Læsetid: 3 min.

Perversioner i litterær aftapning

Også i sin tredje bog, ’Teutoburger’, præsenterer Harald Voetmann Christiansen os for kompromisløse perversiteter og vildtvoksende sætninger
17. februar 2005

Ny bog
Man tilgiver Harald Voetmann Christiansen meget, simpelthen fordi han skriver så godt. Var det ikke for det, ville alle de livsuduelige personer, som befolker hans nyeste samling prosa – bogen er den tredje, han har skrevet, og hedder, af alle ting, Teutoburger – hurtigt trætte læseren. Det samme gælder de mange på en gang sirlige og slimede, groteske tableauer, man møder undervejs. I titelteksten, som også er bogens længste, bor en ung knægt på borgen ved den tyske »Teutoburgerwald«. Han bades af sin tjenestepige, fedes op af sin tantes desserter, lever i umådelig ensomhed. Han er en gammel adelsslægts sidste, næsten slukkede livsglød, og overvældes følgelig af snart sagt hvad som helst: Musik, andre mennesker, mad, uregelmæssighed. Tilbage er krampeagtige udløsninger og lange karbade. Som de senantikke romere, han drømmer om, står han uden energi og fantaserer om barbarernes (læs: livets) invasion. Som imidlertid aldrig finder sted. I »Det grønne tæppe« afvæbnes en invalid pensionist, idet et fruentimmer »begynder aldeles at smovse om mit lem med sine våde gummer«, som der står. »Uddrag fra en dagbog« placerer sin fortæller inden i et skab i »pigernes omklædningsrum på Lindebjerg Gymnasium«, hvor han oplever en »mere intens sædaflastning, end jeg havde turdet håbe på fandtes.«

Den morbide
Et mønster begynder at danne sig … Indholdsmæssigt kredser Teutoburger om en særlig kombination: Ubehjælpsom, mandlig passivitet parres med total, kropslig perversion. Forbindelsen til den ældre forfatter Preben Major Sørensen er tydelig, men hos læremesteren forlenes selv de mest afvigende motiver med en febril og dyster nødvendighed. Sådan er det ikke her. I stedet spekulerer Teutoburger – i sine svage stykker – helt tydeligt i dén væmmelse, dens tekster kan fremkalde. Når dens greb lykkes, får de til gengæld en egensindig, stillestående intensitet: som råddent mosevand. På den baggrund kan det ikke undre, at de allerbedste – og de er rigtig gode – passager i Teutoburger er dem, hvor perversionerne holder fridag og andre, hverdagslige eller filosofiske emner presser sig på. Som i »Mennesketyper eller Karaktéres«, her fra beskrivelsen af den morbide: »Lad os her i dette frisindede forum – for legens og frisindets skyld alene – blive enige om, at denne dødsbesættelse blot er den måde, den morbide vælger at anskueliggøre livet på: Den har nemmest ved at opfatte det smukke gennem det rådne, og bevægelse gennem stilstand. Og det er vel ikke døden så meget som det er dødens hele apanageordning, der tiltaler den.«

Pludselige stilskift
Måske en selvbeskrivelse? I al fald er sætninger som ovenstående ganske vist ekstraordinære i forhold til alt andet dansk, men typiske for Voetmann Christiansen. Han spænder sproget til det yderste, enhver mulighed for syntaktiske udposninger, pludselige stilskift og barokke billeddannelser gribes med kyshånd.
Stilen genkendes fra hans tidligere bøger, men udføres nu med en suverænitet, som simpelthen tager pusten fra én. Flere siders tour de force om en tænkt selvbiografi slutter således: »Han var som Fugl Fønix, som nogen forhutlet memphisianer havde pisset på i netop det øjeblik, hvor flammerne burde have fortæret den fuldstændigt, og som nu måtte leve til den døde af naturlige årsager – alderdom, skam m.m. – med brandsår, brankede fjer og stinkende, og ganske berøvet chancen for nogensinde at kunne genopstå i fuld værdighed af asken.« Tak for kaffe. Her er mere intensitet, mere bevægelighed og en strammere spændingskurve i selve sætningens fremadskriden, end der er i handlingen i de fleste danske normalromaner.

Depraveret
Der er tidspunkter undervejs, hvor man får lyst til at afskrive Teutoburger som endnu en udgave af konfrontations- eller kropsmodernismen. Men når alt kommer til alt, ville det være upræcist. I stedet skriver Voetmann Christiansen sig ind i en ældgammel tradition for depraveret litteratur, der løber fra antikken over libertinerkulten – Marquis de Sade – og frem til den sorte romantik. I Teutoburger eksekveres traditionen blandt sætstykker fra nutidens institutions- og velfærdssamfund. Og med et helt ustyrligt talent for vildtvoksende sætninger. Den slags er for kendere, folk, der nydende smager på lade perversioner i litterær aftapning. Teutoburger er en bog for connaisseurer af en helt særlig slags.

Harald Voetmann Christiansen: Teutoburger. 199 kr., 149 sider. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu