Læsetid: 4 min.

Ord for ord til sandheden

Krigstribunalet i Haag arbejder sig langsomt frem mod at finde sandheden om, hvad der skete i krigene i det tidligere Jugoslavien. Det er den næstbedste vej til forsoning, mener en dansk dommer på stedet
11. februar 2005

KRIGSTRIBUNAL
HAAG – Fatmir Limaj er netop fyldt 34 år. Han er bleg, det mørke hår er strøget tilbage, og han er glatbarberet. Han er tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden i fem tilfælde. Limaj er kosovo-albaner, og han er en af de ganske få tiltalte albanere. Anklagen lyder, at hans soldater i begyndelsen af Kosovo-krigen i en fangelejr mishandlede, torterede og myrdede serbiske fanger ligesåvel som albanske fanger, der blev betragtet som forrædere. Det var i foråret 1998. I dag tilbringer Limaj sine dage for Jugoslavien-tribunalet i Haag. Limaj er en af de albanske kommandører, der er blevet bragt for tribunalet. Anklageren arbejder for tiden på endnu en sag mod en kosovo-albaner, den nuværende kosovo-albanske ministerpræsident Ramush Haradinaj. Serbiske og kosovariske medier spekulerer over, at anklageskriftet kan komme, hvad dag det skal være, og det ventes at føre til i hvert fald midlertidig uro i Kosovos politiske liv. Men domstolen graver sig uanfægtet gennem sagerne, detalje for detalje.

Hjemmesyede uniformer
»Hvem besluttede, at De skulle være anføreren for den gruppe på seks mænd, der gik til landsbyen?« »Hvad gjorde de ved kontrolposten?«
Hvert enkelt spørgsmål bliver oversat, det går langsomt. Vidnet ser ud til at være i 40’erne han har sort hår og en sort mustache, og han bærer en rød jakke. Det gjorde han ikke dengang i 1998. Han fortæller blandt andet, at det var mændenes koner, der syede uniformerne til mændene i Kosovos Befrielseshær, UCK, i disse første dage af, hvad der senere skulle blive kendt som krigen i Kosovo. Fatmir Limaj og hans to medtiltalte lytter. Det gør de tre-fire tilhørere udenfor den store glasrude, der skiller retssal fra tilhører, også. Af og til kommenterer de vidnet, anklageren, forsvareren. De er i familie med Limaj, har overværet mange retsmøder og er fortrolige med hovedtelefonerne, sikkerhedsvagterne og kaffeautomaten. Nogle gange bliver der slukket for lyden til tilhørerne, og andre gange bliver hele retssagen lukket. Vidnerne i Haag-sagerne er ofte udsat for trusler, et vidne er blevet dræbt efter hjemkomsten til Bosnien, fortæller den tidligere danske landsretsdommer Hans Henrik Brydensholt, der er flyttet til Haag for at være dommer i en sag mod en bosnisk muslim.

Forsoning
Hjemme på Balkan er vidnerne i fare. Krigene har efterladt store områder af Kroatien, Bosnien, Serbien, Kosovo som etnisk rensede områder, hvor de tiltalte i Haag nærmere betragtes som helte end som krigsforbrydere. Tribunalet bliver set som en forudsætning for en mulig forsoning efter de grusomheder, der er sket. Men at finde frem til en form for sandhed er svært, og det tager ikke mindst tid. »At bringe sandheden frem har sin berettigelse. Forsoning er målsætningen, og antagelsen er, at det er en nødvendig forudsætning for forsoningen, at de skyldige bliver straffet,« siger Brydensholt, der dog ikke er sikker på, at antagelsen holder helt. »Man skal også tænke på, at en meget lang sagsproces hele tiden ripper op i det, der er sket. Det kan også holde liv i modsætningerne,« siger den danske landsretsdommer. FN vedtog Jugoslavien-tribunalet i 1993, og Brydensholt er sikker på, at forsamlingen dengang regnede med en langt hurtigere sagsbehandling. Landsretsdommeren har op gennem 1990’erne i Kosovos naboland Albanien arbejdet med forsoning, hvor albanske middelaldertraditioner for forsoning i blodfejder kombineret med de mest moderne mæglingsteknikker blev indarbejdet som en fast del af albansk retspraksis. For ham er tribunalet i Haag den næstbedste løsning på vej til forsoning efter krigen. »Jeg mener, at det, som Desmond Tutu og Nelson Mandela gjorde i Sydafrika er det optimale,« siger han med henvisning til den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission. Her var aftalen, at dem, der havde været ansvarlige for overgreb til enhver tid kunne bede om amnesti, hvis de var villige til fortælle om deres egen rolle. Ærkebiskop Desmond Tutu havde været aktiv i kampen mod apartheid og blev formand for kommissionen. Men den slags personligheder var ikke at finde på Balkan i 1990’erne, så nu går retssagerne deres gang.

FAKTA
KOSOVO
• Kosovo er formelt en del af Serbien-Montenegro, resterne af det tidligere Jugoslavien. Siden 1999 har Kosovo været under international forvaltning, baseret på FN resolution 1244, som fastslår, at Kosovo er del af rest-Jugoslavien, og at provinsen er under international forvaltning. Siden har NATOs KFOR-styrke været ansvarlig for sikkerheden, mens FN’s UNMIK er ansvarlig for forvaltningen.

• Der lever 1,8 millioner mennesker, knap 90 procent er kosovo-albanere, resten er hovedsageligt serbere. Indtil 1989 havde Kosovo udstrakt selvstyre indenfor Jugoslavien, men Slobodan Milosevic afsluttede autonomien, og spændingerne begyndte.

• I begyndelsen af 1990’erne opbyggede kosovo-albanerne et skyggesamfund med egne skoler, hospitaler og universiteter. Det skete under ledelse af en skygge-regering med Ibrahim Rugova i spidsen. En stor del af systemet blev finansieret af eksil-albanere.

• Efter fredsaftalen for Bosnien i 1995, hvor Kosovo ikke blev nævnt, voksede utålmodigheden, og Kosovos Befrielseshær, UCK, vandt indflydelse. Den væbnede kamp for befrielsen begyndte for alvor i 1998 og kulminerede i 1999 med en stor bølge af flygtninge og NATOs bombninger i Serbien og Kosovo.

• I marts 2004 brød volden mod det serbiske mindretal og nationalismen ud igen, men har siden været under kontrol.

• Til sommer ventes en rapport om situationen, blandt andet hvad angår demokratiske institutioner, retssystemet og mindretallenes vilkår. Derefter skal provinsens status vurderes på ny.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her