Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - LITTERATUR

17. februar 2005

’Maskeblomst-familien’ som billigbog
Den norske forfatter Lars Saabye Christensens fortælling Maskeblomstfamilien er udkommet som billigbog. Maskeblomstfamilien er en mørk og urovækkende fortælling om en dreng i 60’ernes Oslo, der vokser op i et hjem præget af hemmeligheder. Efter faderens selvmord søger den psykisk ustabile mor permanent tilflugt i sengen, hvorefter hovedpersonen overlades til sit eget og en bitter tantes selskab. »Lars Saabye Christensen skriver med ulastelig præcision om den tilfredse medlidenhed, og om den tryghed, der kan ligge i udstødelsen og raseriet,« skrev Tue Andersen Nexø i sin anmeldelse på disse sider, da bogen udkom i april i fjor. Til efteråret udkommer det seneste værk fra Saabye Christensens hånd, novellesamlingen I Oscar Wilde’s elevator.msk

Dreng møder dreng
Hidtil har homoseksuelle karakterer i engelsksprogede – og vel sagtens også de danske – ungdomsbøger været fremstillet som enten ofre eller outsidere. Men den homoseksuelle presse i USA og Storbritan-nien varsler nu et gennembrud med udgivelsen af en ungdomsroman forfattet af den amerikanske teenager David Levithan, der beskriver forholdet mellem et homoseksuelt par. Bogen Boy Meets Boy har på kort tid på det nærmeste opnået kultstatus i USA, på trods af at den er blevet bandlyst på en række konservative skoler, skriver The Guardian. I Storbritannien har forlaget Harper Collins distribueret 200.000 postkort, der skal markedsføre bogen på omkring 1.000 skoler. Og det er et sjældent set initiativ. Sue Sanders, der er formand for kampagnen Schools Out!, der advokerer for seksuel ligestilling i uddannelsessektoren, er entusiastisk omkring bogens budskab:
»Det er sandsynligvis den første romance med afsæt i et ikke-homofobisk miljø, som byder på en forfriskende forandring«. Joseph Galliano, redaktør på Gay Times, stemmer i og afslutter sin anmeldelse i det kommende nummer af magasinet med parolen »Vive la révolution«. Kynikere vil måske hævde, at Boy Meets Boy ikke fremstiller en genkendeligt USA, hvilket dog ikke synes at anfægte forfatteren Levithan. »Hidtil har homokarakterer altid været omgivet af elendighed,« siger han ifølge The Guardian: »Jeg ønskede at skrive en historie som modvægt til disse fremstillinger.« msk

Ny professor i dansk litteratur
Den 63-årige docent og dr.phil. Erik A. Nielsen har fået et professorat i dansk litteratur ved Københavns Universitet, som har været ledigt siden Thomas Bredsdorff gik på pension i fjor. Erik A. Nielsen, der i 1984 forsvarede sin disputats Holbergs komik, har et bredt forfatterskab bag sig om blandt andet dansk lyrik og salmedigtning, modernismens historie og litteratur-fortolkningens teori. Han har tillige været dramaturg ved Grønnegårds Teatret og medlem af Kirkeministeriets liturgiske kommission. msk

Litteraturen i det nye Europa
Jens Christian Grøndahl er udpeget til at repræsentere Danmark på et EU-seminar med overskriften »TransEu-ropaEx-press – Litteraturen i det nye Europa«, hvor forfattere fra hvert af de 25 EU-lande deltager. Heriblandt tyske Christian Delius, franske Jean Rouaud og engelske Jonathan Coe. Seminaret afholdes fortrinsvis i det nye litteraturhus i Rom, Cassa delle Letterature, hvor hver af de deltagende forfattere udstiller tre bøger på en bibliografisk udstilling. Grøndahls indlæg under seminaret vil sammen med de andre deltagende forfatteres blive udgivet i bogform på det italienske forlag Rizzoli, oplyser Dansk Litteraturcenter. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu