filmfest
Lad os for en stund lade, som om Det Amerikanske Filmakademi har valgt at nominere de rigtige film til de eftertragtede Oscars, som for 77. gang uddeles i Hollywood natten til mandag, dansk tid. Sådan er det selvfølgelig ikke, men nu lader vi altså som om. Hvilke af de nominerede skuespillere og hvilke film har i så fald fortjent at vinde? Det er et lidt tricky spørgsmål, for heller ikke en saglig vurdering af de enkelte præstationer tager højde for det spraglede akademis noget konservative og midtsøgende smag. Men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Jeg har som forberedelse set alle de film, som er nomineret i de seks største og vigtigste af de i alt 24 kategorier nogle af filmene har allerede haft dansk premiere, andre kommer i løbet af det næste par måneder og det skulle sætte mig i stand til at komme med en række kvalificerede bud, samtidig med at jeg kan udpege de favoritter, som efter alt at dømme vil forlade The Kodak Theatre med en gylden statuette under armen. Som man vil se, er der sjældent nogen sammenhæng.
Bedste mandlige hovedrolle Jamie Foxx må siges at være storfavorit på grund af sin formidable præstation som Ray Charles i Taylor Hackfords biopic Ray. Han ikke bare ligner, men taler og bevæger sig også lige så særpræget som den blinde musiker og sanger, og det er Foxx, der bærer en i øvrigt ikke videre original film. Man sige, at i det øjeblik, at Foxx fandt the walk & the talk, kunne han læne sig op ad det i resten af filmen, men det gør ikke hans indsats mindre bemærkelsesværdig. Også Leonardo DiCaprio er at finde på den to mand store shortlist over sandsynlige vindere. Rollen som oliemagnaten, flypioneeren og filmproducenten Howard Hughes i Martin Scorseses The Aviator er bestemt ikke hans bedste det er stadigvæk hans Oscarnominerede præstation som retarderet i Lasse Hallströms Whats Eating Gilbert Grape. Men han blev end ikke nomineret i 1997, hvor Titanic scorede stort set alle andre Oscar-priser, hvorfor mange af Det Amerikanske Filmakademis medlemmer sikkert føler, at de skylder ham noget. Og der er ingen tvivl om, at akademiet er vild med The Aviator, en kulørt og klassisk Hollywood-produktion af den storslåede slags, man næsten havde glemt, at filmfabrikken også kunne lave. DiCaprio giver den på alle tangenter som den mildest talt excentriske Hughes og optræder på et tidspunkt helt nøgen kun iført skæg, en synlig forvandling af en art, som Hollywood elsker og ofte forveksler med stort skuespil. Billy Wilder sagde engang, at akademiet har det med at glemme de skuespillere, der får det til at se nemt ud derfor vandt Dustin Hoffman for den umiddelbart iøjnefaldende rolle som autist i Rainman og ikke Tom Cruise som den normale bror i samme film. Det er selvfølgelig en generalisering, men der er noget om snakken, og personligt finder jeg mine favoritter blandt de tre øvrige nominerede, som dog ikke gør stort væsen af sig, men fænger i kraft af overbevisende spil og deres karakterers mange facetter. Begavede Johnny Depp spiller dramatikeren J.M. Barrie i Marc Forsters Finding Neverland, der handler om, hvordan Barrie for 100 år siden blev inspireret til at skrive Peter Pan. Depp har altid formået at forlene sine mange outsider-roller med et rigt indre liv, og hans Barrie er følsom voksen mand, der ikke har glemt, at han engang var barn, og ikke er bange for at slippe det fri. På samme måde overbeviser Don Cheadle i rollen som hotelmanageren Paul Rusesabagina, der i irske Terry Georges uomgængelige Hotel Rwanda redder 1.200 hutuer og tutsier fra folkemordet i Rwanda i 1994. Cheadle, der første gang gjorde opmærksom på sig selv som den psykopatiske Mouse i Carl Franklins Devil in a Blue Dress (1995), nedtoner sit spil, hvorfor det også virker stærkere, da den ellers så fattede Paul pludselig bryder sammen midt i al den død og brutalitet, der omgiver ham. Min personlige favorit er dog veteranen Clint Eastwood, der har givet sig selv en glansrolle som aldrende, anfægtet boksetræner i sin egen Million Dollar Baby, en af hans bedste film nogensinde. En amerikansk anmelder har beskrevet filmen som en gammel sang fortolket af en mester, der formår at hive nye betydninger og følelser ud af noget ellers meget velkendt. Det gør sig også gældende for Eastwoods præstation som den gnavne boksetræner Frankie Dunn, der takket være mødet med en ivrig, ung og kvindelig bokser (Hilary Swank) finder ind til det menneske, han var engang. Der er lang vej derind, og Frankie lader kun modvilligt sine parader falde i takt med, at Eastwood viser sprækkerne i den hårde facade.
Bedste kvindelige hovedrolle Annette Bening er fortjent nomineret for sit underholdende portræt af en snart midaldrende, men ingenlunde afdanket teaterdiva i midtvejskrise i 1920ernes London i Istvan Szabos komediedrama Being Julia. Med en veludviklet sans for det teatralske manipulerer den skarpttungede, forfængelige Julia sine omgivelser, sin mand, sine elskere og konkurrenter, så både hun og publikum mister følingen med hvilken Julia, der egentlige er den rigtige.
Det er en stor komisk præstation af fru Warren Beatty, der sjældent er set bedre, og som i glimt blotter den sjæl og ærlighed, Julia trods alt er i besiddelse af. Men det er den britiske skuespillerinde Imelda Staunton, der burde vinde en Oscar for titelrollen i Mike Leighs knugende Vera Drakes hemmelighed. Staunton spiller en livsglad kvinde, der i efterkrigstidens London har viet sit liv til at gøre sin familie glad og hjælpe unge kvinder ud af uønskede graviditeter. Leigh bygger familien Drakes udramatiske, harmoniske hverdag op gennem filmens første to tredjedele, hvorefter han river den ned med et brag, da Veras ulovlige bibeskæftigelse som svangerskabsafbryder opdages, og hun smides i fængsel. Stauntons Vera er et hjertensgodt menneske, og hun bryder sammen, da hendes hemmelighed afsløres og viser sig at stikke endnu dybere, end man havde forestillet sig. Staunton synes at lægge alt i rollen, hun skjuler ikke noget, hvorfor man også påvirkes voldsomt af sammenbruddet. Stærkt er også debutanten Catalina Sandino Morenos spil i Joshua Marstons amerikanskproducerede Maria Full of Grace, der handler om en gravid, columbiansk pige, som for at tjene penge indvilger i at transportere narko fra Bógota til USA i plastikposer i sin mave, et ikke ufarligt job. Den 23-årige skuespiller udstråler stor indre styrke, men hendes Maria er også en usikker og sårbar pige, der tvinges til at blive voksen i en fart. 30-årige Hilary Swank vandt for fem år siden en Oscar for sin præstation som en ung kvinde, der giver sig ud for at være dreng i det barske drama Boys Dont Cry. I år er hun nomineret for rollen som bokser i Million Dollar Baby. Swanks Maggie Fitzgerald er et stykke white trailerpark trash, som kun har håbet om en boksekarriere tilbage, og hun sætter alt ind på at overbevise Clint Eastwoods træner om, at hun har talent og er værd at satse på. Swank, der fik sin første større rolle i, af alle film, The Next Karate Kid (1994), er selv lige så ihærdig som sin karakter, og det er svært ikke at blive smittet af hendes entusiasme og grebet af den desperation, der skjuler sig lige under overfladen. Trods fint spil som den labile Clementine, der forelsker sig i Jim Carreys Joel i Michel Gondry og Charlie Kaufmans originale og syrede kærlighedsdrama Evigt solskin i et pletfrit sind, blegner Kate Winslet lidt ved siden af sine mednominerede. Måske lidt uretfærdigt fordi man bedre kan huske de andre film, der er af nyere dato end Gondrys. Måske fordi den utraditionelle dramaturgi, de underspillede effekter og Carreys tilbageholdne præstation er de egentlige stjerner i Evigt solskin i et pletfrit sind.
Bedste mandlige birolle Sørme om ikke Jamie Foxx også er birolle-nomineret for sin det, der vel egentlig er en hovedrolle i Michael Manns thriller Collateral, som også har Tom Cruise på rollelisten. Men selv om Foxx netop spiller en af den slags almindelige mennesker, det kan være så uendeligt svært at få til at leve på en interessant måde på film især når man spiller over for så flamboyant en type som Cruise så er han ikke favorit i kategorien. Snarere er det Morgan Freeman, der leder feltet med en følsom og afdæmpet præstation som gammelklog boksevrag og filmens fortæller der arbejder for Frankie Dunn i Million Dollar Baby. Freeman har været nomineret tre gange tidligere, men har ikke vundet, hvorfor man sagtens kan forestille sig, at akademiet synes, at han har fortjent det denne gang. Man skal heller ikke underkende det faktum, at Morgan Freeman er sort. Alan Alda er også nomineret for rollen som slesk og korrupt senator i The Aviator, men han er en outsider i et felt, der også tæller Thomas Haden Church, der bedst er kendt for tv-serier og forglemmelige biroller i spillefilm, men som med rollen som dameglad, falleret skuespiller i Alexander Paynes kritikerroste Sideways har gjort sit indtog på Hollywoods A-List. Sideways, der handler om to venner på rundrejse i Californiens vindistrikt i dagene inden den enes bryllup, er Paynes mest modne udspil til dato for en gangs skyld svigter han ikke sine karakterer til fordel for den spidse satire ligesom i About Schmidt men det er ikke det mirakel af en film, som de amerikanske anmeldere gjorde den til. Og selv om Haden Church spiller godt, og så havde jeg hellere set Paul Giamatti nomineret for sin rolle som desillusioneret, endnu ikke publiceret forfatter i samme film. Min favorit er dog Cliwe Owen, der har en af de bedste og mest kødfulde roller i Mike Nichols kyniske ensemblefilm Closer, der handler om alle de modbydelige ting, mennesker gør mod hinanden i kærlighedens navn. Owen overskygger både Jude Law og Julia Roberts med sit intense portræt af en mand, der bærer sine følelser uden på tøjet om han så er glad eller ulykkelig. Kun Natalie Portman, der også er nomineret for sin rolle i Nichols film, kan matche Owen.
Bedste kvindelige birolle Og Portman er da også mit bud på en vinder for Bedste kvindelige birolle. Hun er simpelthen fremragende som en ung amerikansk kvinde, stripperen Alice, der havner i et kompliceret og ubehageligt spil om kærlighed og følelser mellem Julia Roberts, Jude Law og Clive Owen den eneste i kvartetten, der synes at være ærlig. Portman er smuk og sensuel og besidder samtidig den smerte og følsomhed, der er nødvendig for at få én til at tro på de karakterer, hun er snarere end spiller på lærredet. Hun får dog hård konkurrence fra Virginia Madsen, der spiller servitricen, Maya, som Paul Giamattis forfatter forelsker sig i i Sideways. Madsen, der i 80erne og begyndelsen af 90erne var en af Hollywoods hot young things, har udviklet sig til en moden, begavet skuespillerinde, som med små midler skaber helt almindelige mennesker, man kan identificere sig med. Hun er eksperternes favorit i kategorien, ikke mindst fordi Hollywood elsker servitricer. Laura Linney, der også er begyndt at vælge de rigtige roller, spiller dr. Alfred Kinseys kone, Clara, i Bill Condons lidet opsigtsvækkende, men interessante biopic om videnskabsmanden, der satte efterkrigstidens USA på den anden ende, da han som den første begyndte at forske i mænd og kvinders seksualvaner. Fru Kinsey må stå model til meget, og Linney skildrer hende som en både stærk og sensitiv kvinde, der stiller sig i sin mands tjeneste, fordi hun kan se vigtigheden af hans projekt, men som ikke finder sig i hvad som helst. God, men noget mere anonym er Sophie Okonedo i rollen som Paul Rusesabaginas kone, Tatiana, i Hotel Rwanda. Filmen tilhører i dén grad Don Cheadle, men Okonedo får mest muligt ud af en noget klichéagtig rolle som den skiftevis medfølende, forfærdede og handlekraftige hustru. Cate Blachetts energiske præstation som Katharine Hepburn i The Aviator har scoret mange point, fordi ligheden er slående. Den er da også et af den slags shownumre, som nok er underholdende, men næppe Oscarmateriale.
Bedste film Jeg har aldrig forstået, hvorfor man har valgt at uddele en Oscar for både Bedste film og Bedste instruktion, fordi det umiddelbart synes umuligt at skille de to kategorier ad giver man en Oscar for Bedste film, bør man logisk set også belønne samme films instruktør. Men sådan skal det altså ikke være, og hvor instruktions-prisen indlysende går til instruktøren, så går Bedste film-prisen til producenterne og dem er der som regel en del af. I år hersker der ikke megen tvivl om, at Martin Scorseses The Aviator vil løbe med statuetterne i begge kategorier. Som sagt er det en rigtig Hollywood-film, stor og fejende flot, som tilmed handler om en personlighed, Howard Hughes, der gjorde sig gældende i både filmbranchen og flyindustrien og ene mand tog kampen op mod korrupte senatorer. Det er en rigtig succeshistorie, som også slutter inden, Hughes for alvor bliver mærkelig og helt isolerer sig fra offentligheden. Men det altså er Clint Eastwoods Million Dollar Baby, der er den suverænt bedste film af de fem. Umiddelbart en klassisk boksefilm, men også en studie i moral, religion, kærlighed og familie og lavet med den sikre hånd, kun en 74-årig instruktør med stor erfaring i både livet og filmhåndværket vil være i besiddelse af. Hverken Eastwood eller Million Dollar Baby vil dog vinde, idet filmen simpelthen er for kontroversiel i sit budskab det har at gøre med slutningen, som jeg ikke skal afsløre her og har bragt sindene i kog på ikke mindst den yderste amerikanske højrefløj. Filmen kunne dog gå hen og vinde en Oscar for Paul Haggis begavede manuskript. Det kunne også Alexander Paynes Sideways, der nok er en solid film om at gå i stå midt i livet. De amerikanske kritikeres begejstring over filmen skyldes muligvis, at de sjældent ser velskrevne film med noget på hjerte fra de store, amerikanske studier, der har det med at sprøjte bras ud, at de bliver så imponerede, når en film som Sideways endelig dukker op. Heller ikke Taylor Hackfords Ray er en seriøs contender til en Oscar for Bedste film. Dertil er den simpelthen for ordinært fortalt og lider som så mange andre biopics under, at den af hensyn til publikum og den gode historie føler sig nødsaget til at finde en rød tråd i et ellers spraglet, uhomogent liv, i dette tilfælde Ray Charles. Så er der mere poesi og originalitet at hente i Marc Forsters Finding Neverland, som kommer med et bud på, hvordan J.M. Barrie kunne være blevet inspireret til at skrive Peter Pan. Forster tager udgangspunkt i virkeligheden, og fortæller et fantasifuldt og hjertevarmt eventyr i ånden fra Peter Pan om vigtigheden af at tillade sig at drømme.
Bedste instruktør Som sagt er Martin Scorsese også favorit i denne kategori. Han har aldrig vundet en instruktør-Oscar, men burde f.eks. have vundet i 1980 for Raging Bull og i 1990 for GoodFellas. Han får en Oscar for The Aviator, der på ingen måde kan leve op til mange af instruktørens tidligere film, men til gengæld falder helt i Akademiets smag. Det vil være til at leve med, men er samtidig et godt eksempel på den mangel på fremsynethed, der præger Det Amerikanske Filmakademi og dets 6.000 medlemmer fortrinsvis ældre, hvide mænd hvilket også er en af grundene til, at hverken Hitchcock eller Chaplin nåede at vinde Oscars for instruktion.
Hvis der var retfærdighed til, ville Eastwood, der dog vandt Oscar for Bedste film og Bedste instruktion med sin revisionistiske western, De nådesløse (1992), vinde med Million Dollar Baby, mens hverken Alexander Payne (Sideways) eller Mike Leigh (Vera Drakes hemmelighed) synes at have en reel chance for at komme på scenen søndag nat.
FAKTA
De der vinder og der burde
Bedste mandlige hovedrolle
Bør vinde: Clint Eastwood
Vinder: Leonardo DiCaprio
Bedste kvindelige hovedrolle
Bør vinde: Imelda Staunton
Vinder: Annette Bening
Bedste mandlige birolle
Bør vinde: Clive Owen
Vinder: Morgan Freeman
Bedste kvindelige birolle
Bør vinde: Natalie Portman
Vinder: Virginia Madsen
Bedste film
Bør vinde: Million Dollar Baby
Vinder: The Aviator
Bedste instruktion
Bør vinde: Clint Eastwood
Vinder: Martin Scorsese
www.oscar.org
DR2 sender fra Oscaruddelingen
hele natten til mandag
