Læsetid: 3 min.

Optur hos Y, undskyld: Ø

Til sejrsfest hos Enhedslisten, som nåede at drømme om det syvende mandat – ikke mindst takket være ’Kalundborg-effekten’
9. februar 2005

VENSTREFLØJ
Fem mandater! I hvert fald! Seks mandater? Mon ikke! Syv mandater? Måske, men i et hvert fald seks... Som aftenen skred frem, blev stemningen hos Enhedslistens valgfest på Christiansborg højere og højere. Især da det afgående folketingsmedlem Søren Søndergaard fra talerstolen oplyste, at Enhedslisten havde fået flere end 500 nye medlemmer under valgkampen. Og at flere end 170.000 havde besøgt partiets hjemmeside i de sidste tre uger. Og at Enhedslisten fik over 10 procent af stemmerne ved DR’s ungdomsvalg. »En rigtig stærk valgkamp,« opsummerede Søndergaard partiets indsats med henvisning bl.a. til den såkaldte ’Kalundborg-effekt’: I går eftermiddags kom der melding om, at partiet VS øjensynligt var genopstået i Vestsjælland. På alle stemmesedlerne i Kalundborg optrådte Enhedslisten i hvert fald ikke med sit traditionelle Ø, men derimod under VS’ gamle partibogstav Y… »Hvis vi kun mangler få stemmer i det syvende mandat, så kræver vi omvalg i Kalundborg,« tordnede Søndergaard til forsamlingens munterhed.

U-landsbistand og EU
Rune Lund, 28-årig studerende fra statskundskab ved Københavns Universitet, bliver et af Enhedslistens nye ansigter. Han vil gøre en indsats for at få u-landsbistand og Den Tredje Verden længere frem i befolkningens bevidsthed. »Dernæst skal jeg nok arbejde med EU-forfatningen, hvor vi skal sikre et nej,« siger han.
– Hvorfor er Enhedslisten blevet så populær?
»Vi har nogle klare budskaber og nogle forslag til, hvordan tingene kan gøres bedre,« siger Lund og har svært ved at skjule sin begejstring. Kort før kl. 20 ankommer partiets unge håb, Pernille Rosenkrantz-Theil, omgivet af en skov af blitzende pressefotografer og tændte tv-kameraer. Hun tænder en cigaret og ser træt ud, da hun vender sig mod køen af ventende pressefolk.
– Hvorfor er du så populær?
»Åh nej, ikke mere,« siger hun, men strammer sig an: »Når der er mudder og trængsel på midten, som der har været i denne valgkamp, så står man stærkt ved at have nogle klare linjer,« siger hun og kigger direkte på spørgeren.
– Hvad nu, hvis nogle unge smed maling efter statsministeren om nogle uger?
Pernille Rosenkrantz-Theil ser om muligt endnu mere træt ud: »Jeg har det fuldstændigt på samme måde i dag. Der er dræbt mere end 100.000 irakere, så hvis vi skal have proportionerne på plads, er det lidt maling på den ene side og så tusinder af døde på den anden side.«
– Hvad bliver den vigtigste opgave for dig i det nye folketing?
»At få væltet den regering, som dannes i morgen,« lyder hendes svar prompte.
Pernille-listen..?
– Burde I ikke hellere omdøbes til Pernille-listen?
»Nej,« lyder det gravalvorlige svar fra Niels, som til daglig er frivillig medhjælper i partiets folketingssekretariat. »Vi er et kollektivt parti med en kollektiv ledelse,« supplerer Ninni, som er »sympatisør« til Enhedslisten. Hun ser valgresultatet som et tegn på, at man nu igen kan sige ’socialisme’ uden at blive klasket op af væggen.
– Hvad er så socialisme?
»For mig er det et samfund med lige muligheder og lige rettigheder for alle, uanset hvem man er,« siger Ninni. Selv om både Niels og Ninni afviser ændringen af partinavnet, ser de på Pernille med samme stolthed, som var hun et fremmeligt barnebarn.

Farvel til gamle slidere
Enhedslisten siger i øvrigt farvel til to af partiets slidere, nemlig Søndergaard og ’Duracell-Keld’ Albrechtsen, som har fået sit tilnavn, fordi han i lighed med med den trommende kanin i reklamen bliver ved og ved... Begge falder for Enhedslistens syv-års rotationsregel, men ifølge Duracell-Keld er det et godt tidspunkt at stoppe:
»Vi har optur, og der er ny grøde hos mange unge, så det er ikke som at forlade en synkende skude,« siger han. Siden 1978, hvor Keld Albrechtsen blev valgt til Århus Amtsråd, har han uafbrudt repræsenteret først VS og siden Enhedslisten.
»Nu kommer der folk med friske batterier,« tilføjer han. Søndergaard er ligeledes fuld af fortrøstningsfuld optimisme: »Vi har godt fat i de unge, så det tyder rigtigt godt for næste valg og næste valg….« Søndergaards bedste råd til den kommende folketingsgruppe er simpelthen at »fortsætte ud af den tangent, der er vores, dvs. kombinere afsløringer af enkeltsager med at fremsætte lovforslag, der gavner almindelige mennesker.«
ud@ainformation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her