Læsetid: 6 min.

Ordets teater omsat til film

Ikke alle filmfolk har forstået William Shakespeare lige så godt som Olivier, Zeffirelli og Branagh. I anledning af premieren på Michael Radfords ’Købmanden i Venedig’ følger her en oversigt over nogle af de bedste og mest interessante film baseret på Shakespeares værker
11. februar 2005

Shakespeare på film
På et tidspunkt i instruktøren Michael Almereydas Hamlet (2000) hiver Rosenkrans og Gyldenstjerne Hamlet (spillet af Ethan Hawke) med på natklub i New York. De smider sig på en sofa med hver deres øl og råber derefter til hinanden i et forsøg på at overdøve musikken, der banker hårdt derudad på lydsporet, mens billederne i et hæsblæsende tempo afløser hinanden. Pointen er ikke til at misforstå: Hvordan kan William Shakespeare komme til orde i en verden, der bombarderer os med hurtige, stimulerende sanseindtryk? På Shakespeares egen tid (1564-1616) gik folk i teatret for at lytte. Handling spillede en underordnet rolle i forhold til de mange monologer og dialoger, der var proppet med billeder, lyde, rim og finurlige ordlege. Det elizabethanske teater var ordets teater – understreget af Hamlet selv, der på et tidspunkt udbryder: »We’ll hear a play tomorrow.« Dette paradoks har imidlertid ikke afholdt stribevis af seriøse filmfolk fra at kaste deres kærlighed på den engelske bard. Det har resulteret i enkelte pletskud, men ellers svinger resultaterne fra det interessante til det yderst pinlige.

Ord eller handling
En af første, der havde indsigt nok til at lade billedsproget og de originale ord indgå i et frugtbart samspil var Laurence Olivier, der oven i købet valgte at filme sin Hamlet (1948) i sort/hvid. Han kunne have valgt farvefilm, men gik helt bevidst efter at skabe en atmosfære, der minder om sort blæk på hvidt papir. Selv om denne samt de to andre film i Oliviers Shakespeare-trilogi, Henry V (1944) og Richard III (1954), i dag føles en smule støvet sammenlignet med Franco Zeffirellis version fra 1991 og Kenneth Branaghs fra 1995, er det svært ikke at beundre Oliviers mesterlige overblik over stykkets anatomi og brug af filmiske virkemidler. Hamlets rolige ydre, der kommer til udtryk i Oliviers statiske mimik, står i dyb kontrast til scenografien, der domineres af trapper uden gelændere og gange uden balustrader, hvilket skaber en dirrende stemning af fare. Sammen med kameraets rastløse skift mellem det brede perspektiv og intime nærbilleder, skildrer filmen således et individ i konflikt med sig selv og sine omgivelser. Til sammenligning skabte både Zeffirelli og Branagh ved hjælp af hurtige klip, susende og skiftende kameraføringer og -vinkler en handlingens mand – i førstnævntes version endda med actionhelten Mel Gibson i hovedrollen og et manuskript, der på det nærmeste opfordrer Hamlet til at holde mund og komme til sagen.

Shakespeare i skolegården
Endnu en Hamlet-version, der fortjener at blive nævnt, er russerens Grigori Kozintzevs fra 1964. Som i samme instruktørs King Lear (1970) er det svært ikke at se de vanvittige magthavere og politiske intriger som en syrlig kommentar til datidens Sovjetunionen, hvilket, selv om begge film i dag føles en smule bedagede, må siges at være en større kunstnerisk bedrift, end den instruktøren Gil Junger begik, da hun valgte at lade handlingen i Trold kan tæmmes udspille sig blandt teenagere på en amerikansk skole. 10 Things I Hate about You har for at tækkes Hollywoods konventioner mistet ethvert tilløb til nuancerede og troværdige figurer, ligesom moderniseringen af Shakespeares dialog er endt i pinligheder som: »Why is everyone so hot for this girl? Has she got beer-flavored nipples?« – en replik, der må betegnes som en misforståelse af nogenlunde samme karakter, som da Keanu Reeves dukkede op i Branaghs Stor ståhej for ingenting (1993), eller da Callista Flockhart fik rollen som Helena i Michael Hoffmans En skærsommernats drøm (1999)! Ingen af dem havde tilsyneladende ingen sans for Shakespeares jamber. Så var der mere ræson i at lade en farvet skuespiller spille titelrollen i en version af Othello, der udspiller sig på en hvid high school i nutidens USA. Instruktøren Tim Blake Nelsons O (1999) har kunstnerisk set ikke meget at byde på, men fortjener at blive nævnt af den grund, at den som nævnte Kozintzevs russiske film, understreger Shakespeares eviggyldige og globale appel. Blake Nelsons fortælling, der ender i en blodig skudduel, da en sort basketballspiller pludselig opnår stor succes på sportsarenaen og hos pigerne, lå nemlig klar til publikum kort efter, at mordene på Columbine High School havde fundet sted. Af frygt for, at svage sjæle ville lade sig inspirere af skyderierne i O, blev premieren udsat hele to år.

Amerikansk respekt
Hovedrollen blev spillet af Mekhi Pfifer, og hans præstation bar præg af en mangel på fortrolighed med materialet, der blandt andet skyldes, at han er opdraget i en anden skuespiltradition end den engelske. I sin anmeldelse af australske Baz Luhrmanns amerikansk producerede Romeo + Julie (1996) skrev den altid underholdende amerikanske filmkritiker Roger Ebert følgende om Leonardo DiCaprios præstation:
»Amerikansk skuespil sætter ofte lighedstegn mellem oprigtighed og en manglende evne til at tale, hvilket giver amerikanske skuespillere et problem med at spille Shakespeare. En skuespiller kan ikke udføre arbejdet, medmindre han eller hun kan føle og tale på samme tid.« Enkelte amerikanere har dog et godt tag på Shakespeare. Det gælder Laurence Fishburne (Othello, 1996), Al Pacino (Looking for Richard, 1996) og Købmanden i Venedig, 2004), Denzel Washington (Stor ståhej for ingenting) og ikke mindst Marlon Brando, der som Mark Anthony i Joseph L. Mankiewiczs Julius Cæsar (1953) med et nærmest usynligt smil, der kun lige akkurat fanges af kameraet – og det ville ikke kunne fanges på teatrets bageste rækker! – lader publikum vide, at sorgen over Cæsar måske er knap så dybfølt, som han giver udtryk for. Og så gælder det naturligvis Orson Welles, hvis uomtvistelige talenter indenfor både film og teater på sær og fascinerende vis skinner igennem i hans rå Shakespeare-filmatiseringer.

Store ændringer
I sin Macbeth (1948) bruger Welles kameraet til at suge publikum ind i et kaotisk univers, hvor alt er ude af proportioner. Den ekstreme brug af skæve vinkler og pudsige klip tiltager, efterhånden som handlingen skrider frem, indtil alle til slut befinder sig i en veritabel labyrint af makabre dimensioner. Samtidig fanger Welles Macbeths mentale ustabilitet ved skiftevis at filme ham fra meget høje og lave positioner, mens alt i forgrunden og baggrunden er arrangeret således, at det forvirrer både publikum og hovedperson selv. Filmen blev lavet i løbet af tre uger for kun 15.000 dollar. Den blev trukket tilbage fra Venedig Festivalen, efter at anmelderne havde dolket den, og akkurat som Welles’ fragmenterede Othello, der blev optaget fra 1948 til 1952 i flere forskellige lande, henvender også Macbeth sig i dag primært til voldsomt dedikerede Welles- og Shakespeare-fans. I modsætning hertil står Branaghs overdådige og herligt selvoptagede Hamlet (1996), der favner hele Shakespeares manuskript, en bedrift ikke engang forfatteren selv forsøgte sig med på scenen, fortæller overleveringerne. I selskab med Luhrmanns virile Romeo + Julie (1996) insisterer Branaghs fire timer lange version af Hamlet med held på, at Shakespeare fortjener at blive både set og hørt af et stort biografpublikum. Fristes man til at spekulere over, hvad Shakespeare selv ville have ment om Romeo + Julie, der udspiller sig som en amerikansk bandekrig og har fået et sært religiøst skær over sig, blandt andet takket være Luhrmanns opfindsomme brug af en slidt kristusstatue. Og hvad barden ville have sagt til Hamlet, der takket være flashbacks – enkelte skrevet af Branagh selv – blandt andet har tilsat handlingen en pæn portion beskidt sex, så er det værd at tænke på, at forfatteren ikke selv stod tilbage for at ændre i ’originalen’ for at behage publikum. Han skar i teksterne, skrev om og ændrede replikker fra dag til dag, alt efter, hvilket humør han selv og publikum var i.

Læs anmeldelsen af Købmanden i Venedig her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu