Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

9. februar 2005

Ny eksperimental scene i Kbh
Republik Weimar er navnet på et nyt initiativ, som repræsentanter fra musikbranchens forskellige grene har taget for at skabe nyt liv på den klubscene, der ifølge initiativtagerne har taget en »ensartet og uinspireret« form gennem årene. Koncerter hver torsdag skal puste nyt liv i den københavnske scenekultur med et crossover mellem elektro, jazz og visuel kunst. Her vil hjemlige og europæiske kunstnere (dj’s, bands og musikere) samles til alternative live-optrædender – ikke mindst på torsdag den 10. februar kl. 21, hvor elektro konstellationen Elektrazz vil give koncert i samarbejde med den engelske rap-duo Born Again Heads. De nye toner kan findes på Vesterbro i København – Basement, Enghavevej 42. mla

Damien Hirsts hjerte på Arken
Kunstmuseet Arken har købt ind til Valentinsdag og erhvervet sig et kunstværk i form af et lyserødt hjerte skabt af den britiske kunstscenes prins charming, Damien Hirst. Værket Uden titel (fødselsdagskort) fra 2001 infiltrerer – som før set hos Hirst – livet i den kunstneriske produktion med 20 eksotiske sommerfugle, der har måtte lade livet til fordel for kærligheden (ikke mindst kunstnerens kærlighed til kunsten). Som en bitter eksemplificering af kærlighedens natur fungerer det lyserøde, umiddelbart uskyldige hjerte som fluepapir, der har fanget de små flyvende væsener i sit dødsgreb. At hjerte stadig rimer på smerte, bliver vi således endnu engang mindet om her op til Valentinsdag den 14. februar. mla

Storvask i vinterferien
Brug vinterferien på vasketøj – og helst sammen med børnene! Fra den 15. februar indtages Nationalmuseets biograf nemlig af levende sæbebobler og talende vasketøj i form af filminstruktøren og videokunstneren Kassandra Wellendorfs interaktive oplevelsesspil Storvask. Især børn i aldersgruppen fire til syv år kan her se nogle af deres hverdagssituationer udfolde sig mellem våde og tørre – men givetvis rene – beklædningsgenstande, der også kender til de kvaler, mobning, forelskelse og venskaber kan give. Spillet giver børnene mulighed for selv at deltage aktivt i den storvask, som livet kan synes at være – også i børnehøjde. mla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her