’gennemsnittet’ trives ved illusioner. Som eksempel på en frygtelig illusion får man at vide at ’vi skråler i vilden sky’, at danskerne vandt slaget på Reden i 1801. Vi må vist i denne sammenhæng betyde Metz og Oehlenschläger, for jeg tænker ikke på slaget på Reden som en dansk sejr, Politikens danmarkshistorie heller ikke, og moderne børn ved jo næppe noget om slaget på Reden.
Steen Laier
civilingeniør

SVAR: Det er nu L.C. Nielsen og ikke Oehlenschlaeger, der lader danskerne vinde i slaget på Reden. Som også skrevet stod.
Georg Metz

Benzinprisen skal op
Regeringen har skåret ned på den kollektive trafik, så taksterne er steget mange steder op til 20-25 pct. Det rammer entydigt de dårligt stillede – børnene, de ældre, de arbejdsløse og førtidspensionisterne. Nogle kan købe en bil og fylde mere op på vejene. Andre er ikke så heldige og må bare betale ved kasse 1.
Pengene er brugt på skattelettelser til de rigeste. Det er dybt uansvarligt. SF foreslår i stedet en nedsættelse af taksterne på 30 pct. – finansieret af én krones stigning på benzinprisen.
Morten Homann
MF (SF)

Brødre i ånden
En irakisk imam: ’At afgive sin stemme ved valget er at ville gøre sig til Gud. Kun Gud kan styre landet.’
Søren Krarup, Dansk Folkeparti: ’Med de internationale menneskerettigheder vil mennesket gøre sig til Gud.’
Kristoffer Damgaard

Vejret blir godt i morgen

jeg tager saltet fra dine vintersko
se mig
i fremtiden er jeg lykkelig
jeg er et dyr
jeg hviler i min egen skygge
når jeg ikke hver morgen løber
træner jeg min krop
på anden vis
uden at blinke siger jeg
for eksempel:
lad os spise en gammel gris eller to
og
med et ben af hud imellem mine poter
siger jeg:
velkommen børn
velkommen til befrielsen
velkommen til den opstrammede tanke
jeg spreder mig
konstant som hyggen
og se
nu ligger jeg her
med julelys i øjnene
jeg er tæppet
du ikke kan se
jeg vogter mine krige og 15-årsplaner
som hyrden sit juletræ
en gang for længe siden
jeg er en mandig sang fra provinsen
jeg lover:

vejret blir godt i morgen

Sternberg

Farvel til trafikmafiaen
Midt i valgkampens gyldne løfter, barske udfald og snurrende spin, er trafikmafiaen i al stilhed gået på pension. Svend Heiselberg fra Venstre. Kaj Ikast fra de konservative. Helge Mortensen fra Socialdemokratiet. Alle forlader de Folketinget efter 25 års jerngreb om dansk trafikpolitik. Det helt enestående ved trafikmafiaen har været dens forbløffende evne til at stå sammen på tværs af traditionelle partiskel. Heiselberg og Ikast har udgjort den faste besætning på kommandobroen med skiftende socialdemokrater ombord. På broen stod man sammen mod utidig indblanding fra borgere og partifæller. Man passede på hinanden. Resultatet har været imponerende. Mens grønne organisationer, forulempede borgere, hårdt prøvede trafikforskere og skiftende folketingsflertal har skreget sig hæse i protester, har Heiselberg og Ikast uanfægtet smilet sig gennem hundredvis af kilometer asfalt og broer. For som de siger: Når først skidtet ligger der, ender folk jo alligevel med at være glade. Det er en stærk filosofi, og jeg tror faktisk, at mafiaen efter bedste evne har forsøgt at afveje de mange lokale interesser og betændte magtspil over for hinanden. Problemet er snarere, at det har været svært for andre end mafiaen at følge logikken i de trufne beslutninger. Dels har der hersket en ganske særlig forestilling om, at veje ikke skulle ligge der, hvor trafikken var, men hvor mafiaen mente den burde være – nemlig i de øde egne af Jylland. Dels har det helt bestemmende politiske mål været at sikre balancen mellem Øst- og Vestdanmark, uanset hvordan de trafikale behov i øvrigt måtte se ud. De naive sjæle, der har fremført, at man med fordel kunne starte med at analysere de trafikale problemer, og derefter opstille forskellige løsninger, er brutalt blevet afvist. I mafiaen startede man med konklusionen, og så fandt man ud af økonomi, nytteværdi og prognoser. At projekterne blev betragteligt dyrere end budgetteret og ikke indgik i nogen form for samlet trafikplanlægning – hverken på regionalt eller nationalt plan – spillede ikke større trille. Og det er vitterligt også svært at være imod en bro eller motorvej, når først den ligger der, for hvad pokker skal man så stille op med den? Netop derfor ville det være befriende, hvis mafiaens pension kunne bruges til at indføre en ny trafikpolitik i Danmark. En politik, hvor der blev tænkt i samlede regionale løsninger, hvor både veje og kollektiv trafik blev tænkt sammen for at fremme en effektiv, miljøvenlig og sikker trafik, der blev borgere og erhvervsliv til gavn. For mon ikke de fleste har det som jeg: Jeg kommer til at savne Heiselberg og Ikast for det underholdende selskab. Men jeg vil ikke savne deres trafikpolitik.
Martin Lidegaard
trafikpolitisk ordfører (Rad.)

Alt er rædselsfuldt
Jeg ved ikke, om Information er den mindst ringe, men det er i hvert fald den mest sure og negative. Ifølge Information er 95 pct. af det, der sker i verden hver dag, helt ad helvede til. Aldrig et ord om noget, der går godt. Det kan da ikke være et dækkende billede? Hvor er historierne om de små og store succeser? Et vellykket ulandsprojekt, en virksomhed med fremgang i det tidligere Østtyskland, brasilianske gadebørn, der er kommet i skole, hvad ved jeg. Selv i Irak kan der ske noget positivt. Det må ikke blive for slemt for Information den dag, der bliver fred i Mellemøsten og USA er taget hjem. Hvad skal der så skrives om? Indlandshistorierne er også ganske sure. I Information er der ingen virksomheder, der ansætter nye folk, ingen tog, der går til tiden, og ingen børn, der trives og har det fedt. Nej, alt er rædselsfuldt. Mon ikke Informations læsere og medarbejdere ville få det lidt bedre, hvis avisen i højere grad afspejlede den virkelig verden, hvor der heldigvis sker mange godt ting hver dag.
Michael K. Nielsen
Virum

Statsministeren
og sundheden
I valgkampen har vi set et foto af statsministeren under et besøg ved pølsevogn. I den ene hånd holder han en chokolademælk, i den anden en hot-dog med hele svineriet. Hvordan kan man fæste lid til en mand, der som landets leder – i hvert fald gennem sin sundhedsminister – har det overordnede ansvar for den danske folkesundhed, fysisk som mentalt, når man bliver vidne til at an tager til takke med et underlødigt fødeindtag? Du er, hvad du spiser! Eller var hele optrinnet måske endnu et eksempel på en iscenesættelse af utroværdig, forloren ’folkelighed’? Eller ser vi billedet af en mand, der stiller sig tilfreds med at par af de ringeste produkter, dansk landbrugs ’forædlingsvirksomheder’ nedbryder den danske folkesundhed med? Eller ser vi bare en mand, der bryder sig pokker om en sund sjæl i et sundt legeme? Endnu fire år med ham i spidsen?
Per Deskov
Esbjerg

Uden bivirkninger
Ulrik Dahlins artikel ’Vi må ikke kende bivirkninger’ (1. febr.) er en øjenåbner for, hvor katastrofal Independent-journalisten Johann Haris artikel 7. dec. 2004 om ’Alternativ medicin er kvaksalveri’, var. Den var så enøjet, at man skulle tro, at den var inspireret af medicinalindustrien eller lægeforeningen. Han gik nemlig elegant udenom, at »den medicin, der vides at virke« også tit har bivirkninger. Derfor er det godt, der findes alternativ medicin, som meget sjældent har bivirkninger af betydning. Og som desuden – uden nogen lægelig samvittighed – kan udnytte forventnings-effekten eller placebo-effekten. Den er anslået til at ligge på mellem 32 og 50 procent ifølge de oplysninger, der kom frem under den store diskussion i Information i 1998-2002.
Niels-Jørgen Tortzen
Nykøbing F