Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

21. februar 2005


Dristigt guitararbejde
Velkommen til et legeland fuld af strenge. Guitaristen Jeppe Kjellberg har lavet en anderledes lille instrumentalplade, der udforsker guitarens klanglige, rytmiske og effektmæssige muligheder lag på lag i en grumset og minimalistisk musikalsk iscenesættelse, der egentlig hverken er fugl eller fisk. Men der trives en konstant rugende uro og fornemmelse af uforudsigelighed, som giver musikken en interessant latens.
Kjellberg har assistance fra den amerikanske slide-guitarist David Tronzo og (på tre numre) punk-guitaristen PeterPeter, der tilføjer en skærende og råt hvæsende tone til helheden. Det er musikalsk arbejde med hænderne, sved på panden og eksperimentallyst. Pladen skal nok drukne i mængden af mere gennemsnitlige men bredt spiselige udgivelser, men den rummer en egensindighed og personlig tone, der har valør i længden. Godt og dristigt gået.cmh

Jeppe Kjellberg: Go Out (Yebba Music)

Mere end tilløb
»Tilløb til en personlig holdning«, hedder et af den 35-årige saxofonist Jesper Løvdals i alt 10 numre på debutpladen Lovedale. Løvdal leger her ironisk med en sætning, som jazzskribenten Thorbjørn Sjøgren engang skrev om ham. Men Løvdal har vitterlig udviklet sig markant, han er i dag blandt de centralt placerede yngre saxofonister herhjemme.
Det er en plade med en mærkbar frisked og improvisatorisk åbenhed i ånden fra de krediterede mestre, Mingus og Dolphy, om end ikke alle numre har en indtrængende kvalitet som den himmelåbne »Julia«, den modale udviklingspakke med sydlandsk smag, »D.A.M.P.«, og den smukke ballade med den personlige holdning.
Løvdal spiller med en tør, sikker tone, rig på nuancer og drevet frem af en smittende solistisk vitalitet, der også gælder hans fremragende medspillere, Jakob Anderskov (klaver), Jonas Westergaard (bas) og Anders Mogensen (trommer).
Her er effektive kompositioner, der ofte går omkring finurlige taktarter og kringlede temaer, men som ikke nødvendigvis føles sådan, når musikken leveres så overbevisende, som tilfældet er.
cmh

Jesper Løvdal: Lovedale (ILK/Love 001)

Rutinepræget elegance
Den italienske pianist Enrico Pieranunzi blev mange danske lyttere først rigtig opmærksom på, da bassisten Mads Vinding indspillede en prisbelønnet trioplade, The Kingdom (1997), med ham.
Han har dog siden midten af 1970’erne stået som en af Europas mest agtede jazzpianister med en udpræget lyrisk åre i sit spil bl.a. hentet fra Bill Evans, hvilket så sandelig er tydeligt på dette nye udspil, hvor Pieranunzi høres med de fortsat stærke veteraner, Charlie Haden (bas) og Paul Motian (trommer).
Det er ikke en plade, der gør stort væsen af sig, men som vokser langsomt og forplanter sine smukke melodiske strøg og sin klanglige elegance i lytteren, efterhånden som fortroligheden med detaljerne tegner sig tydeligere. Præget af professionel rutine undgår de tre herrer dog ikke at spille bort. Kun i momenter funkler det af helt nyskabt musik, så Special Encounter vil næppe stå som noget ekstraordinært i Pieranunzis curriculum. Men smukt og vederkvægende er det.cmh

Enrico Pieranunzi / Charlie Haden / Paul Motian: Special Encounter (CamJazz)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her