Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - LITTERATUR

24. februar 2005

Flere penge til danske forfattere
Regeringens kulturpolitik for den næste valgperiode har vakt forvirring blandt danske forfattere. Og det ikke uden grund. Ifølge det nye regeringsgrundlag vil forfatterne nemlig i fremtiden ikke skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af de penge, de får for at have deres bøger stående på biblioteket. Samme arbejdsmarkedsbidrag frafaldt imidlertid i forbindelse med en principiel skattesag i 1998, og dét er kilden til forfatternes undren. Forklaringen er, at den nye ordning ikke alene gælder lønmodtagerne, som siden 1998 har været fri for at betale arbejdsmarkedsbidrag, men også de forfattere, der af skattevæsenet regnes for selvstændige erhvervsdrivende, skriver Politiken. Selvstændige forfattere har blandt andet kunnet drage fordel af højere fradrag og bedre muligheder for at fordele deres indtægter over flere år. Og nu bortfalder altså også arbejdsmarkedsbidraget på otte procent.
»På den baggrund er det jo så en god hjælp til professionelle forfattere. Men det er lidt mærkeligt, at man laver en særregel for én ting og ikke samtidig for andre honorarer som kopipengene fra Copy-Dan,« siger formand for Dansk Forfatterforening Per Helge Sørensen til Politiken. Kulturminister Brian Mikkelsen skønner, at reglen vil give 10-12 millioner kroner mere til de danske forfattere (selvstændige, forstås). msk

Færre penge til svenske forfattere
Indtil 1996 var en central aftale mellem det svenske Författerförbundet og Svenska förläggereföreningen, der tildelte forfatteren 27,5 procent af forlagets pris på bogen, minus omkostninger til bogomslag, en fast ordning. Aftalen betød, at forfatterne kunne regne med 23,4 pct. af fortjenesten, når udgifterne til bogomslaget var dækket. Men så meget får kun de bedst sælgende forfattere, der samlet udgør højst fem pct. af den svenske forfatterstand i dag. Indførelsen af individuelle aftaler mellem forfattere og forlag har nemlig betydet, at forfatterne får væsentligt mindre profit af deres bøger. »Der er sket et pres nedad. Det bliver stadig mere normalt med særskilte overenskomster, som reducerer forfatternes fortjeneste,« siger Thorbjörn Öström, forbundsjurist i Författerförbundet, til Dagens Nyheter. »Nogle af dem er det rene faldbyderi, hvor forfatteren er med til at betale for udgivelsen,« siger Öström.
Problemet er, at forfatterne er frie erhvervsudøvere, og at Författarförbundet med sine 2.000 medlemmer ikke er et fagforbund. Og hvem vil strejke med et færdigt manuskript i hånden, som man har brugt to år på at skrive? En tilbagevenden til den centrale aftale kommer dog næppe. »Det er upraktisk med en central aftale for en til stadighed mere heterogen skare af forfattere,« mener Jonas Modig, der er ordfører i den svenske forlæggerforening. »Alle, der skriver bøger, kan ikke regne med at kunne leve af det,« siger han. »Vi forstår ikke, hvorfor Författerförbundet synes, at det er så vigtigt. Alle vores forlag tillemper anstændige vilkår.« msk

Mange penge til norske forfattere
Fra 1999 til og med 2004 har omsætningen på skønlitteratur for voksne tegnet sig for to millarder kroner i Norge. En ny undersøgelse, som Dagens Næringsliv har foretaget, viser, at de otte største forfattere i Norge sætter sig på halvdelen af salget.
Avisen har kortlagt salgs- og oplagstallene hos de tre store forlag Aschehoug, Gyldendal og Cappelen og inkluderet salget fra De norske Bokklubbene.
Talmaterialet viser, at en stadig større del af det norske folks læsning er koncentreret om et meget lille antal titler, som trykkes i enorme oplag. Kriminalforfatteren Anne Holt topper listen med en omsætning på godt og vel 126 millioner kroner i løbet af de sidste fem år. Dernæst følger Anne Karin Elstad, Lars Saabye Christensen, Gunnar Staalesen, Karin Fossum – alle med en omsætning på mere end 100 millioner kroner – og endelig Åsne Seierstad på en ottendeplads med næsten 84 millioner kroner.msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu