Læsetid: 7 min.

Pigen, der ikke ville glemme

Forfattere må gerne blande sig i politik. De tager bare så tit fejl, mener den dansk-polsk-jødiske forfatter Janina Katz. For hende er Anden Verdenskrig og ’det jødiske’ en uudtømmelig kilde at tale og skrive om
12. februar 2005

INTERVIEW
For Janina Katz’ skyld må kunstnere gerne engagere sig i politik. Problemet er kun, at de så let tager fejl. Som Hamsun, Celine, Neruda, Hitlers og Stalins ’nattergale’. Men også den store demonstration mod Irak-krigen kort før valget, som en række kendte danske forfattere tog initiativ til, kan efter Janina Katz’ mening let være en fejltagelse. »Det var de samme mennesker, der i al den tid, jeg har været i Danmark har taget fejl gang på gang. Tænker de ikke på, at de måske tager fejl igen?« Den polskfødte Janina Katz’ erfaringer fra antisemitismens og kommunismens Østeuropa har gjort hende stærkt pro-amerikansk og pro-israelsk. Stik imod mainstream i forfatterkredse. »Mine venner påstår, at jeg er blevet nærsynet af mine erfaringer med kommunismen. Mit eget politiske ståsted er kun, at jeg er demokrat, og så synes jeg, at man skal tage stilling i den konkrete sag. Venstrefløjen har altid på forhånd en mening, og et kæmpe plus-tegn på sig, højrefløjen et minus. Jeg er så træt af de begreber, som er så belastede.« Ikke mindst anser Katz en stor del af den kritik, der ofte rettes mod Israel, for ’på kanten af antisemitisme’. »Situationen dernede er forfærdelig, ja. Men det er ikke Israel, der er forfærdelig.«

Ingenting tilbage
Kun få forfattere er efter hendes opfattelse sluppet godt fra at ytre sig politisk: Den israelske lyriker Yehuda Amichai, to polske forfattere, Zbigniew Herbert og Szymborska, der fik Nobelprisen i 96, samt den russisk-amerikanske Vladimir Nabokov, der i Lolita skrev om USA. »Men forfattere er tit klogere i deres bøger, heldigvis. Hamsun var ikke nazist og Celine ikke antisemit, når de skrev.« Med sine lysende blågrå øjne og en mund som en ildrød flænge er Janina Katz’ ansigt et landskab, man kan gå på opdagelse i. Det samme gælder hendes lille, lyse lejlighed på Østerbro nær Lyngbyvejen i København. I reolerne står litteratur på polsk, engelsk og dansk. På hylden over sofaen ses de små sort-hvide familiebilleder, der udgør hendes samlede historie: Et bryllupsbillede viser en flot, ung mand med briller, der storsmilende ser over skulderen på en genert, rundkindet ung kvinde, der holder en buket foran sig. Janina Katz’ forældre. En baby i barnevogn, leende og sprællende. Janina Katz selv. Et klassisk gruppemotiv med bedsteforældre i midten og de mindste børn forrest. Janina Katz’ familie. Næsten alle blev dræbt under nazisternes jødeudryddelser. »Af vores hjem var der ikke engang en gaffel tilbage, ingen seng, ingenting.« Overlevende fra nazisternes jødeudryddelser var kun Janina Katz, der blev smuglet ud af den lejr, hendes familie blev anbragt i, hendes mor og en fætter i Krakow. Hendes far blev skudt i lejren Plaszow. Under krigen opbevarede nogle naboer billederne i en kasse for Janina Katz’ mor. Blandt de få nyere billeder i lejligheden ses en lille dreng. »Mit gudbarn, Jacques Blums søn. Han er fem år.« Smilet lyser på samme måde, som når Janina Katz taler om sit hjertes land, Israel, som hun helst besøger mindst en gang om året.

Tilfældigt til Danmark
Som polsk jøde, født i 1939, kunne hun lige så godt slet ikke havde siddet her. Og når hun gør, og har boet i Danmark siden 1969, er det til dels tilfældigt.
»Et eller andet sted skal man jo være,« siger hun. »Jeg var desperat. Antisemitismen i Polen tog til efter Seksdageskrigen, og det gik ud over de polske jøder. Danmark virkede som et trygt sted. Jeg havde venner her, men det var også lidt tilfældigt.« I Polen havde hun ikke hørt, at danske jøder under krigen blev hjulpet ud af landet. »Men det ville nu heller ikke have tiltrukket mig særligt at kunne blive sendt til Sverige som dem.« »Nogle af mine polske landsmænd synes, at danskerne slap så billigt under Anden Verdenskrig, at de ikke burde klage over noget. Men jeg synes, det er fint, at nogen er sluppet. Desuden, når jeg står i Irma og kigger på de gamle mennesker, hvordan de er klædt og køber det billigste, ser det ikke ud som om landet altid har flydt med mælk og honning.« »Det, der gør mig vred, er at Polen sagde nej til Marshallhjælp (den økonomiske støtte, USA pumpede i Europa efter krigen, red.). Min mor og jeg og alle andre kunne have fået det så meget bedre! Men Polen havde jo sin gode ven Sovjetunionen...«

’Hudløs’ uden historien
Janina Katz’ nyeste bog, Drengen fra dengang, er fortalt af den 63-årige Ania som et portræt af sin ungdomsven Joachim. Som Ania selv polsk jøde.
Begge blev de ’hudløse’ uden deres historie. Men Joachim giftede sig dansk, fik fire sønner og et lettere, lysere liv. Til gengæld forstod familien ham aldrig rigtigt, og han gav selv slip på sin lidenskab, musikken. »Han burde have været mystiker, Bente (hustruen, red.) gjorde ham til rationalist. Så på den måde kan man sige, at han fik en velfortjent straf; han forrådte sin egen natur. Det kan en jødisk dreng ikke tillade sig,« lyder Anias dom over Joachim. Den samme fremmedhed fornemmer man hos Janina Katz, som historien har udnævnt til at være fremmed næsten overalt. Måske undtagen i litteraturen. Hun er uddannet i polsk litteratur og arbejdede i 13 år på Det kongelige Bibliotek i København, mens hun skrev på polsk til eksiltidsskrifter og oversatte digte fra polsk til dansk. Omkring 1990 begyndte hun at skrive på dansk, umiddelbart efter Murens fald og det første besøg i Polen i mere end 20 år. Det blev til bogen Min mors datter (1991). »Jeg kan ikke rigtigt forklare det. Digtene kom til mig på dansk.« Hun har fra begyndelsen fået gode anmeldelser, fik for et par år siden livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond, og senest har Drengen fra dengang været indstillet til fire priser. »Jeg har allerede nået ikke at få to af dem (Kritikerprisen og Weekendavisens litteraturpris, red.). De andre (Berlingske Tidendes og DR’s, red.) får jeg heller ikke,« spår Janina Katz. Men hun trives med det til tider ensomme forfatterliv:»Hvis mine bøger solgte lige så godt som Hanne-Vibeke Holsts, ville jeg aldrig give et interview eller læse op. Folk kan da bare læse en bog selv!« Stadig drømmer Janina Katz oftest på polsk. »Men jeg er dansk forfatter, jeg bor her, skriver på dansk og bliver udgivet i Danmark, men skriver ofte også om polske jøder og om Israel, for det ligger mig på hjerte. Men jeg skriver også om den verden, jeg har oplevet, som gør mig mere og mere nysgerrig. Jo mere jeg ved om Anden Verdenskrig, jo mindre kan jeg fatte, hvordan det kunne ske. På den måde er det en uudtømmelig kilde til min forbavselse.« Udover Anden Verdenskrig ’det jødiske’ et andet uudtømmeligt emne. »Jøder ligner alle andre folk, og har næsten alle de dårlige sider som alle andre,« påpeger Janina Katz. Alligevel er der en særlig humor, en særlig selvironi og en markant diskuterelyst i det ’typisk jødiske’, som Janina Katz godt kan identificere sig med. Som når hun selv gang på gang besvarer mine interviewspørgsmål med et modspørgsmål. »Men hvorfor skulle jeg ikke også det?!« spørger hun og ler. »Et sted kommer det vel fra diskussionerne om Talmud, hvor man i timevis kan diskutere en lillebitte ting. Jødedommen er også den eneste religion, hvor man konverserer med Vorherre. Man beder ham ikke om noget. Man lovpriser ham, skælder ham ud, eller begge deleÇ« mener Katz, der i sine digte selv taler med Gud. »Hvis man skal vælge en litterær person at tale med, er Gud udmærket. Han fylder så meget.« »Men Gud kræver for meget! Alene det at udvælge sig et folk, der skulle være hans folk, er langt ude. Ingen kan leve op til det. Jeg er ikke troende, men heller ikke ligeglad. Man kan bestemt ikke være ligeglad med Bibelen, som er et sæt etiske love, der siger, hvordan man skal opføre sig i samfundet.«

Åben døgnet rundt
I bogen Hvordan man kurerer en fanatiker fortæller den israelske forfatter Amos Oz om en ung mand, der møder Gud. Den unge mand vil så vide, hvilken af de tre store religioner, jødedom, kristendom eller islam, der bedst forvalter budskabet?
»’Det ved jeg ikke, jeg interesserer mig ikke for religion,’ svarer Gud.« »Det gør han ikke. Han interesserer sig for mennesker,« mener Janina Katz, der også mener, at det er, hvad en forfatter skal: Beskrive mennesker. »Amos Oz har også sagt, at det at være forfatter er som at have en lille købmandsbutik, der er åben døgnet rundt. Det synes jeg er en god definition. Man står og kigger ud på, hvad der sker.«
»Nietzsche siger, at ’vi har kunst for ikke at dø af sandhed’. Virkeligheden kan væ-
re uudholdelig. Derfor har vi forskellige bøger til lav og
høj kultur, og bøger til,
når man er syg eller desperat.«

FAKTA
JANINE KATZ
Janina Katz er født i 1939 i Krakow. Magisterkonferens i polsk litteraturhistorie og sociologi. Hun kom til Danmark i december 1969 og arbejdede i 13 år på Det kongelige Bibliotek. Under Den Kolde Krig havde hun samarbejde med polske eksiltidsskrifter og Radio Free Europe. Senere også BBC. Hun debuterede på dansk i 1991, og siden er det blevet til en lang række noveller og romaner som bl.a. Mit uvirkelige liv (1992), den selvbiografiske Mit liv som barbar (1993), Den glade jødinde og andre historier (1998), Fortællinger til Abram (2001) og Landskabet der blev væk ( 2004). For Drengen fra dengang har hun været nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, Kritikerprisen, P1’s Litteraturpris og Berlingske Tidendes og Bibliotekarernes Litteraturpris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu