Læsetid: 5 min.

Panden imod Kinas mur

Tjekkiets tidligere liberale indenrigsminister, Jan Ruml, har været med til at vælte mange kommunistiske mure. Nu løber han panden imod den kinesiske – som freelancejournalist og formand for den internationale menneskeretsorganisation Olympic Watch
23. februar 2005

Menneskeret
PRAG – Avis og læsebriller. Kaffe og smøger. Der er ikke meget revolutionshelt over den ældre herre og hans universelle morgenritual i den lille café ved sporvognsstationen på Malostranské nám i hjertet af Prag. Tjekkiets tidligere liberale indenrigsminister Jan Ruml sidder denne vintermorgen alene ved et hjørnebord med en varm frakkekrave trukket godt op i nakken og ligner alt andet end en glødende politisk frihedskæmper. Et par opvakte øjne midtvejs mellem Jan Rumls grå skægstubbe og høje pande antyder dog, at der stadig er kampgejst i den 52-årige politiske kommentator og freelancejournalist, som i fjor gik af som næstformand i det tjekkiske senat.

Systemkritiker
»Jeg har brugt hele mit liv på at slås for frihed, demokrati og menneskerettigheder. Det har jeg ikke tænkt mig at holde op med, selv om jeg nu tager en pause som folkevalgt politiker,« siger Jan Ruml. Som ung i det kommunistiske Tjekkoslovakiet blev han nægtet en universitetsuddannelse og smidt i fængsel for sine politiske holdninger. Han var en af 257 systemkritikere, som skrev under på det berømte frihedsbrev Charter 77, der var med til at bane vejen for fløjlsrevolutionen i Prag i 1989. Året efter gjorde vennen og folkehelten præsident Vaclav Havel ham til indenrigsminister med ansvar for at demokratisere landets politi og retsvæsen. En post, Jan Ruml havde indtil 1997, hvor han brød med Tjekkiets nuværende præsident Vaclav Klaus og det liberale regeringsparti ODS for at danne det borgerlige oprørsparti Freedom Union. Efter kommunismens fald i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande og 15 års kamp for at udvikle det nye demokrati i sit hjemland, udfordrer Jan Ruml nu de kommunistiske ledere i mægtige Kina, som få måneder før den succesrige fløjlsrevolution i Prag fik det kinesiske militær til at nedkæmpe studenteroprøret på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Som formand for menneskeretsorganisationen Olympic Watch slås Jan Ruml for at gøre den internationale olympiske komité, IOC, og politikere i den vestlige verden opmærksomme på, hvordan Beijings kommende værter for verdens største sports- og mediebegivenhed undertrykker Kinas 1,3 milliarder indbyggere. »Det er en politisk skandale, at verdens demokratiske lande ikke benytter OL i Beijing i 2008 til at diskutere Kinas undertrykkelse af de internationale menneskerettigheder. For mig minder det uhyggeligt meget om situationen i Tyskland før OL i Berlin i 1936,« siger han. Jan Ruml peger på, at det i årene op til legene i Berlin over for omverdenen lykkedes Adolf Hitler at nedtone nazismens politiske konsekvenser. »Det kom som et chok for de fleste uden for Tyskland, da Hitler endelig tonede rent flag under legene. Selv om verden er en anden i dag, er jeg bange for, det samme vil ske i Beijing. Nu, hvor kapitalismen har gjort sit indtog i Kina, har det kommunistiske styre i Beijing brug for en ny politisk platform. Det kommer i øjeblikket til udtryk i en helt ny nationalisme i Kina, som magthaverne i Beijing uden tvivl vil forstærke før og under OL for at manifestere landets position som kommunistisk supermagt,« mener Jan Ruml. Beijing blev i 2001 under stor mediebevågenhed valgt som OL-vært af medlemmerne af den internationale olympiske komité under en kongres i kommunismens gamle, sovjetiske højborg Moskva. »Jeg og mange andre tjekker troede, det var løgn, at den frie verdens repræsentanter i IOC gav OL til et totalitært kommunistisk regime,« husker Jan Ruml, der få dage senere sammen med ligesindede politikere og intellektuelle fra en række lande besluttede at etablere organisationen Olympic Watch. Med hjælp fra organisationerne Human Rights Watch, Reporters Sans Frontiers og Laogai Research Foundation overvåger Olympic Watch, om de kinesiske OL-værter lever op til deres løfter til IOC om at forbedre menneskerettighederne i Kina, inden legene åbner om tre år. »Selv om det nu er over tre år siden, Beijing fik tildelt de olympiske lege og lovede at leve op til det olympiske charters krav om lighed for alle mennesker, har Kina hidtil ikke vist vilje til at indfri løfterne,« fastslår Jan Ruml. »Det kommunistiske styre undertrykker stadig befolkningen i Tibet, Hong Kong og Taiwan, torturerer politiske og religiøse modstandere, som holdes fanget i arbejdslejre, stopper fredelige demonstrationer med militær magt, knægter ytringsfriheden blandt andet ved at censurere internettet og idømmer hvert år tusindvis af mennesker dødsstraf. Alligevel gider IOC’s præsident Jacques Rogge end ikke at svare på vores protestbreve.«

Redkordindtægt for OL
Ifølge IOC’s marketingschef Gerhard Heiberg vil OL i Beijing sikre den internationale olympiske familie en rekordhøj indtægt på næsten 20 milliarder kroner fra multinationale selskaber, som står i kø for at få lov til at bruge de olympiske ringe i markedsføringen af deres produkter over for Kinas 1,3 milliarder forbrugere. IOC fik kun halvt så mange penge i kassen i fjor efter legene i Athen, som ellers er historiens hidtil mest indbringende. Beijing får lov til at beholde cirka en tredjedel af indtægterne, men legenes påståede betydning for en øget økonomisk velstand i Kina imponerer ikke Jan Ruml. »Det er en misforståelse at tro, at tiltrækningen af udenlandsk kapital til Kina automatisk vil forbedre befolkningens menneskerettigheder. Økonomisk frihed er ikke nødvendigvis lig med politisk frihed. Det ser man f.eks. i mange lande i Sydamerika, hvor mange mennesker også undertrykkes politisk, selv om de bor i et land med fri markedsøkonomi. Derfor går vores strategi i Olympic Watch også ud på at få de olympiske sponsorer til at stille krav om, at kineserne indfrier deres løfter,« siger han. Den tjekkiske revolutionshelt giver den vestlige verdens medier skylden for, at de massive overtrædelser af menneskerettighederne i Kina tre år før OL i Beijing ikke står lige så højt på den internationale politiske dagsorden som f.eks. Irak-krigen og tsunami-katastrofen i Sydasien. »De fleste politiske redaktører betragter primært OL som en sportsbegivenhed. Og sportsredaktørerne vil ikke blande sig i politik. Den holdning er meget svær at ændre. Selvfølgelig vil der komme mere mediefokus på Kina, efterhånden som vi nærmer os 2008. Men når de olympiske lege først går i gang i Beijing, er jeg bange for, at de kinesiske ledere får held til igen at aflede mediernes opmærksomhed fra landets overtrædelser af menneskerettighederne. Vi vil blive vidner til et gigantisk propagandashow, hvor værterne i nationalismens og kommunismens navn vil gøre alt for at vippe USA af pinden som det land i verden, der vinder flest olympiske medaljer.«

Lars Jørgensen er freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her