Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - Kultur

22. februar 2005

»Biiiiiiiiip«-monologerne
Myndighederne i Uganda har forbudt teaterstykket Vagina-monologerne i dets oprindelige form, og vil kun tillade en opsætningen af Eve Enslers stykke, hvis blandt andet ordet »vagina« tages ud af titlen. Derudover har en scene, hvor en ung kvinde forføres af en ældre forarget Ugandas Medieråd, hvis kendelse ifølge BBC blandt andet lyder: »Stykket promoverer illegal, unaturlig seksuel adfærd, homoseksualitet og prostitution. Det burde forbydes, hvilket det hermed er.« Ensler forklarer forbudet med en herskende skræk for det kvindelige kønsorgan samt frygten for at sige ordet ’vagina’ – et ord, som informationsminister James Nsaba Buturo da også slap uden om, da han ifølge The Guardian under sit ugentlige møde med pressen omtalte stykkets titel: »Titlen... er uden tvivl uanstændig og smagløs.« Overskuddet fra stykket, der havde planlagt premiere i weekenden, var tiltænkt en kampagne til fordel for voldsramte kvinder. mla

Bono nomineret til Nobelpris
Den samfundsengagerede U2-forsanger Bono er iblandt de 166, der er indstillet til dette års Nobels Fredspris, som uddeles den 10. december i Oslo.
Den feterede musiker, der er kendt for sit politiske engagement med mærkesager som Afrikas befolkning og en verden uden atombomber, havde i sidste måned magtmænd som Bill Gates, Tony Blair, Jacques Chirac og Bill Clinton til bords ved World Economic Forums møde i alpebyen Davos, hvor alverdens berømtheder var samlet for at lægge en masterplan for verdens liv.
Om Bono løber med prisen, æren og de 10 mio. svenske kroner offentliggøres til oktober. Blandt de andre nominerede er USA’s tidligere udenrigsminister Colin Powell, Paven samt sitarspilleren Ravi Shankar. mla

Berlusconi og de svenske medier
Sveriges Televison (SVT) er havnet i noget af en diplomatisk krise i forbindelse med et Public Service-fremstød, der var tiltænkt som en reminder til svenskerne om samfundsværdien af en fri og uafhængig medieverden. Som led i kampagnen er en video, der introduceres med teksten »Uafhængigt tv er ingen selvfølgelighed – se hvordan det er i Italien«.
Videoen skildrer, hvorledes den italienske premierminister Silvio Berlusconi kom til magten efter et massivt mediefremstød i 1991, og hvorledes den nyvalgte statsleder, der kontrollerer 90 procent af medieverdenen, blot ændrede loven, da han blev påbudt at sælge en af sine kanaler.
Med svensk tv’s fremstilling af Berlusconi som medie- og samfundsfjende nr. ét (med den russiske præsident Putin på noget, der ligner en andenplads) fik den svenske ambsassadør en invitation fra det italienske Udenrigsministerium.
Ved mødet måtte han udrede, hvad man kunne kalde en kulturelt betinget misforståelse: Nemlig at STV er en uafhængig station, hvorfor de skulle rette deres klage til stationen – og ikke til den svenske stat, fortæller Asa Arvidson fra det Svenske Udenrigsministerium til BBC.mla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her